Søsterselskab til Nordic Waste kendte til risici for jordskred, mener Kammeradvokaten

Af den grund kan selskabet drages til ansvar, lyder konklusionen ifølge Miljøministeriet fra statens advokater.
Søren Gran Hansen er bestyrelsesformand for DSH Recycling. Det var han også i Nordic Waste frem til dennes konkurs i januar. | Foto: Pr / Sdk Shipping
Søren Gran Hansen er bestyrelsesformand for DSH Recycling. Det var han også i Nordic Waste frem til dennes konkurs i januar. | Foto: Pr / Sdk Shipping

DSH Recycling har ikke alene ageret udlejer af grunden i Ølst syd for Randers, hvor det enorme jordskred siden slutningen af sidste år har udspillet sig.

Søsterselskabet til Nordic Waste – der både deler bestyrelse, direktion og ejer med den nu krakkede virksomhed – har kendt til risiciene for jordskred på grunden siden 2018 og kan af den grund drages til økonomisk ansvar, vurderer statens advokat, Kammeradvokaten, ifølge Miljøministeriet.

”I stedet for at handle på disse risici har DSH Recycling A/S overdraget sine aktiviteter til Nordic Waste A/S,” uddyber ministeriet over for CleantechWatch. Det sker på baggrund af en undersøgelse om ansvaret i Nordic Waste-sagen, som staten har bestilt hos Kammeradvokaten. Selve undersøgelsen er endnu ikke fremlagt.

Statens advokater hæfter sig ifølge ministeriet blandt andet ved, at en miljøgodkendelse fra 2018, som tillod Nordic Waste at tilføre op til 7,2 mio. kubikmeter jord til den tip, der indtil februar har truet med at begrave Ølst by, faktisk er udstedt til DSH Recycling, som tidligere beskrevet

Regeringen har allerede meddelt, at den vil anmelde et krav på 50 mio. kr. mod DSH Recycling som reaktion på Kammeradvokatens konklusion. Derudover varsler Randers Kommune også et krav, hvis størrelse endnu er ukendt. 

Kommunen er onsdag eftermiddag ikke vendt tilbage på CleantechWatchs henvendelser, men oplyser til Ritzau, at størrelsen på kravet mod DSH Recycling fortsat er ved at blive opgjort.

Det står heller ikke klart, hvordan de nye krav spiller sammen med allerede anmeldte krav mod søsterselskabet Nordic Waste, som både Randers Kommune og staten har rejst i håb om at få dækket udgifterne til håndteringen af jordskreddet.

Ingen kommentar

Ledelsen i DSH Recycling har ikke ønsket at kommentere de kommende krav fra både staten og Randers Kommune. Ledelsen ønsker heller ikke kommentere, hvordan den forholder sig til, at Kammeradvokaten lægger vægt på virksomhedens miljøgodkendelse.

”Det har de heller ikke noget kommentarer til,” lyder det fra Søren Møgelvang Nielsen, presseansvarlig for både Nordic Waste og DSH Recycling.

Allerede i slutningen af januar kunne CleantechWatch afsløre, at Kammeradvokaten ville granske DSH Recycling for et muligt medansvar. Ugen forinden vurderede Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet, da også over for CleantechWatch, at Nordic Wastes søsterselskab ganske vist kunne drages til medansvar.

”Det er faktisk en realistisk og ikke utænkbar situation. Der er tale om to selskaber, der i virkeligheden driver det her sammen, så man kan godt sige, at begge selskaber er ansvarlige,” lød det dengang fra professoren i miljøret. Også han hæftede sig dengang ved, at miljøgodkendelsen tilhører DSH Recycling.

DSH Recycling har de seneste fem år givet ejerne et samlet udbytte på over 60 mio. kr. I dag er virksomheden under rekonstruktion, mens værdierne i selskaber er banket ned under gulvbrædderne

I hvert fald viser en opgørelse over virksomhedens aktiver og passiver per 31. januar i år, som CleantechWatch har fået aktindsigt i hos Skifteretten i Randers, at DSH Recycling på bare ni måneder har forvandlet en egenkapital på knap 30 mio. kr. til en underbalance på næsten på 37 mio. kr. 

Dermed er værdier for mere end 66,5 mio. kr. forsvundet fra selskabet, der i dag er under rekonstruktion. Fredag skal der efter planen afholdes et møde i skifteretten, hvor selskabet skal præsentere en plan for at gøre selskabets økonomi sundt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også