Nordic Waste bryder to ugers tavshed – men smyger sig udenom spørgsmål om økonomisk ansvar

Af hensyn til ”juridiske og forsikringsmæssige spor i sagen” afviser Nordic Waste at udtale sig yderligere om sagen, lyder det i en mail til CleantechWatch.
Adm. direktør i Nordic Waste Lene Lange sammen med en geotekniker fra A1 Consult. | Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen
Adm. direktør i Nordic Waste Lene Lange sammen med en geotekniker fra A1 Consult. | Foto: Nordic Waste / Mikkel Wenzel Andreasen

Nordic Waste stak ikke fra arbejdet, da den 19. december overlod ansvaret til Randers Kommune for at afværge det igangværende jordskred, lyder det fredag morgen i en pressemeddelelse.

”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi fra Nordic Waste rækker hånden frem og ønsker at deltage i enhver konstruktiv løsning af denne ulykkelige situation,” hedder det også i meddelelsen.

Det er første gang i to uger, at affalds- og ressourcevirksomheden kommer med en udtalelse, der dog ikke behandler et af de største, ubesvarede spørgsmål i sagen: Hvem skal hænge på regningen?

I en mail til CleantechWatch afviser virksomheden at svare på det spørgsmål, som flere politikere og især Randers Kommune – der indtil videre har afholdt udgifter til at forhindre en miljøskade den seneste måned – venter svar på.

”Jeg forstår helt klart ønsket om flere svar, men vi kan, af hensyn til de juridiske og forsikringsmæssige spor i sagen, ikke udtale os yderligere pt.,” skriver Nordic Wastes presseansvarlige, Søren Møgelvang Nielsen, i mailen.

Både miljøminister Magnus Heunicke (S) og Randers Kommune mener, at det er ”skadevolderen” Nordic Waste, der som forurener skal hæfte for udgifterne, hvis omfang der endnu ikke er et overblik over. Men professor i miljøret ved Københavns Universitet har i sidste uge over for CleantechWatch vurderet, at juridiske smuthuller kan betyde, at Randers Kommune kan hænge på regningen.

Har brugt ”betydeligt tocifret millionbeløb”

Nordic Waste har dog stor forståelse for den bekymring og ængstelse, som jordskredet har forårsaget, men fastholder, at der er tale om en uforudsigelig tragedie, lyder det i fredagens pressemeddelelse.

”I forbindelse med, at der kom nye ejere af virksomheden i slutningen af 2022 blev der lavet uddybende og intensive geologiske undersøgelser af grunden og forholdene. Intet af disse afslørede risikoen for den hændelse, som vi ser nu,” skriver virksomheden.

De nye ejere, der refereres til, er transportvirksomheden SDK Freja, hvis moderselskab USTC-koncernen ejes af Torben Østergaard-Nielsen. Allerede året forinden havde transportvirksomheden erhvervet sig 49 pct., men sikrede sig i september 2022 yderligere 31 pct. og dermed aktiemajoriteten i Nordic Waste. Oliemilliardæren Torben Østergaard-Nielsen har igennem hele forløbet nægtet at udtale sig. 

I pressemeddelelsen hævder virksomheden ligeledes, at den i december havde iværksat en ”fokuseret indsats” for at stoppe jordskreddet.

”Nordic Waste brugte i løbet af december et betydeligt tocifret millionbeløb og tusindvis af mandetimer på arbejdet med at sikre pladsen og hindre en spredning af jordskredet,” skriver virksomheden.

”Vi har derfor ikke en opfattelse af, at vi stak af fra arbejdet med et minuts varsel eller kastede håndklædet i ringen, som det har fremgået af medierne,” lyder det videre i meddelelsen.

I starten af december fortalte adm. direktør Lene Lange i et interview med CleantechWatch, at det er en dyr situation, selskabet er havnet i. 

”Jeg vil sige det på den måde, at det kræver rigtig meget likviditet. Og den har vi styr på. Vi har en rigtig god forretning, og det har vi også fremadrettet,” sagde hun. Ved indgangen til regnskabsåret 2023/24 havde Nordic Waste en egenkapital på 16,5 mio. kr.

Har endnu ikke modtaget påbud

Som nævnt opgav Nordic Waste i midten af december selv at inddæmme jordskredet, hvorefter Randers Kommune overtog ansvaret. Og det skete ifølge virksomheden i ”god forståelse”.

”Da jordskredet på det tidspunkt begyndte at bevæge sig mod Gammel Århusvej samt Alling Å, blev ledelsen af de entreprenører, som vi oprindeligt havde hyret ind, overtaget af Randers Kommune. Det var et naturligt skridt, da vi som privat virksomhed ikke har kompetencer til at lukke en vej, tage trafikale beslutninger eller omlægge en å,” hedder det i pressemeddelelsen.

Desuden har de aldrig modtaget et formelt krav, et påbud, der omhandler virksomhedens rolle i afværgeindsatsen, påpeger Nordic Waste.

”Uden et sådant påbud er det ikke tilladt for os at operere uden for vores eget område,” hævder Nordic Waste i meddelelsen.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har dog allerede mandag varslet to ”klare påbud” om ”meget kort tid.

Det ene påbud omhandler en økonomisk garanti, mens det andet skal forpligte virksomheden til at være med til at rydde op og sikre miljøet, som miljøministeren formulerede det over for Ekstra Bladet mandag.

Magnus Heunicke skal fredag kl. 12 mødes med Folketingets miljøordførere for at diskutere sagen, oplyser miljøministeriet til CleantechWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også