Når det kommer til energiteknologier, har brint i år indtaget en nogenlunde lige så prominent rolle, som grundstoffet har i det periodiske system. Fra i flere år at have summet under overfladen er konceptet grøn brint i 2020 blevet et bærende element i enhver national og international klimaplan med respekt for sig selv. Mens et væld af store selskaber har præsenteret planer for projekter i stor skala.

"Det er gået overraskende hurtigt. Som vi ser det, er det drevet af dels Parisaftalens mål, der kræver, at ikke bare elproduktionen men hele energisystemet dekarboniseres, dels af at der politisk – og bredere i befolkningerne – er et ønske om at komme i gang," siger Anders Nordstrøm, chef for brintforretningen i Ørsted.

For det danske energiselskab er i høj grad også hoppet på brintbølgen, hvor Ørsted deltager i efterhånden en god håndfuld projekter.

Tirsdag annoncerede energiselskabet et samarbejde med BP om at lave brint til olieselskabets tyske raffinaderi. Her stiles der mod elektrolyseanlæg på mere end 500 MW, mens planen andetsteds i Tyskland er op mod 700 MW i Westküste 100-projektet, hvor Ørsted også er på holdkortet. I Holland planlægges der et anlæg på 100 MW sammen med selskabet Yara, mens der i Storbritannien deltages i Gigastack-projektet.

Ja, og så er der naturligvis hjemlandet. I første omgang demonstrationsprojektet H2Res, hvor der på Avedøre Holme opføres et elektrolyseanlæg på 2 MW. I videre forstand planen om at bygge en brintfabrik på 1,3 GW sammesteds og i samarbejde med en række andre selskaber fra dansk erhvervslivs a-kæde.

"Hvis løsningen på den fulde dekarbonisering er brint og deraf afledte molekyler – hvilket det nok er – så har vi jo råmaterialet. Samtidig mener vi også at have kompetencer, der er naturlige at benytte også inden for brint. Vores dna er i virkeligheden at være udvikler af store infrastrukturaktiver inden for energi," fastslår Anders Nordstrøm om Ørsteds engagement.

Yin og yang

Råmaterialet er naturligvis den havvind, der udgør størstedelen af Ørsteds forretning – og som er tiltænkt en rolle i samtlige projekter. Det er brugen af vedvarende energi i elektrolyseprocessen, der giver den grønne brint sin farve, og den er der potentielt nærmest uanede mængder af alene i selskabets for- og baghaver, Østersøen og Nordsøen.

Imidlertid stiger brinten endnu ikke til himlen. De første etaper af Ørsteds fem annoncerede projekter er på mellem 2 og 30 MW, og den nuværende teknologiske hakkeorden indikeres da også ved, at Anders Nordstrøm og hans brinthold formelt set sorterer under havvinddivisionen. Men grøn brint kan potentielt vokse sig til en lige så stor del af forretningen.

"Potentielt, ja. Der er en form for yin og yang-forhold, hvor brint kan være med til at understøtte den videre udvikling af havvind i Europa, der så samtidig er forudsætningen for, at brint i større skala kan lade sig gøre," siger brintchefen.

"Men der er endnu et stykke vej dertil. Vores tilgang er, at man skal elektrificere så meget, man kan, for det giver samlet set den bedste energieffektivitet. Vi er ikke tilhængere af det totale brintsamfund. Men den grønne brint giver bare rigtig god mening til at omstille de sektorer, hvor det er svært eller slet ikke en mulighed at bruge strøm."

31-68 kr. per kilo

Det er da også netop den grønne brints potentiale som en energiteknologisk schweizerkniv, der har medført de seneste års hype.

I dens rene form kan den bruges til at fortrænge fossile brændsler i bl.a. varmen, i den tunge transport til lands og vands samt en række industrielle processer. Videreforarbejdet kan den anvendes til alt fra at drive containerskibe og fly til kunstgødning. Mens en bieffekt er, at brint kan lagres og dermed være med til at kan løse sol og vindenergiens store akilleshæl i elproduktionen.

Imidlertid har den grønne brint samme udfordring som en schweizerkniv sammenlignet med en almindelig lommekniv. Det kan godt være, at den er flot og kan det hele, men den er også umanerligt meget dyrere.

Der er langt fra enighed om, hvad grøn brint aktuelt koster. I sit nylige hvidpapir opgør Ørsted selv prisen til mellem 4,2-9,1 euro/kg (31-68 kr./kg). I begge tilfælde noget dyrere end alternativerne i den mørkere ende af farveskalaen.

Grøn og grå krydser hinanden

Det gælder ikke blot i sammenligningen med olie, hvis aktuelle spotpris er under 2 kr./kg – eller kul, som man får kastet i nakken for godt en 25-øre kiloet. Det gælder også i forhold til produktion af såkaldt grå brint, der produceres på fossile brændsler som gas, og som ifølge en ny rapport fra Energy Transitions Commission (ETC), som bl.a. Ørsted er en del af, aktuelt koster 0,7-2,2 dollar/kg (4,5-14 kr./kg.).

Men det kommer til at ændre sig i løbet af indeværende årti, spår Anders Nordstrøm. I Ørsteds hvidpapir vil prisen i 2030 være 2,2 euro/kg for grøn brint mod 1-3 euro/kg for brint lavet på fossil energi.

"Hvis vi ser frem til 2030, så tror vi på, at prisen på grøn brint og fossil brint krydser hinanden. Vi ser allerede nu, at udstyret bliver betydelig billigere, når det kommer op i skala og volumen, og mindst lige så vigtigt kommer de næste generationer gradvist til at få højere effektivitet, hvilket vil gøre det endnu mere konkurrencedygtigt," spår brintchefen.

Kræver støtte

Der er dog visse forudsætninger, medgiver han. Foruden lave priser på vedvarende energi er det især, at gasprisen "ikke fuldstændig kollapser", samt at CO2-prisen gradvist stiger. Uden at Ørsted dog lægger en "eksplosion i CO2-prisen" til grund.

Der er imidlertid også en anden forudsætning. Fra den globale elektrolysekapacitet på omkring 250 MW ved indgangen af 2020'erne, går ETC-rapporten ud fra, at der i 2030 er føjet 30-70 GW til, hvilket vil sænke prisen til under 150 dollar/kW. Men det vil kræve store mængder statsstøtte.

Det har nogle af frontløberne inden for grøn brint da også vist sig villige til at give. I Holland, hvor Ørsted også er aktive på området, tilbød regeringen af yde 300 euro/ton (2.233 kr./ton) grøn brint, hvilket dog foreløbigt er blevet afvist af EU-Kommissionen.

Omvendt afviser Anders Nordstrøm, at Ørsteds interesse i teknologien er et ønske om at vende tilbage til de glade dage med tårnhøj statsstøtte, nu hvor havvind hastigt nærmer sig støttefrihed.

"Det synes jeg ikke er en fair udlægning. Fundamentalt set handler det om at løse en udfordring omkring dekarbonisering, og hvis man vil det som samfund og politisk system, så må man se på, hvad der skal til. Og ja, der skal incitamenter til," siger han.

"Det, der er anderledes ved brint og Power-to-X i forhold til elektricitet er, at der ikke er et etableret system. Man skal etablere udbud og efterspørgsel på en gang. Så incitamenterne kan se ud på forskellig vis; de kan bestå i at skabe en efterspørgsel på grøn brint, eller de kan bestå i at gøre det muligt at producere den til en attraktiv pris. Eller de kan vælge en kombination. Det må politikerne finde ud af."

Afgifter rammer hårdt

Sagt på anden vis kan politikerne vælge enten at pålægge et iblandingkrav til f.eks. flyselskaberne, eller kontant støtte opførelsen af elektrolyseanlæg og produktionen af grøn brint.

I Danmark sker det sidste allerede i det små i form af midler fra EUDP og Innovationsfonden til demonstrationsprojekter. Mens det i videre forstand kan ske som med havvind via udbud.

En udfordring er imidlertid, at flere af de store potentielle aftagere som skibe og fly i høj grad kræver international regulering, for at det giver mening. Men også nationalt kan der banes vej for teknologien via regulering, der endda teknisk set ikke tangerer statsstøtte, pointerer brintchefen.

"En forudsætning for det hele er, at strømmen til brintproduktion reelt er til stede til den rå produktionsomkostning. Hvis man midt i processen lægger en omkostning ind i form af afgifter, så rammer det slutproduktet hårdt," siger Anders Nordstrøm.

Brintens frizone

Det er tilfældet med den nuværende regulering. For mens elprisen er den største omkostning i brintproduktionen, så er net- og systemtariffer ikke langt efter med omkring 11 øre/kWh næste år. En niveau der ikke ventes at falde i de kommende år.

Når tarifferne er høje, skyldes det omvendt ikke mindst udbygningen af vedvarende energi – ikke mindst de dyre kabler fra havmølleparkerne. Foruden nyetablering dækker tarifferne desuden omkostninger til drift og vedligehold af det eksisterende elnet, der som udgangspunkt hverken bliver mindre slidt eller mere rummeligt af, at det er strøm til grøn brint, der løber igennem det.

Det er da heller ikke et gratis turpas til det danske elnet, Ørsted ønsker sig. Endsige tilladelse til at opføre private net parallelt med det offentlige.

"Det sidste vil jeg helst undgå, og selvfølgelig skal det rent fysisk organiseres på en måde, hvor man ikke belaster elnettet ved at producere brint i stor skala. Men Energinet har allerede luftet tanker om ilandføringszoner. Der hvor man ved, at der kommer meget VE-strøm i land, er det fornuftigt at skabe prissignaler til, at man skal lægge sit forbrug," siger Anders Nordstrøm.

Konceptet med sådanne toldfri zoner, der hvor havmøllestrømmen ligger til kaj, flugter måske ikke så overraskende umanerligt godt med Ørsteds videre planer. Allerede sidste efterår plantede energiselskabet sin tanke om at etablere en energiø på adskillige gigawatt ved Bornholm. Strømmen herfra ville være oplagt at gå i land syd for København – eventuelt ved Avedøre Holme, hvor Ørsteds planlagte elektrolyseanlæg skal være.

Flaskehalsindtægter

Omvendt kan netop energiøerne dog siges at ændre ved konceptet. For mens produktionen fra en traditionel havmøllepark uden videre negative konsekvenser kunne sendes afgiftsfrit til en nærliggende brintfabrik, når der alligevel er for meget strøm i det danske net, så er det lidt mere komplekst i fremtiden, hvis havmølleparker skal tilsluttes flere lande. Energiøen ved Bornholm skal efter planen også kobles til Polen.

Når et politisk flertal i sommer vedtog at få etableret projektet, var det et krav, at øen ikke får statsstøtte. I stedet skal den finansieres gennem de flaskehalsindtægter, der kommer ved at sende strøm frem og tilbage mellem lande, hvor der er en forskel i elprisen. Uanset om den strøm så er fra de tilknyttede havmølleparker eller ej.

Men hvis der etableres brintfabrik midt på den interconnector, så optager det netop plads i kablet, der ellers kunne være udfyldt af anden – afgiftspålagt – strøm.

"Jeg vil helst ikke kommentere på det konkrete koncept, men der er nogle ting, man skal finde ud af. Det er jo nyt land for alle," siger brintdirektøren.

"Det har også noget at gøre med, hvor store kablerne er, vindparkernes størrelse, forbruget og flowet. Men det er nogen af de tanker, man må sætte sig ned og finde ud af."

Sigtbarhed

Noget andet, der skal findes ud af, er hvad prisen for den grønne brint helt præcist bliver. I 2013 vovede Ørsted det ene øje, da selskabet meldte ud, at det så en pris for havmøller på 100 euro/MW for projekter, der blev taget i drift i år.

Om end prisen endte med at blive endnu lavere, så fik det danske energiselskab med den kontante udmelding lukket munden på de kritikere, der kritiserede havvind for at være for dyr med priser på 160 euro/MWh (119 øre/kWh) i Storbritannien og 105 øre/kWh på den danske Anholt-park.

"Da der er så mange bevægelige dele i øjeblikket, så vi vil helst ikke sige et konkret tal. Da vi meldte det ud omkring havvind, var teknologien i kadence på etablerede programmer og sigtbarhed på den fortsatte udvikling. Nu er vi helt i begyndelsen af grøn brint, og så længe sigtbarheden ikke er større, tror jeg ikke, at det er klogt for os at melde et tal ud," siger Anders Nordstrøm.

"Men nå vi har lidt mere sigtbarhed, så skal vi nok komme med et tal."

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch)

Ørsted åbner for nye PtX-projekter i Danmark

Ørsted går sammen med BP om brintprojekt

Står brintøkonomien endelig for døren?

Dansk brintselskab overtager norske tankstationer