FN offentliggør udkast til endelig klimaaftale i Glasgow

Forhandlere fra knap 200 lande vil ud fra udkastet arbejde henimod en endelig aftale inden fredag.
Foto: PAUL ELLIS/AFP / AFP
Foto: PAUL ELLIS/AFP / AFP
AF RITZAU

FN's klimasekretariat (UNFCCC) har onsdag morgen offentliggjort et første udkast til den politiske aftale, som de håber, deltagerlandene kan enes om ved slutningen af klimatopmødet COP26 i Glasgow.

Forhandlere fra næsten 200 lande vil med udgangspunkt i udkastet arbejde henimod en endelig aftale. Topmødet slutter efter planen på fredag.

I udkastet til aftalen opfordres lande til at styrke deres klimamål for 2030.

Indsatsen skal øges i sådan en grad, at det bliver muligt at overholde temperaturmålene fra Parisaftalen, som blev indgået i 2015.

De nye mål skal være klar inden udgangen af 2022.

I udkastet noteres det med "alvorlig bekymring", at den nuværende finansiering for klimatilpasning ikke er tilstrækkelig til at håndtere konsekvenser af klimaforandringer i udviklingslande.

Derfor bliver lande opfordret til hurtigt at skrue op for klimafinansieringen.

På COP26 i Skotland er landene under pres for at forpligte sig til at tage konkrete skridt. Indsatsen skal begrænse den globale stigning i temperaturen til 1,5 grader i forhold til temperaturen før industrialiseringen.

Netop det lovede hovedparten af verdens lande at gøre i 2015. Dengang underskrev de den aftale, der blev indgået på klimatopmødet i Paris.

Den aftale bliver der henvist til flere gange i teksten fra Glasgow. Og det bliver bekræftet, at man sigter efter at holde temperaturstigningen under 1,5 grader - sådan som det blev aftalt i Paris.

I aftalen bliver lande desuden opfordret til at udfase kul og stoppe tilskud til fossile brændsler.

Den britiske minister Alok Sharma, som er formand for COP26, meddelte tirsdag, at formandskabet snart ville offentliggøre et udkast til en aftaletekst.

Tirsdag sagde han, at der stadig er et bjerg, der skal bestiges for at nå i mål. Men forhandlingerne er konstruktive og går den rette vej, fortalte han.

Klimaløfter for 2030 halter og rammer forbi vigtigt mål

Obama ved klimatopmøde: Vi er ikke i nærheden af at gøre nok

Ngo'er udpeger Danmark som bedst i kampen for klimaet

Lobbyister for sort energi er største delegation ved COP26

COP26 i slutspurt: Hvordan skal løfter blive til handling?

Dan Jørgensen advarer imod klimakritik: Vi gør en forskel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også