Milliardærer hænger stadig på ombrust anlæg efter frasalg

De snart forhenværende ejere af RGS Nordic udskilte sidste år et omdiskuteret renseanlæg i et separat selskab, som lokale og minister mener skader det lokale vandmiljø. 
RGS Nordics anlæg ved Stigsnæs blev sidste sommer udskilt i et separat selskab, Industrial Water Solutions, under Arentoft og Korsholms DSVM-koncern. | Foto: RGS Nordic/PR
RGS Nordics anlæg ved Stigsnæs blev sidste sommer udskilt i et separat selskab, Industrial Water Solutions, under Arentoft og Korsholms DSVM-koncern. | Foto: RGS Nordic/PR

Mens erhvervsmændene Kent Arentoft og Peter Korsholm efter alt at dømme har sikret sig et lukrativt exit med salget af RGS Nordic, hænger duoen fortsat på et af det seneste års mest ombruste anlægsaktiver i Danmark.

Det drejer sig om industrirenseanlægget ved Stigsnæs på Sydvestsjælland, der i årevis har importeret olieholdigt spildevand fra Norge for efterfølgende at lede det ud i delvist renset form til det lokale Agersø Sund.

Renseanlægget er mål for stor modstand i lokalbefolkningen, der mener, at det forurener Agersø Sund, ligesom miljøminister Magnus Heunicke (S) har gentaget, at han ønsker importen af industrispildevand stoppet.

Anlægget har i årevis været en del af RGS Nordic, men blev sidste sommer udskilt i et separat selskab, Industrial Water Solutions (IWS), under milliardærernes DSVM-koncern.

Og befinder det sig stadig efter salget af søsterselskabet. Både RGS Nordic og køberen af selskabet, Blue Phoenix Group, bekræfter således over for CleantechWatch, at IWS ikke indgår som en del af handlen.

CleantechWatch har forsøgt at få en kommentar fra Kent Arentoft for at høre, hvorvidt erhvervsmændene også går med salgstanker om IWS, men han er ikke vendt tilbage på redaktionens henvendelser. IWS selv ønsker ikke at kommentere, om et salg kan være på tegnebrættet.

Minister vil bremse import

DSVM-koncernen omtalte sidste år ikke selv udskillelsen af IWS som et led i en forestående salgsproces, men oplyste blot til, at opdelingen gav koncernen ”nye muligheder for at arbejde strategisk” og ”udvikle” selskabets teknologi inden for vandrensning.

Som beskrevet i CleantechWatch har anlægget imidlertid tidligere udgjort en indtjeningsmæssig møllesten om halsen på RGS Nordic.

Selskabet har ikke opgjort separate regnskabstal for renseanlægget. Men i det forskudte regnskabsår 2021/22 genererede RGS Nordic et tab på 25 mio. kr. – selskabets første underskud i mere end 15 og ”noget under de udtrykte forventninger” – på grund af ”operationelle udfordringer” med Stigsnæs-anlægget.

Underskuddet kom, efter at Miljøstyrelsen havde afvist en ansøgning fra den norske oliegigant Equinor om at sende 150.000 ton olieholdigt spildevand til rensning på anlægget i Stigsnæs. 

Styrelsen fulgte i december 2023 op på den afviste ansøgning ved endegyldigt at dømme to af IWS’ importtilladelser ugyldige. På det tidspunkt havde RGS Nordic spildevandsaktiviteter allerede været udskilt i knap et halvt år. Miljøminister Magnus Heunicke (S) har ad flere omgange slået fast, at han ønsker et stop for import af oliespildevand, hvilket er en betydelig del af IWS’ forretningsmodel.

Det skete senest på et samråd i Folketinget i slutningen af februar.

I en skriftlig kommentar til CleantechWatch udtalte adm. direktør i Industrial Water Solutions, Jan Glerup, at de mistede importtilladelser ikke ville sætte en stopper for virksomhedens samlede aktiviteter. 

”Vi tager afgørelsen til efterretning, og vil nu fokusere vores indsats i Industrial Water Solutions på at servicere det danske marked for rensning af industrielt spildevand, hvor vi lige nu oplever en stigende efterspørgsel. Samtidig fortsætter vi med at betjene kunder internationalt under de nye rammevilkår,” lød det fra spildevandsdirektøren i december.

Sideløbende med arbejdet med importtilladelserne er Miljøstyrelsen også ved at behandle virksomhedens miljøgodkendelse, der fastsætter rammerne for udledning af spildevand til Agersø Sund. 

Styrelsen oplyste i juli, at den forventede, at det vil tage et år at revurdere, om miljøgodkendelsen skal ændres. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også