Vandbranchen er en vækstbranche, der står overfor mange store udfordringer, som vi skal have løst. Men som branche er vi blevet begrænset af besparelser, så vi ikke har kunnet investere rettidigt i løsninger for drikkevand, spildevand og øgede vandmængder som følge af klimaforandringer. Denne gordiske knude har også medført, at den lovede revurdering af Vandsektorloven har været udskudt ad flere omgange, da modstanden fra branchen samlet set har været så stor, at man ikke kunne blive enige om en fremtidig reguleringsmodel. 

Samtidig kan det være svært at gennemskue, hvordan den samlede regulering rent beregningsmæssigt er skruet sammen, hvilket er et tydeligt signal om, at det er blevet for kompliceret.

Klimakrisen banker på døren, og vi skal handle nu

Klimaudfordringer er noget, som kræver handling nu. Det er uanset, om vi taler om tilpasning eller forebyggelse. Vi ser flere og flere ekstreme regnhændelser eller store storme, der medfører oversvømmelser og truer vores samfund og byer. Ofte med store økonomiske skader til følge. Bare tænk tilbage på oversvømmelserne i København i 2011 og 2014, hvor vi oplevede en hovedstad, der gik i stå og. Hændelserne medførte skader for henholdsvis 7 mia. kr. og 4 mia. kr. 

Det skal vi selvfølgelig håndtere, da det ligesom forureningen af det gode grundvand, udfordrer vores levestil, som vi igennem mange år har opbygget. Det kræver igen store investeringer i udbygning af eksisterende systemer, tilbageholdelse af regnvand på overfladen og større kapacitet og bedre rensning på renseanlæg. 

Samtidig skal vi sikre, at vi ikke forstærker klimaforandringerne på sigt. Det kræver, at vi skal stille krav til os selv i branchen om, at vi skal bygge og drifte bæredygtigt og dermed tænke i løsninger, hvor vi kan reducere CO2-belastningen såvel i anlæg som drift og bortskaffelse. Igen aktiviteter, hvor forsyningerne skal have mulighed for at gå efter andre løsninger end billigst muligt. Skal en regulering være styrende for, hvorvidt vi skal forfølge såvel klimatilpasning som forebyggelse? Ikke efter min mening. En regulering bør være understøttende.

Innovation kræver frontrunner-mentalitet

Kravene til vandbranchen bliver større og større med fokus på drikkevandskvalitet, badevand, bæredygtighed, bedre rensning af spildevand, færre overløb til vandmiljøet og dermed bedre vandkvalitet. Fælles for disse krav er, at de er drevet af politiske ambitioner og krav fra borgerne. Hvem vil ikke gerne sikre, at vi stadig kan få sundt drikkevand ud af hanen, at vi kan bade i vores vandmiljø, og at vores byer er klimasikret? 

Derfor er det også nødvendigt, at vi alle i vandbranchen står sammen og sikrer, at vi denne gang kommer i mål med en ny og forbedret vandsektorlov og dermed en økonomisk regulering, som understøtter den vækst, som skal ske fremadrettet. 

Danmark har i mange år været en af de førende nationer indenfor vandhåndtering. En position opnået primært på basis af gammel lovgivning tilbage fra Vandmiljøplan 1. Denne førerposition er stærkt udfordret i dag. 

Forsyningsselskaberne har nemlig ikke har rum og midler til at investere i innovation, og da universiteterne samtidig er blevet skåret i statsmidler over årene, så er der en stor bekymring for, at grundforskningen og innovation af nye teknologier langsomt dør ud. Dermed vil Danmark miste sin førerposition indenfor vand. Forskning hos universiteterne og nye krav til teknologier hos forsyningerne hænger direkte sammen med innovationen i den private sektor. Stil krav, tillad innovation og investeringer når der udbydes, så skal den private sektor nok levere.

Hvis vi ikke stiller krav og tillader innovation, så vil dette på sigt betyde mindre eksport, og dermed også færre arbejdspladser indenfor branchen. Det er katastrofalt i en tid, hvor udfordringerne er store, og mangel på arbejdskraft er en begrænsende faktor for fremtiden. En start vil være en økonomisk regulering, der understøtter innovation, og dermed også indirekte styrker eksporten af dansk vandteknologi.

Løsningen på denne udfordring bør også være forholdsvis lige til – der bør gives tillæg til innovationsprojekter i forsyningssektoren, således at disse ikke er indeholdt i de regulatoriske rammer og dermed også er undtaget effektiviseringskrav.

Store samfundsøkonomiske udfordringer kræver store investeringer og intelligente løsninger

Vandsektoren er en monopolbranche, hvor kunderne ikke har mulighed for at vælge en anden udbyder end det lokale vandselskab, og derfor skal sektoren selvfølgelig drives effektivt, således at ydelser modsvarer prisen. Ingen tvivl om det. 

Men vi står også overfor nogle af de største udfordringer, som vi skal håndtere forsvarligt til gavn for kunder, samfund, miljø og fremtidige generationer. Det vil kræve investeringer, og det vil kræve udvikling af nye teknologier, som skal være med til at sikre, at vi også i fremtiden i vandsektoren kan levere de ydelserne, som alle i dag tager mere eller mindre for givet. 

Vi læser dagligt om de udfordringer, der truer vores drikkevand. Men vores brug af blandt andet miljøfremmede stoffer i samfundet har medført, at det rene grundvand er truet, og vi skal til at tænke anderledes. 

Vi skal tænke i nye teknologier, fordi vi har indset, at vi igennem nogle årtier er nødt til at rense vores grundvand, hvis vi gerne vil have sundt drikkevand. Men det kræver store investeringer og nye teknologier, hvis vi skal fjerne stoffer som PFAS og DMS fra grundvandet. 

Det kalder på en ny og forbedret vandsektorlov.