Kommissionen fra have miljøområdet fjernet fra regionerne

Regionerne bør dedikeres til sundhedsområdet og ikke løse miljøopgaver som jordoprensning, har den såkaldte Sundhedsstrukturkommission anbefalet. Danske Regioner er ”dybt forundrede” over forslaget.
Pressemøde i Statsministeriet om fremtidens sundhedsvæsen i Spejlsalen i marts 2023. Her blev Jesper Fisker (tv), adm. direktør for Kræftens Bekæmpelse, udpeget som formand for sundhedsstrukturkommissionen. | Foto: Jonathan Damslund
Pressemøde i Statsministeriet om fremtidens sundhedsvæsen i Spejlsalen i marts 2023. Her blev Jesper Fisker (tv), adm. direktør for Kræftens Bekæmpelse, udpeget som formand for sundhedsstrukturkommissionen. | Foto: Jonathan Damslund

Opgaven med at stå for oprensning af jordforureninger, råstofområdet og klimatilpasning bør ikke høre under de danske regioner, der – såfremt de fortsat skal eksistere – udelukkende skal fokusere på at drive det danske sundhedsvæsen.

Sådan lyder en af anbefalingerne til en ny organisering af det danske sundhedsvæsen, som regeringens nedsatte Sundhedsstrukturkommission lancerede tidligere på måneden. Det skriver Altinget.

I kølvandet på offentliggørelsen af kommissionens rapport har debatten kredset om forholdene for de danskere, der hvert år er i kontakt med sundhedssystemet.

Men et godt stykke nede i rapporten betoner kommissionen behovet for, at regionens opgaver alene skal ligge på sundhedsområdet.

”Formålet er at sikre en tydeliggørelse af sundhedsområdet som regionernes kerneopgave og samtidig understøtte en klar og entydig politisk opmærksomhed i regionsrådene på sundhedsopgaven,” skriver Sundhedsstrukturkommissionen.

Hos Danske Regioner stiller mig sig undrende over for forslaget om at fjerne blandt andet miljøområdet fra regionerne.

”Jordforurening, råstofindvinding og kollektiv trafik er kendetegnet ved at være opgaver, der går på tværs af kommunegrænser. Det kræver en politisk prioritering på tværs, så jeg er ret uforstående overfor, hvorfor man vil løse det på en anden måde end i dag,” siger Mads Duedahl til Altinget.

Blandt regionernes miljøopgaver finder man i dag de såkaldte generationsforureninger, som er ti af Danmarks største jordforureninger.

Den mest omtalte af dem er den såkaldte Høfde 42-forurening på stranden mellem Thyborøn og Harboøre, hvor virksomheden Cheminova tidligere drev et kemikaliedepot. Her har Region Midtjylland i foråret udpeget et konsortie, der skal gennemføre oprensningen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår