CleantechWatch

Klimarapport: 100-årshændelser vil i fremtiden ske hvert år

Der vil komme hyppigere vejrekstremer som monsuner, tørke og oversvømmelser fremover, siger FN's klimapanel.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Klimaforandringerne påvirker vejret på Jorden. Og i særdeleshed nedbørsmønstrene og temperaturen.

I takt med at den globale opvarmning stiger, vil der også oftere komme voldsomme vejrfænomener.

Det kan omfatte ekstremt høje temperaturer, kraftig nedbør og oversvømmelser, skriver FN's klimapanel (IPCC) i rapporten "Climate Change 2021".

IPCC kommer også med dystre forudsigelser for vejrekstremerne, vi i dag kender som 100-årshændelser. De er lige nu er så sjældne, at de rent statistisk kun sker en gang hvert hundrede år.

Men ved udganget af dette århundrede vil disse fænomener, som oftest er forhøjet vandstand og oversvømmelser i kystområder, ske hvert år.

Det skyldes stigninger i den globale temperatur og dermed havniveauet frem mod år 2100, skriver forskerne.

For hver stigning i den globale gennemsnitstemperatur på 0,5 grader vil der klart kunne ses stigninger i intensiteten og hyppigheden af vejrekstremer, lyder det i rapporten.

Ifølge Sebastian Mernild, der er klimaprofessor ved Syddansk Universitet og en af hovedforfatterne til rapporten, vil det betyde ekstrem varme og nedbør i Danmark i fremtiden.

"På vores breddegrader vil vi se flere ekstremhændelser. Både hvad angår varme- og nedbørsekstremer. Det er svært at sige, hvornår og hvor det vil ske, men den generelle forståelse er, at det i hvert fald er noget, vi ser ind i. Vi ser allerede ekstremer i vores klimasystem i dag. Men vi vil se dem med hyppigere frekvens og højere intensitet, hvis den globale middeltemperatur stiger," siger han.

Sebastian Mernild nævner, at der i Nordeuropa vil komme op mod 25 procent mere nedbør over tid i takt med temperaturstigningen, mens der i Sydeuropa vil ske et årligt fald i nedbør på omkring 20 procent.

"Det er jo egentlig ret interessant, at man over så kort afstand ser den her regionale variabilitet. Det er et tegn på, at det afhænger af, hvor man er, hvilke hændelser det ekstreme kommer til udtryk i," siger han.

IPCC's rapport, der udkommer mandag, er første af tre delrapporter i klimapanelets sjette hovedrapport.

Her er der denne gang særligt fokus på de regionale forskelle i, hvordan klimaforandringerne påvirker et område.

De regionale forskelle kan eksempelvis vise sig ved, at mængden af nedbør ved monsuner stiger især i Syd- og Sydøstasien samt Vestafrika.

FN’s kommende klimarapport bliver et 'wake-up-call' ifølge professorer

Kritikere: Verdens store CO2-udledere svigter løfter

Demokratiske senatorer går efter de største CO2-udledere  

Mere fra CleantechWatch

Klumme: Slut med kejserens nye klimaklæder

På COP26 i Glasgow har virksomheder og verdensledere forsøgt at finde løsninger på den globale klimakrise. Alle er enige om, at ambitionerne skal øges. Alligevel ser vi stadig virksomheder på stribe annoncere CO2-neutrale målsætninger, som klinger hult, skriver Thomas Schrøder, der er direktør i Schneider Electric, i denne klumme.

Verdo bliver et andelsselskab

Ændringen vil ikke betyde noget for den daglige drift, men det vil give forbrugerne øget indflydelse på Verdo og øge demokratiseringen, siger selskabet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs