Stort affaldsfirma har læsset jord af på omstridt skrænt før Nordic Waste

Nordic Wastes søsterselskab DSH Recycling havde i flere år en aftale med et af landets største jordhåndteringsselskaber, som havde planer om at udvide aktiviteterne på den meget omtalte grund i Ølst.
DSH Recycling ejer jordskredsgrunden ved Gammel Århusvej 110 i Ølst syd for Randers. Har både Norrecco og Nordic Waste tilført store mængder jord. | Foto: Bo Amstrup
DSH Recycling ejer jordskredsgrunden ved Gammel Århusvej 110 i Ølst syd for Randers. Har både Norrecco og Nordic Waste tilført store mængder jord. | Foto: Bo Amstrup
af simone jarolics, Frederik timm bentsen

Nordic Waste er ikke det eneste affaldsfirma, der har læsset store mængder jord af på Danmarks mest omtalte jordareal, som på et tidspunkt udgjorde en truende miljøkatastrofe ved landsbyen Ølst ud for Randers.

Tilbage i 2018, inden etableringen af det nu krakkede Nordic Waste, fyldte Norrecco – en af landets største affalds- og ressourcevirksomheder – store mængder jord på matriklen.

Det fremgår af en aktindsigt, som CleantechWatch har fået hos Miljøstyrelsen.

I årene 2016-2018 var Norrecco nemlig i et makkerskab med Nordic Wastes søsterselskab, DSH Recycling, om at deponere jord på grunden, der siden december har dannet scene for det omdiskuterede jordskred.

Alene i 2017 fyldte Norrecco 280.000 kubikmeter jord på skrænten, viser aktindsigten. Dertil havde Norrecco tilbage i slutningen af 2016 planer om at udvide sit foretagende på grunden.

Hvad der så skete, ønsker ingen af parterne at udtale sig om.

DSH Recycling vil alene vil bekræfte samarbejdet med Norrecco, der blev indledt kort tid efter, at virksomheden erhvervede sig grunden i Ølst. 

Hos Norrecco konstaterer ledelsen blot, at aftalen mellem parterne udløb uden at blive forlænget.

Også flere Nordic Waste-stifter afviser at udtale sig om sagen til CleantechWatch.

Løftede overskud/udbytter markant

Ifølge CleantechWatchs oplysninger skyldtes det afbrudte samarbejde imidlertid, at ejerne af DSH Recycling mente, at de økonomisk set var bedre tjent med enten at sælge grunden til Norrecco eller fortsætte driften på egen hånd. 

Da parterne ikke kunne blive enige om en pris, endte ejerne med selv at overtage driften, og det skulle der hurtigt vise sig at være gode penge i.

I perioden 2016-2018, hvor Norrecco stod for driften, kunne ejerne trække sammenlagt 4,5 mio. kr. ud i udbytte efter overskud, viser DSH Recyclings regnskaber for perioden.

Alene året efter – i 2019, hvor søsterselskabet Nordic Waste havde overtaget driften på grunden – tjente ejerne så mange penge, at de kunne trække et udbytte på det dobbelte beløb, nemlig 9 mio. kr., ud af selskabet. 

Faktisk blev der frem til Nordic Wastes konkurs hævet mindst 64,8 mio. kr. i udbytte fra søsterselskabet DSH Recycling. 

Bundlinjen steg for sin del fra 2,3 mio. kr. i 2016 til det bedste resultat på 40,5 mio. kr. i det forskudte regnskabsår 2022/23 – det senest offentliggjort for det nu krakkede Nordic Waste.

Med til fortællingen hører, at DSH Recycling kort efter afslutningen på samarbejdet med Norrecco fik en ny miljøgodkendelse til at modtage forurenet jord. 

Generelt er de såkaldte gatefees for at modtage forurenet langt højere end for ren jord.

Det var dog ikke kun priserne, men også mængden af jord, der er årsag til den øgede afkast. Få år efter stiftelsen af virksomheden eksploderede mængderne af jord tilført grunden i Ølst, viser en opgørelse fra Miljøstyrelsen, som CleantechWatch har fået aktindsigt i.

Her fremgår det, at der siden DSH Recycling overtog grunden i 2016, er blevet tilført lidt over 2,1 mio. kubikmeter jord i alt. Heraf er godt 400.000 kubikmeter jord er blevet tilført af Norrecco, mens de resterende mængder primært står for Nordic Wastes regning.

Rekordåret hedder indtil videre 2022, hvor Nordic Waste modtog 616.000 kubikmeter jord. Der mangler dog fortsat en opgørelse for 2023, der med styrelsens egne ord formentligt vil være et ”meget stort tal”.

Da jordskreddet var i fuld flor meldte Randers Kommune ud, at op mod 3 mio. kubikmeter jord var i bevægelse. Dermed i store træk al den jord, som er blevet deponeret på grunden af henholdsvis Norrecco og Nordic Waste, siden DSH Recycling overtog ejerskabet i 2016.

Ville udvide med flyveaske

Nordic Waste blev stiftet i 2018 af blandt andre David York, som også står bag DSH Recycling, Christian Ørnholm Nielsen og Kim Lange. 

De to sidstnævnte var ansat i Norrecco frem til henholdsvis og 2016 og 2017 mens Norrecco modtog jord på grunden i Ølst.

Begge var nøglepersoner bag virksomhedens planer for virksomhedens fremtid på grunden. Det viser aktindsigter, som CleantechWatch har fået hos Miljøstyrelsen.

”Norrecco overvejer flere nye aktiviteter og desuden en udvidelse (areal og volumen). Overvejelserne går på at modtage andre affaldstyper til indbygning/nyttiggørelse, herunder ”depot” for (flyve)aske fra biobrændsel,” skrev en repræsentant fra regionen i slutningen af 2016 til Randers Kommune. 

Han havde netop afholdt et ”uformelt” møde med Christian Ørnholm Nielsen og Kim Lange, der på daværende tidspunkt var ansat hos Norrecco som henholdsvis miljøkoordinator og salgsansvarlig. 

Begge fik siden fremtrædende stillinger som henholdsvis adm. direktør og miljøchef i Nordic Waste.

Hos hovedpersonerne er der i dag ikke meget appetit på at tale om sagen. 

Christian Ørnholm Nielsen lægger promte røret på, da CleantechWatch ringer ham op. David York henviser på en SMS til DSH Recycling for kommentarer. Også Kim Lange afviser at svare på spørgsmål. 

”Jeg udtaler mig ikke, så længe den sag kører,” siger han med henvisning til det økonomiske og retslige efterspil i jordskredssagen.

Af de tre stiftere har Christian Ørnholm Nielsen og David York stadig ejerandele i DSH Recycling på omkring 12 pct. hver. Kim Lange solgte sin ejerandel til USTC-koncernen med Torben Østergaard-Nielsen i spidsen tilbage i 2022 for omkring 15 mio. kr., viser regnskabstal for hans personlige holdingselskab.

Norreccos adm. direktør Karsten Ludvigsen, der først tiltrådte sin stilling sidste år, afviser at stille op til interview med CleantechWatch. I en skriftlig kommentar udtaler han, at virksomheden ikke har kendskab til de knap otte år gamle planer.

”Norrecco har ikke viden om nogle planer for grunden, og har heller ikke kunnet finde nogle oplysninger hos os, der kan belyse evt. overvejelser. De pågældende medarbejdere (Christian Ørnholm Nielsen og Kim Lange, red.) er ikke længere ansat i Norrecco,” skriver han til CleantechWatch.

Ifølge CleantechWatchs oplysninger blev planerne om at deponere flyveaske ikke til noget, fordi DSH Recycling efter at have afbrudt samarbejdet med Norrecco fik tilladelsen til at modtage forurenet jord i stedet.

Skulle genetablere området

Inden DSH Recycling erhvervede sig grunden i Ølst i 2016, var den ejet af virksomheden Leca, der siden 1960’erne – under skiftende ejere og navne – gravede efter ler på grunden til fremstilling af letklinker. 

Tilbage i 00’erne besluttede det daværende Aarhus Amt, at der skulle udarbejdes en efterbehandlingsplan, der havde til formål at udfylde de dele af lergraven, hvor råstofindvindingen var afsluttet.

Det skulle ske ved at tilføre jord i en grad, så der atter ville være bakker på det tidligere lergravområde.

Opgaven indvilgede Leca i at påtage sig, hvilket siden er gået i arv til DSH Recycling, da virksomheden købte grunden.

Det er også blandt andet derfor, at både Norrecco og Nordic Waste havde tilladelse til at fylde jord på den skrænt, der har forårsaget jordskreddet.

Inden både Kim Lange og Christian Ørnholm Nielsen forlod deres stillinger hos Norrecco, fik virksomheden Region Midtjyllands ord på, at der ikke var et årligt loft over, hvor meget jord, selskabet kunne deponere på grunden. Aftalen gjaldt så længe, at virksomheden kunne garantere, at jorden ikke var forurenet, fremgår det af en aktindsigten, CleantechWatch har fået af Miljøstyrelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også