Initiativ på ungarsk fabrik bringer Coloplast nærmere delmål for bæredygtighed

Coloplast investerer over de kommende år 250 mio. kr. i at blive mere bæredygtig og har i det nu afsluttede regnskabsår taget afgørende skridt mod målet om at genbruge 50 pct. af det affald, der opstår under produktionen af selskabets produkter.
Foto: Coloplast / PR
Foto: Coloplast / PR

Coloplast er i det forgangne år blevet bedre til at genbruge mere af det affald, der opstår ved produktionen af medicokoncernens produkter.

Og dermed har virksomheden sat ind, hvor der har været meget at hente, fortæller finansdirektør Anders Lonning-Skovgaard til MedWatch.

"En del af vores måde at producere på, skaber jo meget affald, både i forhold til stomiområdet men også de andre forretningsområder. Så at optimere, reducere og genbruge affald så meget som muligt har været et stort fokus for os," siger han.

Og dét fokus har båret frugt, viser en ny bæredygtighedsrapport fra selskabet.

Af denne fremgår det nemlig, at selskabet for tredje år i træk har reduceret mængden af produktionsaffald, og nu genbruger 41 pct. af dette. For året 2020 havde Coloplast en ambition om at genbruge 35 pct.

Forbedringen skyldes først og fremmest, at Coloplast på sin fabrik i Tatabanya, Ungarn, har fundet en måde, hvorved selskabet kan genbruge rester af polymerblanding til gummigulve, der blandt andet kendes fra legepladser, hvor de giver et blødt faldunderlag.

"Det er et gennembrud, da genbrug af polymerblanding traditionelt har været en udfordring fra et teknologisk perspektiv. Som en del af den nye bæredygtighedsstrategi er Coloplast forpligtet til at foretage yderligere forbedringer ved at øge vores genanvendelsesgrad til 50 pct. inden 2025," står der i bæredygtighedsrapporten.

Anders Lonning-Skovgaard er optimistisk omkring at øge genbrugen af produktionsaffald yderligere i de kommende år

"Når vi har forbedret os fra 32 til 41 pct. og vores ambition er 50 pct., så skal vi jo selvfølgelig have nye ideer for at kunne levere det. Men vi tror på, at vi kan finde de nye ideer og komme op på det niveau," siger han.

Målet om at skabe et mere bæredygtigt Coloplast indgår i den langsigtede strategiplan kaldet Stirve25, som medicoselskabet fra Nordsjælland præsenterede i september.

Andre indsatsområder omfatter et skifte til 100 pct. vedvarende energi og et mål om, at 80 pct. af emballagen til selskabets produkter skal være fremstillet af genanvendelige materialer.

Coloplast vil frem mod 2025 investere 250 mio. kr. i at indfri ambitionerne.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MedWatch)

Novo Nordisk til leverandører: Skift til grøn strøm, eller sig farvel til os som kunde

Energiforbrug og CO2-udslip dykker trods væksteventyr i dansk life science 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også