Vi ser lige nu konsekvenserne af, hvad det gør ved sundhedssystemet, når politikerne benytter grønthøstermetoden, hvor der mekanisk bliver lavet årlige besparelser. I begyndelsen kan det give god mening, fordi et vist fokus på økonomi giver anledning til at evaluere og optimere, men det er ikke muligt at fortsætte nedskæringerne, hvis vi skal have sunde institutioner. 

Den samme tilgang bliver brugt i forhold til de rigide, årlige effektiviseringskrav på mellem to og fire pct. i forhold til vandværkernes indtægtsrammer. Det betyder, at samtlige omkostninger til forbedringer, ændringer, udvikling og innovation enten skal hentes via ansøgninger om at få lov til at opkræve vores forbrugere til udførelse af ”statsligt eller kommunalt pålagt aktivitet” eller ved at gennemføre yderligere besparelser. Det skaber et system, hvor vi som virksomhed belønnes for at optimere planlægning og bogføring i forhold til de økonomiske regulerings­mekanismer i stedet for at foretage vigtige prioriteringer baseret på faglige vurderinger. 

Behov for varme hænder

Det er ikke kun i plejesektoren og sundhedssektoren, der er behov for varme hænder. Det er der også i vandsektoren, hvor de varme hænder løser vigtige, faglige opgaver som at udarbejde grundvandsmodel og udtage ekstra PFAS-analyser for PFAS-ramte områder. De udarbejder IT-beredskabsplaner og øger cybersikkerheden i et øget trusselsbillede. De varme hænder mindsker også vandspildet, fordi det kniber med grundvandsressourcen i området. De energioptimerer. De overvejer at ledningsrenovere i de områder, hvor der alligevel lægges fjernvarme ud, selvom vandledningerne endnu ikke er helt afskrevet, fordi man så undgår at grave de samme veje op to gange. 

De ovenfor nævnte opgaver er højt prioriterede opgaver, men vi har som udgangspunkt ikke lov til at finansiere dem ved at opkræve omkostningerne hos vores forbrugere. Hvis vi skal skaffe finansiering til at løse denne type opgaver, så kræver det omfattende administration hos både vandforsyningen, kommunen og Forsyningssekretariatet.

Systemet skal tilgodese de bedste løsninger

Som Vandsektorloven er skruet sammen, gør den desværre, at vi som samfund investerer mange unødvendige ressourcer i at gennemskue og navigere i kontrolsystemer. Ressourcer, som nødvendigvis må findes ved at skære i udførelsen af vigtige, faglige opgaver. Oplægget til den nye vandsektorlov lægger desværre ikke op til, at kontrolelementerne bliver mindre, snarere tvært imod. Vi er monopolselskaber og har derfor naturligvis et særligt ansvar for at være økonomisk ansvarlige. Men er det virkelig nødvendigt at basere et helt system på mistillid? 

Vandsektoren står overfor store udfordringer. Der er i den grad – ligesom i sundheds- og plejesektoren – behov for, at vandsektorens kloge hoveder og penge fokuseres på at løfte vandforsyningen sikkert ind i fremtiden ved at løse de opgaver, der giver reel merværdi. Vandforsyningen skal fremtidssikres gennem rettidige investeringer i bygninger og ledningsnet, grundvandreservoir, digital infrastruktur og beredskab samt bæredygtige, grønne energiløsninger. Det er det, Danmark har behov for.

Den økonomiske regulering udhuler fokus og fjerner de varme hænder på vandværkerne og den omfattende og lange sagsbehandling gør samtidig vandsektoren mindre operationel og mindre agil, hvilket er det helt modsatte af, hvad der er behov for. 

Vi bør kunne stole på, at faglige medarbejdere træffer korrekte, faglige beslutninger. Vi bør også kunne stole på, at forbrugerejede selskaber træffer beslutninger, der er til gode for forbrugerne.

En ny vandsektorlov bør være tillidsbaseret og understøtte fornuftige investeringer i forhold til grøn omstilling, forureningsudfordringer og de øvrige aktuelle områder, som vi skal fremtidssikre os i forhold til.