Alle vandforsyninger i Danmark er uden undtagelse underlagt Vandforsyningsloven og hvile-i-sig-selv-princippet. Det sætter helt klare rammer for vandværkerne om, at man kun kan tage penge for det, man bruger, og at pengene forbliver i et lukket kredsløb og altså kun går til relevante investeringer. 

De demokratisk ejede vandforsyninger har overlap i forbrugere og ejere: Det er derfor også op til forbrugerne selv at kontrollere, at effektivitet og pris stemmer overens – og forventningsafstemme og regulere dette på den årlige generalforsamling.

Derfor er det både unødvendigt og omstændeligt, at demokratisk ejede vandværker over en vis størrelse – ud over den demokratiske kontrol og hvile-i-sig-selv-princippet – er omfattet af vandsektorlovens økonomiske regulering og de tilhørende krav. Det bliver bureaukratisk dobbeltregulering, som spænder ben for, at vandværkerne fortsat kan fokusere på kerneopgaven: At sikre godt vand for så få penge som muligt. 

Danske Vandværker mener, at der i stedet for lag-på-lag-reguleringen bør indføres en ny og mere gennemskuelig benchmark, så vandværksbestyrelser og driftsfolk får et ekstra, men simpelt redskab til at bedømme værkernes effektivitet. Det vil være en langt mere enkel model, som også skaber større gennemsigtighed for forbrugere og medejere. Nøgletallene kan fungere som bestyrelsens rettesnor og dermed både give bestyrelserne en intern pejling af, om man er på rette vej og bidrage til, at bestyrelsesarbejdet fortsat styrkes og professionaliseres. 

Forventer at flere vil træde ud

Vandsektorloven omfatter drikkevands- og spildevandsselskaber, der leverer mere end 200.000 kubikmeter vand årligt, og giver mulighed for at dem, der leverer op til 800.000 kubikmeter vand, kan søge om at udtræde af den økonomiske regulering. Det har 80 procent af de demokratisk ejede vandværker allerede gjort. Vi forventer, at endnu flere vil følge trop frem mod januar 2024. 

Det er desuden væsentligt at minde om, at selve vandprisen udgør en meget lille del af den samlede vandtakst: Hvis man eksempelvis betaler 55 kroner for en kubikmeter vand, går de 47 kroner til moms og spildevands- og statsafgifter, mens den rene vandpris alene udgør 8 kroner. Det svarer til 18 procent af det samlede beløb. 

Når vi taler effektiv drift på vandværkerne, er det altså en lille del af de samlede omkostninger, der reelt er i spil. Det er yderligere et argument for, at demokratisk ejede vandselskaber, der alene varetager opgaven med drikkevand, bør blive undtaget reguleringen i vandsektorloven. 

Det ville være langt mere enkelt og fornuftigt, at demokratisk ejede drikkevandsselskaber – også dem over 800.000 kubikmeter – i stedet kunne vælge at melde sig ind i den økonomiske regulering – frem for at de skal søge, hvis de ønsker at være fri. 

Lag-på-lag-regulering

Lovforslaget, som vi gav kommentarer til i midten af marts i år, lægger op til, at vandselskaberne bliver underlagt krav om tre typer af parallelle reguleringer: Ud over hvile-i-sig-selv-princippet er der den fleksible indtægtsramme og forbrugerbeskyttelsesmekanismen. Hvis ikke det bliver ændret i det endelige forslag, skal vandværkerne fremover have overblik over og forholde sig til tre reguleringer på én og samme gang. Alt andet lige vil den tid, som særligt mindre vandforsyninger skal bruge på at sikre, at de efterlever de nye regler, give en merudgift for forbrugerne. Selv de største af de demokratisk ejede vandværker har kun op til 12 ansatte. Og derfor er deres fokus på at løse kerneopgaven. 

For fortsat at kunne levere godt og billigt vand til forbrugerne er vandværkerne afhængige af, at reguleringen af vandsektoren fremmer tillid og en bæredygtig udvikling. Den nye vandsektorlov er en oplagt mulighed for at hælde mistillidsbaseret regulering ad brættet og i stedet understøtte vandselskabernes mulighed for at foretage økonomiske og klimamæssigt bæredygtige investeringer – til gavn for forbrugerne og miljøet.