Re-Match-formand: "Jeg er ikke sat i verden for at udtrykke, hvad nogle kerneinvestorer mener i forbindelse med den her proces"

Tre kerneinvestorer har tilsammen givet tilsagn om at kaste et anseeligt millionbeløb i Re-Match som led i den planlagte børsnotering, som bestyrelsen onsdag besluttede at udskyde på ubestemt tid. CleantechWatch har spurgt formanden, hvad investorerne siger til beslutningen.
Bestyrelsen er i gang med "at kigge på de alnternative muligheder", den har, siger formand Laurits Bach Sørensen (i midten) efter den udskudte børsnotering. | Foto: Nordic Alpha Partners / PR
Bestyrelsen er i gang med "at kigge på de alnternative muligheder", den har, siger formand Laurits Bach Sørensen (i midten) efter den udskudte børsnotering. | Foto: Nordic Alpha Partners / PR

Investeringstilsagn fra kerneinvestorer på samlet 77 mio. kroner var en central del af den planlagte børsnotering af genanvendelsesvirksomheden Re-Match. Men med selskabets udskudte børsnotering står investorerne nu tilbage uden afklaring på, hvilken vej selskabet nu vil vælge.

Den svenske erhvervsbank SEB har kastet 40 mio. kr. i projektet, mens Akademikernes Pension og LD Fonde har givet tilsagn om at gå ind med henholdvis 29 mio. kr. og 8 mio. kr. Navne, som med direktør Nikolaj Magne Larsens egne ord "beviser, at vi har en moden forretning".

I første omgang må kerneinvstorerne og de såkaldte anchor-investorer fra den netop afsluttede tegningsperiode dog vente med at se pengene bære frugt, efter betyrelsen har valgt at droppe noteringen som følge af "markedsuro".

CleantechWatch har spurgt bestyrelsesformand Laurits Bach Sørensen ind til, hvad investorerne siger til beslutningen, og hvad der nu skal ske.

Laurits Bach Sørensen, hvad siger jeres kerneinvestorer Akademikernes Pension, LD Fonde og SEB til beslutningen om at udskyde den planlagte lancering?

"Jeg kan jo ikke udtale mig på vegne af mine kerneinvestorer, det ville være meget mærkeligt. Jeg kan udtale mig på vegne af bestyrelsen. Og jeg kan sige, at de (kerneinvestorerne, red.) er nogle, der har støttet ekstremt solidt op omkring selskabet."

Du har vel talt med dem og indviet dem i beslutningen om at udskyde børsnoteringen? Så du kan vel sige, hvad deres holdning er til det?

"Jeg er ikke sat i verden for at udtrykke, hvad nogle kerneinvestorer mener i forbindelse med den her proces. Jeg repræsenterer bestyrelsens beslutning på det her og kan gentage igen, at vi er meget glade for at samarbejde med de corner investors."

Men hvis du har talt med dem, kan du vel godt sige, hvad deres indstilling til beslutningen er?

"Der er ingen tvivl om, at ligesom os i bestyrelsen, så havde de jo håbet på, at vi kunne gennemføre en børsnotering. Det siger sig selv. Så det er folk da ærgerlige over. Det behøver jeg ikke tale med dem om for at sige. Det er jo folk, der lever af at skabe afkast."

Hvad har I delt af tanker om en eventuel relancering med de anchor-investorer, der har tegnet aktier i tegningsperioden?

"Vi skal jo finde ud af, i den situation, vi er i nu, hvad der skal ske, og så vil vi involvere dem om de forskellige muligheder, der er omkring det. Der er mange muligheder for en virksomhed som Re-Match. Der er nogen, der har brugt meget tid på virksomheden, og dem vil vi selvfølgelig tage en snak med for at finde ud af, hvordan og hvorledes. Lige nu har vi en storm derude, og vi har et ansvar for, at det kommer fint i søen."

Jeg spørger lige igen. Har I meldt noget ud til anchor-investorerne, andet end det, der står i selskabsmeddelelsen?

"Vi har vurderet lige nu, at vi står i et turbulent marked, og derfor har vi besluttet, at det er potentielt uansvarligt at smide et selskab med den integritet og soliditet, som vi mener, Re-Match har. Og det har vi selvfølgelig kommunikeret til vores corner- og anchor-investorer, der har fået det direkte overført af vores rådgiver. Og på baggrund af situationen er bestyrelsen i gang med at kigge på de alternative muligheder, vi har. Og der vil vi inddrage relevante aktører, der har vist interesse i selskabet."

Og her indgår anchor-investorerne vel? Har de fået andet information end det, der står i selskabsmeddelelsen?

"Det har de ikke. Hvad skulle det være?"

Jeg tænker, at I har briefet dem om jeres overvejelser fremadrettet?

"Jeg har ikke været i dialog med dem. Vi har en banker, som er i dialog med dem. Vores anchor’er bliver jo ikke som sådan rådført på en bestyrelsesmæssig beslutning."

Jeg snakker ikke om at rådføre nogen, men om at blive briefet om jeres videre planer. Har I ikke talt med dem om de forskellige muligheder, du taler om?

"Det er klart, at der kan være nogle scenarier, de spiller en rolle i. Det bliver fremført og kommunikeret – det siger sig selv – og vi håber, at rigtig mange af anchor’ne og corner’ne stadig støtter det. Men jeg har ikke deltaget aktivt i dialoger med vores anchor-investorer. Men I kan jo godt regne ud, at et potentielt scenarie kunne være en relancering. Og i det scenarie vil jeg regne med, at der bliver en aktiv dialog med dem."

Har I en dato for en eventuel ny børsentré?

"Vi forholder os lige pt. til de forskellige muligheder, vi har. Det er klart, at vi allerede har nogle forskellige scenarier, som vi kigger ind i. Der er mange variable i det her, som vi skal forholde os til som bestyrelse. Om det så er en relaunch eller andet, der skal til for at selskabet kan komme videre," siger Laurits Bach Sørensen.

Re-Match-direktør efter droppede børsplaner: Kinesisk markedsuro får os til at kigge på plan B

Re-Match aflyser planlagt børsnotering grundet "markedsusikkerhed" 

Kommende børsdebutant Re-Match betoner hollandsk konkurrent og tysk regulering 

Re-Match bekræfter børsintroduktion og omsætningsforventninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også