Quantafuel vil bygge ny fabrik i Esbjerg til 750 mio. kr.

Norske Quantafuel er med køb af ny grund i Esbjerg klar til at bygge sin første storskala-fabrik til kemisk genanvendelse af plastaffald med et budget på 100 mio. euro. Mens de første spadestik ventes at blive taget inden sommer, er langt flere fabrikker på vej.
Foto: Quantafuel Skive
Foto: Quantafuel Skive

Quantafuels første storskalaanlæg til kemisk genanvendelse af plast bliver bygget i Esbjerg.

Den norske cleantech-virksomhed har således netop underskrevet en eksklusiv køberet på 140.000 kvadratmeter jord i et erhvervsområde i den danske by til at opføre den nye fabrik med en samlet investeringsramme på 100 mio. euro, svarende til 750 mio. danske kroner.

Det oplyser Esbjerg Kommune i en meddelelse på sin hjemmeside.

"Grunden er stor nok til at give os fleksibilitet i udformningen af vores nye anlæg, og Esbjerg er strategisk placeret i forhold til international logistik. Det har også været vigtigt, at Esbjerg Kommune har stillet de rigtige ressourcer til rådighed til en hurtig sagsgang," siger Quantafuels projektleder, Erik Rynning, i meddelelsen.

Samtidig har det været vigtigt for Quantafuel at slå sig ned i et område med kvalificeret arbejdskraft inden for procesindustrien, siger han.

Første spadestik inden sommer

Arbejdet med at indhente miljøgodkendelse og byggetilladelse til Quantafuels nye anlæg i Esbjerg er netop gået i gang og forventes at forløbe gnidningsfrit. De første spadestik ser derfor ifølge kommunen ud til allerede at kunne blive taget inden sommeren næste år.

Den nye Quantafuel-fabrik skal efter planen kunne oparbejde 80.000 tons affaldsplast om året ved hjælp af den teknologi til kemisk genanvendelse af plastaffald, selskabet har udviklet på gennem det seneste årti.

En teknologi, der ifølge Quantafuel kan konvertere næsten alle former for plastaffald til brændsler og kemikalier og som nylig udmøntede sig i den første sending af syntetiske olieprodukter fra Quantafuels testanlæg i Skive.

Hvor man i Esbjerg kan se frem til 60-70 grønne arbejdspladser direkte tilknyttet den nye fabrik, bliver omdrejningspunktet for Quantafuel også at industrialisere og standardisere sin genanvendelsesteknologi:

"Når fabrikken står færdig, vil den blive et udstillingsvindue af vores førende teknologi inden for kemisk genanvendelse af plast til resten af verden, og sandsynligvis vil det også tiltrække andre relaterede virksomheder," siger Erik Rynning.

Quantafuel Skive klar med første sending syntetiske olieprodukter fra plastaffald

Vil bygge fabrikker i hele Europa

For Quantafuel er Esbjerg-anlægget og det tilhørende design nemlig startskuddet for langt mere ambitiøse vækstplaner.

Første stadie var for Quantafuel et testanlæg i Mexico, hvor selskabet "lykkedes med det, vældig mange ikke har formået, nemlig at få den rigtige kvalitet på pyrolyse-olien," som Erik Rynning tidligere har formuleret det overfor CleantechWatch.

Næste stadie var pilotfabrikken i Skive med en kontinuerlig produktion 24 timer i døgnet efterfulgt af et anlæg i industriel skala, som altså nu får står til at få base i Esbjerg.

Allerede i sidste måned kunne Quantafuel dog løfte sløret for næste skridt i form af et nyt samarbejde med den hollandske energikæmpe Vitol om to nye storskala-fabrikker i det flade land.

Dermed følger Quantafuel indtil videre den strategi, selskabet overfor CleantechWatch fremlagde i august måned:

"Vores plan er at lave en investeringsbeslutning på hele to anlæg i år og tre anlæg næste år. Det kan blive rigtig stort. Vores ejere og bestyrelse har planer om at udrulle det først i Europa og så i resten af verden," fortalte projektleder i Quantafuel, Erik Rynning dengang og understregede, at Quantafuel forbliver majoritetsejer på de enkelte anlæg.

Esbjerg-anlægget skal jævnfør tidligere udmeldinger sættes i drift sættes ved udgangen af 2022.

Quantafuel allierer sig med energikæmpe om to storskala-anlæg til kemisk genanvendelse 

Vil levere materialer til plastindustrien

Mens Quantafuel hidtil primært har slået sig op på kemisk omdannelse af plastaffald til miljøvenligt brændsel, fortalte Erik Rynning i august også, at fokus i dag er rettet mod at levere genindvundne ressourcer til plastindustrien og dermed nye plastprodukter.

"Vi kan gøre begge dele, men det er rigtigt, at det primære fokus er kemisk genanvendelse og produktionen af nafta, som er et råstof, der bruges i rigelige mængder i plastindustrien," fortalte Quantafuels projektleder, Erik Rynning.

Adspurgt, hvor stort det kan blive, og hvor mange Quantafuel-fabrikker, man kan forvente i fremtiden, lød svaret, at antallet i princippet er ubegrænset – hvilket skal ses i lyset af de store globale problemer med netop plastaffald.

"Vi er jo first movers i den her nye branche. Men det er naivt at tro, at vi kommer til at være alene om det her, og vi håber egentlig, at flere vil følge efter, så det i løbet af nogle år også bliver mere og mere attraktivt at samle plastaffald ind og – lidt sat på spidsen – går fra at se plastaffald som et problem til et asset," sagde Erik Rynning dengang og tilføjede:

"Mekanisk genanvendelse af plast tror vi ikke på, kommer til at løse problemet. Sådan ser det i hvert fald ikke ud."

Lego-familien tjener 750 millioner på Quantafuel 

Quantafuel allierer sig med Rambøll: Vil etablere genanvendelsesfabrikker i hele Europa

Novozymes vil udvikle bæredygtige produkter i nyt schweizisk partnerskab

Store affaldsinvesteringer vælter frem i slipstrømmen på ny aftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også