Niras kortlægger forurening på giftgrund i Køge med ny teknologi

I 2014 blev der lækket 20.000 liter af det stærkt ætsende stof kaliumhydroxid fra en af kemivirksomheden Kemetyls tanke. Siden er der fundet høje koncentrationer af acetone, vinylklorid og olieprodukter på virksomhedens tidligere grund, der ligger ved havnen i Køge. Det skriver Dagbladet Køge.
Nu er Niras i fuld gang med at kortlægge forureningen, så grunden kan blive renset og siden bebygges med boliger.
"Vi undersøger, hvor langt ned forureningen går, så man ved, hvor langt ned der skal graves. Det handler om at blive klogere på omfanget af forureningen, og hvordan den har spredt sig," fortæller Søren Helt Jessen, der er markedschef hos Niras til Dagbladet Køge.
Niras bruger en helt ny målesonde kaldet OIP (Optical Pro-filing Tool) til kortlægningen. Inde i sonden, som bankes ned i jorden, sidder en lille lyskilde, der udsender et UV-lys, og lyset får forureningen af kulbrinter i jorden til at "fluorescere" . Dermed kan signalet opfanges af et kamera.
Søren Helt Jessen fortæller til Dagbladet Køge, at arbejdet med at analysere jorden bliver både mere præcist, hurtigere og billigere, når man med målesonden får data med det samme.
Bakterier er i gang med at æde oliespild ved Shells havneterminal