Enhedslisten og SF vil have PFAS forbudt i Danmark

Miljøministeren mener, at det er vigtigt at arbejde for et generelt forbud mod fluorstoffer i Europa, men har bedt Miljøministeriet undersøge, om et nationalt forbud kan være en del af løsningen.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af Ritzau

Det er nødvendigt at indføre et nationalt forbud mod fluorstoffer med fællesbetegnelsen PFAS i forbrugerprodukter, sådan som Forbrugerrådet Tænk og en række af landets førende forskere inden for blandt andet miljømedicin opfordrer til i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

Det mener Enhedslisten, som vil tage forslaget med ind i Folketingssalen.

”Vi er fuldstændig enige i det. Derfor kommer vi også til at stille et beslutningsforslag i Folketinget om at indføre et nationalt totalforbud mod PFAS,” siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) til Ritzau.

Både SF og Enhedslisten har tidligere talt om at indføre et nationalt forbud mod PFAS-stoffer, og hos SF glæder miljøordfører Carl Valentin sig over forslaget.

”Man burde have indført det i går, for forureningen mærker vi jo konkret lige nu. Danskerne kommer til at blive udsat for PFAS-stoffer en rum tid endnu. Vi synes, at man skal lave en varsling for at sige, at vi har tænkt os at forsøge at implementere det inden for et år, hvis vi kan,” siger han.

Forbudt i pap og papir

I Danmark blev PFAS-stoffer forbudt i fødevareemballage af pap og papir i 2020 på grund af deres sundhedsskadelige virkning.

Men fluorstofferne findes stadig i produkter som makeup, cremer, maling, tandtråd, regntøj, tekstiler og køkkengrej.

Miljøminister Lea Wermelin (S) sagde tidligere mandag i en skriftlig kommentar til Ritzau, at det er vigtigt, at Danmark går med foran og arbejder for et generelt forbud mod PFAS-stoffer i Europa.

”Om et nationalt forbud også kan være en del af løsningen, når grundlaget er på plads, har jeg bedt Miljøministeriet om at se nærmere på. Men det er meget komplekst, fordi vi taler om tusindvis af stoffer,” skrev hun.

En national strategi i forhold til at håndtere PFAS er allerede i støbeskeen.

”Den går bare ikke langt nok efter vores opfattelse, og vi kan se, at på EU-plan er der overvejelser om et totalforbud. Derfor er det vigtigt, at Danmark spiller en rolle som foregangsland og både arbejder på EU-plan, men også viser vejen ved selv at lave et forbud,” siger Peder Hvelplund.

Et beslutningsforslag er ikke det samme som et lovforslag. Mens et lovforslag, der bliver vedtaget af et flertal i Folketinget, bliver til en lov, pålægger et beslutningsforslag regeringen en nærmere bestemt handling.

Forskere kræver forbud mod PFAS i Danmark

Regeringen vil have strategi mod skadelige fluorstoffer

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også