Vand- og affaldssektoren gør klar til kamp for afgørende mærkesager

Analyse: Den kommende valgkamp kan meget vel komme til at rumme temaer for både affaldsselskaber, forsyningsvirksomhederne og industrien.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

”Mon ikke det er lige oppe over”, fik statsministeren sagt op til flere gange, da pressen spurgte ind til valgudskrivelsen efter tirsdagens åbningsdebat i Folketinget, og onsdag formiddag har Mette Frederiksen nu indkaldt til pressemøde på Marienborg efter middag.

Alt tyder på, at en valgkamp er lige på trapperne, og flere folketingspolitikere har allerede taget bestik af meldingen ved at uddele flyers fra morgenstunden onsdag.

Den imødesete valgkamp bliver samtidig en anledning for den danske vand- og affaldssektor til atter at få finpudset og ventileret deres politiske kæpheste over for det kommende folketing.

For selv om inflation, arbejdsudbud og sikkerhedspolitik givetvis står øverst på mange mediers og partilederes liste over politiske kamppladser op til valget, har både affaldsselskaberne og forsyningsvirksomhederne mærkesager, der også kan få bevågenhed.

Skal Danmark have færre forbrændinger i en energikrise?

Affaldssektoren har i den igangværende folketingsperiode været genstand for en større omkalfatring, der endnu ikke er afsluttet.

Med den brede politiske aftale fra 2020 blev det besluttet, at Danmark som led i målet om at reducere sine CO2-udledninger skal brænde mindre affald af på landets affaldsenergianlæg og i stedet satse mere på genanvendelse.

Målet hedder en reduktion på 30 pct. i den danske affaldsforbrændingskapacitet i 2030, hvor forligspartierne venter, at Danmark vil genanvende langt mere plast og samtidig importere mindre restaffald til forbrænding end i dag.

Planerne har dog blandt andet mødt kritik for ikke at svare på, hvilke energikilder der i fremtiden skal erstatte de godt 20 pct. af fjernvarmen, som affaldsforbrænding i dag leverer.

Ruslands invasion af Ukraine i februar og det følgende ønske om at accelerere fjernvarmeudrulningen til dele af de i dag ca. 400.000 gasopvarmede danske husstande, har givet yderligere vind i sejlene til de kommunale affaldsselskaber. Hvor skal varmen ellers komme fra, spørger branchen.

”Der ligger tonsvis af restaffald på lossepladser i Europa, og hvis vi udnytter det på danske affaldsenergianlæg, vil vi nedbringe behovet for import af Putins gas og andre fossile brændsler,” skriver formand i Amager Ressourcecenter og medlem af borgerrepræsentationen i København, Mette Reissmann (S), i et indlæg på Altinget onsdag.

Det er værd at bemærke, at Reismann selv stiller op til folketingsvalget for Socialdemokratiet og dermed kan blive en del af forligskredsen, der i 2020 vedtog at den forestående lukning af kommunale forbrændinger. Skulle hun havne i Folketinget, bliver det interessant at følge, om hun fortsat vil slås for at sætte bremsen for den proces, når hun lægger ARC-kasketten fra sig.

PFAS på den politiske dagsorden

I vandsektoren er der også nok at tage fat på. I hvert fald hvis man spørger sektoren selv.

Som CleantechWatch tirsdag kunne beskrive, har en del af den danske vandsektor i form af brancheorganisationen Danske Vandværker allerede været ude med en ønskeseddel til en kommende regering.

Udover en række ønsker inden for blandt andet investeringer i vandteknologi og beskyttelse af drikkevandsområder, står der på Danske Vandværkers ønskeliste også et emne, som kan vise sig at blive en af valgkampens helt store mærkesager, når det kommer til vand – nemlig en plan for de såkaldte evighedskemikalier PFAS.

Emnet har allerede været på den politiske dagsorden i løbet af efteråret, efter det sundhedsskadelige stof er blevet konstateret i blandt andet det danske grundvand, badevand og i havskum.

I august meddelte miljøminister Lea Wermelin (S), at man fra regeringens side ville have udarbejdet en national strategi for indsatsen mod PFAS-forurening, der både skulle samle op på de allerede eksisterende indsatser og fremlægge nye.

SF og Enhedslisten er gået skridtet videre og vil have indført et nationalt forbud mod PFAS-stoffer i Danmark. I september fortalte sundhedsordfører i Enhedslisten, Peder Hvelplund, at partiet ville stille forslag om et totalt forbud i Folketingssalen.

Det er ikke en dør, miljøministeren på forhånd har lukket, har hun tidligere fortalt til Ritzau, men det er ifølge hende ”komplekst”, fordi der er tale om tusindvis af stoffer.

Ønsker hjælp til haltende eksport

Mens vandforsyningsselskaber vil fokusere på flourstofferne, kommer eksporten af dansk vandteknologi til at være en mærkesag i brancheforeningen DI Vand.

Vandsektoren har længe haft et erklæret mål om, at den danske vandbranche i 2030 skal sælge varer og tjenester til udlandet for i alt 40 mia. kr. – et mål, der blev understreget med en eksportstrategi for området i december sidste år.

Som det ser ud nu, kommer vandsektoren dog ikke til at nå det mål. Danske virksomheden har i gennemsnit løftet sektorens eksport med 2,2 pct. årligt i perioden 2013-2019, og skal det lykkes at hæve eksporten fra de nuværende lidt over 20 mia. kr. til 40 mia. kr. inden for de næste otte år, kræver det i gennemsnit en årlig vækst på 6,2 pct.

I et interview med CleantechWatch tidligere på året fortalte chef i DI Vand, Mads Hellerberg Dorff, at man i brancheorganisationen er tilfredse med den eksportstrategi, der blev lanceret i december.

Men, sagde han, den bør også understøttes af en decideret national vækstplan for branchen, der skal se ”bredt på, hvordan vi kan få den danske vandsektor op i næste gear.”

Brancheorganisationen har efterlyst, at der bliver kigget på rammevilkårene og reguleringen af sektoren herhjemme. Dertil bør der være et skærpet fokus på forskning og udvikling inden for dansk vandteknologi, fortalte Mads Helleberg Dorff i januar. DI Vand har blandet ønsket sig en særlig ”vandpulje” dedikeret til forskning på vandområdet.

Om branchen får, hvad den ønsker sig af en ny regering, kan kun tiden vise. Sikkert er det dog, at folketingsvalget kan få afgørende betydning for de fremtidige rammer i både vand- og affaldssektoren.

Vandværker efterlyser flere investeringer i vandteknologi forud for valg

Kommuner tager sig til hovedet over aftale om selskabsgørelse af affaldsydelser

Fagfolk kalder på digitalisering for at geare vandsektor til fremtiden

Eksportmål for vandteknologi fortoner sig i horisonten

Enhedslisten og SF vil have PFAS forbudt i Danmark

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også