Miljøminister efter ordførermøde: Vi arbejder på højtryk for at udstede påbud til Nordic Waste

Fredag eftermiddag orienterede Magnus Heunicke (S) Folketingets miljøordførere om seneste nyt i den omdiskuterede miljøsag. (Opdateret)
Foto: Jonathan Damslund
Foto: Jonathan Damslund
af simone jarolics, frederik timm bentsen, jakob skovlund

”Det er en kompleks sag, som jeg tager meget alvorligt.”

Sådan lyder meldingen fra Magnus Heunicke (S) til CleantechWatch, efter at han fredag eftermiddag har orienteret Folketingets miljøordførere om den ”tikkende miljøbombe”, der med miljøministerens egne ord udspiller sig ved virksomheden Nordic Waste syd for Randers. 

Her har Randers Kommune siden midten 19. december kæmpet for at afbøde et større jordskred, som affalds- og ressourcevirksomheden selv måtte opgive at inddæmme.

Mandag d. 8. januar varslede miljøministeren, at to ”klare påbud” var på vej til Nordic Waste inden for ”meget kort tid”. Det ene påbud vedrører, at Nordic Waste skal træffe ”de nødvendige foranstaltninger” for at sikre, at jordskredet ikke medfører en risiko for miljøskade af den lokale Alling Å, skriver ministeren i en mail til CleantechWatch.

Det andet påbud skal får virksomheden til at ”stille sikkerhed for relevante udgifter til at afværge miljøskade”.

”Der arbejdes på højtryk for at få udsendt de to påbud,” udtaler ministeren i sit skriftlige svar.

Kort før middagstid mandag er påbuddene endnu ikke offentliggjort, oplyser Miljøstyrelsen.

Regning endnu uafklaret

Spørgsmålet om, hvem der kommer til at hænge på regningen for at forhindre miljøskaden, er fortsat uafklaret. Ifølge Randers Kommune bør ”skadevolderen” Nordic Waste afholde alle omkostninger. Hverken virksomheden selv eller ejeren, den globale olie- og shippingkoncern USTC, har hidtil ønsket at kommentere spørgsmålet om det økonomiske ansvar i sagen. 

Også Magnus Heunicke er af den overbevisning, at Nordic Waste må punge ud.

”Det generelle princip er, at det altid er forureneren, der betaler. Det er fortsat mit klare udgangspunkt, uden at jeg kan gå yderligere ind i de specifikke ansvarsforhold i den konkrete sag,” lyder det fra miljøministeren i mailsvaret.

Nordic Waste brød fredag morgen i to ugers tavshed i sagen. I en pressemeddelelse afviste virksomheden, at man stak af fra oprydningsarbejdet, da det 19. december blev overladt til Randers Kommune.

”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi fra Nordic Waste rækker hånden frem og ønsker at deltage i enhver konstruktiv løsning af denne ulykkelige situation,” står der i meddelelsen.

Den udlægning kan man dog ikke genkende i Randers Kommune, oplyste borgmester Torben Hansen efterfølgende til CleantechWatch.

Nordic Waste afviste fredag fortsat at at svare på spørgsmålet om, hvordan selskabet forholder sig til det økonomiske ansvar.

”Jeg forstår helt klart ønsket om flere svar, men vi kan, af hensyn til de juridiske og forsikringsmæssige spor i sagen, ikke udtale os yderligere pt.,” skrev Nordic Wastes presseansvarlige, Søren Møgelvang Nielsen.

(Opdateret d. 15/1, hvor påbuddene endnu ikke er blevet udstedt)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også