Quantafuel allierer sig med Rambøll: Vil etablere genanvendelsesfabrikker i hele Europa

Norske Quantafuel er nu for alvor klar til at få sin teknologi til kemisk genanvendelse af plast ud over rampen. I samarbejde med Rambøll skal der allerede i år laves en plan for en ny fabrik i Danmark. Næste skridt er anlæg i hele Europa, fortæller projektleder.
Foto: Quantafuel Skive
Foto: Quantafuel Skive

Først blev selve teknologien testet på en fabrik i Mexico, og siden er det blevet til et ganske omtalt pilotanlæg til kemisk genanvendelse af plast i Skive.

Nu er Quantafuel klar til at tage næste skridt og i samarbejde med Rambøll påbegynde planerne for i første omgang et industrielt anlæg i fuld skala på dansk jord og sidenhen nye anlæg til kemisk plastgenanvendelse i hele Europa.

"Det vi gør med Rambøll nu er at tage det til næste stadie," siger projektleder i Quantafuel, Erik Rynning, og uddyber:

"Første stadie var vores anlæg i Mexico, hvor vi lavede batches og lykkedes med det, vældig mange ikke har formået, nemlig at få den rigtige kvalitet på pyrolyse-olien. Næste stadie er pilotfabrikken i Skive, der kører en kontinuerlig produktion 24 timer i døgnet, som jeg tror, vi er de første i verden til. Nu skal vi så bygge det første anlæg i industriel skala."

Vil opføre anlæg i hele Europa

Opgaven for Rambøll bliver i første omgang at gøre alt klar til det nye genanvendelsesanlæg i Danmark, som endnu ikke har fået en placering – og som endnu mangler at blive udstyret med det nogenlunde sikre prisskilt, som gør det interessant for investorer at gribe til lommerne.

Investeringsgrundlaget skal efter planen stå færdigt ved udgangen af året, og derfra er der indregnet mellem 18 og 24 måneder til at bygge anlægget, som dermed ventes at kunne tages i drift seneste ved udgangen af 2022.

Det danske anlæg og det tilhørende design bliver dog også fundamentet for langt mere ambitiøse planer, fastslår Quantafuels projektleder:

"Vores plan er at lave en investeringsbeslutning på hele to anlæg i år og tre anlæg næste år. Det kan blive rigtig stort. Vores ejere og bestyrelse har planer om at udrulle det først i Europa og så i resten af verden," siger Erik Rynning til CleantechWatch.

Internationale muskler afgørende

At valget af rådgiver er faldet på Rambøll er langt fra tilfældigt. Med en årelang erfaring inden for olie- og gasindustrien kombineret med kompetencer på affaldsområdet og ikke mindst en global tilstedeværelse, har Rambøll de muskler, den mindre norske virksomhed selv mangler.

"Vi skal ikke selv være en entreprenør eller leverandør. Vi skal støtte os op ad store internationale aktører som Rambøll, som kan hjælp os med at tage det ud med de ressourcer, de har," som Erik Rynning formulerer det.

Quantafuels egen filosofi er således at forblive majoritetsejer af de potentielt mange anlæg rundt om i Europa, men styringen af alt fra tilladelser til at klargøring af investeringsgrundlaget, kommer Rambøll til at stå for.

"I Rambøll har vi en tilpas stor butik til at kunne hjælpe på alle områder, lige fra myndighedstilladelser til analyser af nye byggepladser og egnede områder i Europa, samtidig med, at vi bringer en bred palette af kompetencer fra olie- og gas og affaldsindustrien til bordet," vurderer projektdirektør i Rambøll, Søren Eg Hansen, og tilføjer:

"Det er helt afgørende i sådan et arbejde, hvor et af de vigtigste parametre er at komme først på markedet, og der kunne det blive svært for en relativt lille organisation som Quantafuel at skulle ud og styre fem kontrakter."

Vil levere materialer til plastindustrien

Quantafuel har hidtil primært – i det mindste i offentligheden – slået sig op på kemisk omdannelse af plastaffald til miljøvenlig brændsel, men nu synes fokus at være flyttet over på rent faktisk at levere de genindvundne ressourcer til plastindustrien og dermed nye plastprodukter.

"Vi kan gøre begge dele, men det er rigtigt, at det primære fokus er kemisk genanvendelse og produktionen af Nafta, som er et råstof, der bruges i rigelige mængder i plastindustrien," forklarer Quantafuels projektleder, Erik Rynning.

Adspugt, hvor stort det kan blive, og hvor mange Quantafuel-fabrikker, man kan forvente i fremtiden, er svaret, at antallet i princippet er ubegrænset. Det skal ikke mindst ses i lyset af de store problemer med netop plastaffald, hvor produktionen globalt stiger år efter år.

"Vi er jo first movers i den her nye branche. Men det er naivt at tro, at vi kommer til at være alene om det her, og vi håber egentlig, at flere vil følge efter, så det i løbet af nogle år også bliver mere og mere attraktivt at samle plastaffald ind og – lidt sat på spidsen – går fra at se plastaffald som et problem til et asset," uddyber Erik Rynning og tilføjer:

"Mekanisk genanvendelse af plast tror vi ikke på, kommer til at løse problemet. Sådan ser det i hvert fald ikke ud."

Mange har gennem årene forsøgt sig med kemisk genanvendelse af plastaffald, og omtrent lige så mange har indtil videre fejlet. Her mener Quantafuel dog at have knækket koden med sin katalyseteknologi.

Er det alle former for sammenblandet plast, I regner med at kunne genanvende kemisk?

"Vi har jo en opskrift på, hvad vi ønsker, men jeg kan se, at vi kan tage et mere bredt aspekt af plast, end det, der i dag bliver mekanisk genanvendt til at lave ny plast."

Rambølls projektdirektør lægger heller ikke skjul på, at den rådgivende ingeniørvirksomhed ser et stort potentiale i det nye samarbejde og Quantafuels teknologi:

"Kan Quantafuel få den her teknologi til at virke, som de siger, så har de virkelig ramt et sweet spot på markedet," siger Søren Eg Hansen.

Lego-familien investerer millioner i Quantafuels kemiske genanvendelse 

Geminor leverer første sending plast til kemisk genanvendelse hos Quantafuel

Quantafuel Skive laver olieprodukter fra plast "inden for relativ kort tid"

BASF investerer trecifret millionbeløb i plastgenanvendelse og dansk fabrik 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også