Jysk investeringsselskab håber på 10-15 opkøb i biogas inden for to år

Ambitionerne er klare for DBC Invest, som allerede denne sommer har investeret millioner i to biogasanlæg. Flere investeringer er på vej lige rundt om hjørnet, fortæller direktøren.
Foto: DBC Invest / PR
Foto: DBC Invest / PR
AF SØREN EIBYE SVENSTRUP

Med 215 mio. kr. og to store virksomheder i ryggen er DBC Invest kommet i gang med de to første køb af andele i biogasanlæg.

Inden for kort tid er der både investeret i et anlæg omkring Silkeborg og i Sindal. Og det stopper langt fra her.

Direktør i DBC Invest, Rune Ledgaard Sørensen, melder om store ambitioner for de kommende år.

"Det er et spørgsmål om, hvor mange der vil teame op med os. Vi har en forretningsplan om, at vi skal være medinvestor i 10-15 anlæg inden for de kommende to år," siger Rune Ledgaard Sørensen til AgriWatch.

Ifølge direktøren oplever DBC stor interesse hos de landmænd og biogasanlægsejere, som investeringsselskabet har møder med omkring fremtidige investeringer.

"Det gør også, at vi har igangværende dialog med en håndfuld anlæg ud over dem, som vi har offentliggjort køb i. Det hjælper, at vi har offentliggjort de første opkøb, og det er mere klart, hvad vi tilbyder," siger direktøren.

Med to investeringer i hus og en række indledende forhandlinger i pipelinjen, er det naturligt at spørge, hvordan det forholder sig med fremtidige finanser. Men det er for tidligt at sige endnu, mener DBC Invest:

"Jeg tror og håber, at hvis vi laver godt stykke arbejde med de første investeringer, og der er potentiale for yderligere investeringer, at ejerne vil spæde mere i kassen til den tid, men det vil tiden vise. Den indledende fond er på 215 mio. kr.," siger han.

Støtteordning mangler

Han fortæller, at der i de to første investeringer er mange forhold, der gør sig gældende, inden DBC Invest skyder penge ind i anlæggene. Blandt andet har selskabet købt 25 pct. af ejerskabet i Sindal Biogas. Her var det perspektiverne for den fremtidige udvikling, der trak investeringen i hus.

"Som minoritetsinvestor er det vigtigt for os, at vi blev enige med ejeren om en fælles forretningsplan omkring, hvordan vi vil drive anlægget sammen fremover. Det er anlæg med et potentiale i forhold til videreudvikling – og investeringer i denne forbindelse - og hvor ejeren også er blevet komfortabel med, at vi kan bidrage med både kapital og kompetencer i til dette," siger Rune Ledgaard.

Han tilføjer om Grauballegaard Biogas, der var selskabets første investering, at DBC Invest passede godt ind i strukturen for det midtjyske biogasanlæg, hvor også prisen var fornuftig for både selskabet og ejeren.

Rune Ledgaard mener, at manglende offentlige tilskud til biogasanlæg kan bane vejen for kommende investeringer. De manglende tilskud betyder ,at flere biogasanlæg i de kommende år kan komme til at mangle kapital.

"Mange af de biogasanlæg, der er etableret inden for fem år, har fået energisparetilskud. Den ordning er udløbet. Det betyder, at der er et kapitalbehov ved etableringen af nye anlæg, der skal dækkes ind. Der er vi en mulighed for de anlæg," siger han og tilføjer:

"Lige nu står dansk biogas i et vakuum, for der er ingen produktionsstøtte til etablering af nye anlæg. Det er nye politiske vinde, der forhåbentlig vil ændre på det inden for et par år. Når det kommer, skal du stadig have kapital til at sikre medfinansieringen i bankerne. Der kunne vi være en mulighed i den forbindelse," siger Rune Ledgaard.

Kan hente synergier

Direktøren peger på flere elementer, der skal gøre det interessant for ejere af biogasanlæg at invitere DBC Invest med ombord. Ud over en pose penge og økonomisk frihed bidrager investeringsselskabet også med udvikling.

"Der kommer en kapitalstærk partner, der kan hjælpe med at professionalisere og optimere anlægget, og at der er kapital til at investere i den videre udvikling af anlæg, som vil komme til at ske over 5-10 år," siger Rune Ledgaard og tilføjer:

"Vores ambition er, når vi sidder i 10-15 anlæg, at vi kan skabe synergier på tværs af de enkelte anlæg. Det kan være teknisk eller biologisk viden. Det kan være indkøb, logistik og håndtering af biomasse. Der er mange parametre, hvor vi skal være gode til at fordele viden og synergier til de mange anlæg," siger DBC-direktøren.

Han fremhæver, at DBC Invest skal hjælpe til, at der kommer en anden omkostningsstruktur, der skal være lavere for de enkelte anlæg. Han fortæller også, at man kunne forstille sig en centralisering af administrative funktioner, der vil gøre biogasanlæggenes arbejde lettere og skabe besparelser.

Alene på området

DBC Invest mener, at virksomheden er "ret alene" på området omkring investeringer i danske biogasanlæg. Men selvom konkurrenterne måske ikke flokkes om området, så har virksomheden sat sine strategiske ambitioner højt.

"Vi vil være en stor spiller. Det mener jeg også, at hvis vores ambition opfyldes, så kan vi med rette også hævde det. Det gør også, at vi kan drive nye teknologer frem, og vi vil søge at få den teknologi installeret på tværs af anlæggene. Vi skal lave en struktur, hvor vi får den viden indkapslet," siger direktøren.

Han mener, at DBC Invest indeholder mere end bare kapital.

"Vores ejerkreds har både viden og strategiske interesser indenfor energi- og landbrugssektoren. De har strategisk interesse i at udvikle biogasanlæg, der har en snitflade med både landbrug og energi, " siger Rune Ledgaard og sætter flere ord på konkurrencen på det danske biogasmarked.

"Der kan være konkurrence om adgang til biomasse. Men jeg tror, at når der kommer en ny professionel aktør, så bliver der investeret mere i biogasanlæg end ellers. Jo mere der investeres, jo klogere man bliver, jo mere gasudbytte får du for den samme mængde biomasse," siger han.

Og det er ikke kun DBC Invest og deres anlæg, der får gavn af investeringerne. Det er også andre selskaber med interesse i biogas.

"Hvis vi er med til at investere i biogasanlæg og er med til at gøre gasudbyttet større – og reducere produktionsomkostninger og behovet for støtte - så er det også i de andre selskabers interesse," forklarer Rune Ledgaard.

DBC Invest er ejet af Vestjyllands Andel og Jysk Energi. De to selskaber er også ejere af Danish Bio Commodities, der sælger grønne certifikater, som biogasanlæggene får på baggrund af deres gasproduktion.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch)

Jysk investeringsselskab håber på 10-15 opkøb i biogas inden for to år

Grøn brændstofproducent tilslutter sig Power to X-klynge i Aalborg

Brancheorganisation vil have politisk skub på biogasproduktion 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også