Siemens og Grundfos har et væld af projekter i kikkerten i nyt partnerskab

Ambitionerne er store i det nye partnerskab mellem Siemens og Grundfos, som skal skabe mere energieffektive anlæg for kunderne og forbedre industrigiganternes egne motorer og pumper ved hjælp af data. Et stort antal projekter er på tegnebrættet.
Bjarne Lykke Sørensen, CEO for Siemens' industridivision i Norden og Baltikum. | Foto: Siemens/PR
Bjarne Lykke Sørensen, CEO for Siemens' industridivision i Norden og Baltikum. | Foto: Siemens/PR

To hoveder tænker bedre end et, og det skal være opskriften på succes i Siemens og Grundfos' nye, digitale partnerskab.

Konceptet er simpelt; Grundfos har viden om pumper, og Siemens har viden om motorer og smart brug af data, men ved at lægge deres viden sammen kan de give kunderne endnu mere værdi, end de kan hver for sig. 

De to industrigiganter satser blandt andet på at reducere kundernes vand- og energiforbrug og energieffektivisering og har i februar identificeret 70 potentielle projekttyper inden for vand- og spildevandsapplikationer, industriel automatisering og bygningsteknologi.

Ambitionerne er store, og selv om det er svært at sætte et tal på præcis, hvor meget der kan komme ud af partnerskabet, er potentialet til at få øje på, fastslår Siemens' CEO for industridivisionen i Norden og Baltikum, Bjarne Lykke Sørensen.

"Vi har en konkret målsætning om at skalere det her, og det er langt mere end fem og femten projekter, vi vil gå ud lave sammen allerede på den korte bane," fastslår han og afviser af hensyn til Grundfos at give et mere præcist tal.

"Men det er jo sådan med digitale løsninger, at alt er et spørgsmål om at skalere det op, og derfor er det enormt vigtigt, at vi kommer ud over rampen og får flere kunder og flere forbundne enheder. Så vi er ret ambitiøse," forklarer Siemens-chefen videre.

Siemens og Grundfos går sammen om energieffektivitet 

Danish Crown som pilotprojekt

Siemens og Grundfos kan allerede sætte flueben ved deres første projekt i det nye partnerskab, hvor de sammen har optimeret driften og energiforbruget på et Danish Crown-slagteri i Horsens.

Ved at koble IoT-enheder på pumpen til køletårnet såvel som de tilhørende motorer, sender de løbende sender data til et it-system, og det betyder blandt andet, at slagteriet får forvarsler, hvis en pumpe ikke kører i optimale omdrejninger i forhold til energiforbruget.

Slagteriet kan tilsvarende blive advaret af systemet, hvis pumpen til køletårnet eksempelvis halter, hvilket ofte er et varsel om, at problemer med kølingen kan være på vej, forklarer Siemens chef for industridivisionen i Baltikum og Norden.

Mulighederne er dog langt flere end slagterier, fastslår han.

"Et andet eksempel kunne være et vand- og spildevandsanlæg et sted i verden, som har pumper og motorer, der i mange tilfælde vil være fra henholdsvis Grundfos og Siemens. Og tit vil en motor i sin natur ikke være intelligent, men vi giver den en føler, som kan registrere, hvor hurtigt den kører, dens temperatur og så videre," siger Bjarne Lykke Sørensen og fortsætter:

"Det kombinerer vi så med data om, hvordan pumpen kører, som bliver sat ind i en algoritme, så kunden kan holde øje med, hvordan deres anlæg kører og dermed optimere driften og spare på energien."

Data forbedrer motorer og pumper

Mens det nye partnerskab for kunden skal udmønte sig i et mere veldrevet anlæg, giver delingen af alt fra algoritmer til ekspertise om pumper også direkte fordele for Siemens og Grundfos.

De to selskaber bruger nemlig den data, de får retur, til at optimere deres egne systemer.

"Når du får data tilbage fra den fysiske produktion, kan du opdatere din digitale tvilling (en virtuel klon af det fysiske anlæg, red.) og lave nye beregninger, som også forbedrer den fysiske udgave af eksempelvis vores motorer," forklarer Bjarne Lykke Sørensen.

Siemens er data-eksperten i partnerskabet og leverer via den nyindkøbte softwarevirksomhed Mendix blandt andet de komplicerede algoritmer til at forstå og fortolke den data, der kommer ud af samarbejdet. Alligevel er Siemens-chefen ikke i tvivl om, at begge parter er lige vigtige.

"Hvis ikke vi gik sammen kunne vi i virkeligheden slet ikke gøre det," fastslår Bjørne Lykke Sørensen og tilføjer:

"Selv om vi er en stor virksomhed, har vi jo ingen dyb viden om pumper, og hvordan de fungerer. Sådan er det på mange områder, og man skal være klar over, at vinderne inden for digitalisering er dem, som finder nogle gode partnere og på den måde laver noget helt unikt."

Kan skabe nye forretningsmodeller

Set fra Siemens side af skrivebordet rummer det nye partnerskab dermed mange muligheder.

Kunderne kan optimere deres vedligeholdelsesomkostninger samt energi- og vandforbrug, mens Siemens og Grundfos udover at skabe værdi hos deres kunder også kan forbedre deres egne produkter.

Noget helt andet er, at den viden, det digitalt forankrede målingssystem giver, kan være med til at udvikle helt nye forretningsmodeller:

"Når du har følere på dine enheder og får samlet al den viden i et økosystem, giver det nogle andre muligheder. I stedet for at sælge en pumpe kan det for eksempel være, at man tager betaling for det vand, den pumper, så du har en form for abonnementsmodel, hvor du ikke køber enheden, men i stedet betaler hver gang du bruger den," siger Bjarne Lykke Sørensen og fortsætter: 

"Man har set det på andre områder, fx med jetmotorer, hvor du begynder at sælge ydelsen som en service.  Det kan blive rigtig stort i fremtiden, men det kræver jo, at man er koblet op på en IoT-løsning, så man får data tilbage om brugen."

Grundfos vil rense og genbruge eget spildevand på fabrik i Serbien

Ny strategi er første skridt mod et helt nyt Grundfos 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også