Bæredygtige aktiefonde ser milliarderne strømme ind

Pengene strømmer i øjeblikket ind i bæredygtige aktiefonde hos blandt andet Nordea Asset Management og Bankinvest. Begge parter oplever rekordhøj interesse for grønne investeringer.
Det skriver Børsen.
I Nordea har man set kapitalen mod bankens bæredygtige aktiefonde stige med 55 pct. på blot et år, mens Bankinvests bæredygtige fond siden lanceringen i juni har tiltrukket mere end 5 mia. kr. fra investorer.
Ifølge Mads Berendt Søndergaard, der er chef for ansvarlige investeringer i Bankinvest, er kapitaltilstrømningen ikke kun et udtryk for investorernes voksende interesse for bæredygtighed, men også et pres fra politisk side om en grøn omstilling.
"Næste år kommer der en lang række lovgivningsprincipper. EU kommer for eksempel med en række handlingsplaner, hvor to af dem får stor betydning for den finansielle sektor," siger Mads Berendt Søndergaard til Børsen.
Den ene handlingsplan handler om, hvordan der arbejdes med esg-screening (miljø, sociale forhold og ledelsesforhold), mens den anden er en EU-taksonomi, et slags fælles værktøj til at identificere det grønne i en given investering, fortæller investeringschefen ifølge Børsen.
Dansk Erhverv kræver skattelettelser for grønne afgifter i ny reform
Novo Nordisk til leverandører: Skift til grøn strøm, eller sig farvel til os som kunde