CleantechWatch

Klimarådet: Erhvervslivets klimaanbefalinger skuffer

Erhvervslivets klimaanbefalinger kan reducere CO2-udslippet, men tager ikke stilling til, hvem der skal betale regningen.

Foto: Klimarådet

Regeringens klimapartnerskaber er kommet med 365 anbefalinger, der skal sikre en reduktion af drivhusgasser med 70 procent inden 2030. Men anbefalinger mangler at tage højde for, hvem der skal løfte det økonomiske ansvar.

Sådan lyder konklusionen fra Klimarådet, der har gennemgået de mange anbefalinger, som klimapartnerskaberne afleverede i marts i år, skriver Dagbladet Information.

"Partnerskaberne har ikke løst opgaven økonomisk," siger Peter Møllgaard, formand for Klimarådet og dekan ved Maastricht University School of Business and Economics, til Information.

I notatet konkluderer Klimarådet, at anbefalingerne samlet set lever op til reduktionsbehovet i 2030, hvor Danmark skal have mindsket udslippet af drivhusgasser med 70 procent.

"Teknologisk set vurderer partnerskaberne ligesom os, at det faktisk kan lade sig gøre at komme i mål med 70 procents reduktion i 2030. Og det er på trods af, at der har været lidt dobbeltregning, som vi har trukket fra," siger Peter Møllgaard.

Men på et centralt punkt skuffer partnerskaberne, mener han. Langt de fleste anbefalinger baserer sig nemlig på forskellige former for "offentlige tilskud" til erhvervslivet. Eksempelvis "foreslås tilskudsfinansiering af alle tiltag inden for fødevarer og landbrug," konstaterer Klimarådet i notatet ifølge Information.

Og det vil gøre klimaindsatsen "unødigt dyr," lyder det fra Klimarådet.

Klimapartnerskaberne blev nedsat af regeringen i efteråret for at komme med anbefalinger til, hvordan dansk erhvervsliv kan bidrage til klimaindsatsen. Klimapartnerskaber repræsenterer alle grene af dansk erhvervsliv, og har en helt central rolle i den grønne omstilling.

Med klimapartnerskaberne ønsker regeringen at indgå et tæt samarbejde med erhvervslivet om, hvordan man kan bidrage til at løse klimaudfordringerne.

I midten af marts afleverede partnerskaberne deres store idékatalog med anbefalinger, som dog siden har stået i skyggen af coronakrisen. Det er de anbefalinger, som Klimarådet nu har gennemgået.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau på vegne af Information)

Miljøvismand frygter ineffektive klimaråd fra erhvervslivet 

Klimaministeriet: Arbejdet for den grønne omstilling er ikke sat i stå

Klimarådet fremlægger stor plan for 70 procent-målet 

Her er klimapartnerskabet for byggeri og anlægs konkrete ønsker til regeringen

Klimapartnerskab vil energioptimere bygninger og indføre CO2-regnskab i byggeri 

Mere fra CleantechWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs