Debat: Fremtidens bæredygtige system bygger på partnerskaber, dialog og villighed

Den nylige konference om cirkulære løsninger, Loop - Waste to Resources, der løb af stablen i sidste uge, har modtaget kritik for sin brug af engangsservice ved konferencen. Men en række faktorer spændte ben for at at eliminere engangsbrugen, lyder det fra arrangør.
Mette Grydehøj Post er en af arrangørerne bag Loop - Waste to Resources. | Foto: Kristian Ridder-Nielsen
Mette Grydehøj Post er en af arrangørerne bag Loop - Waste to Resources. | Foto: Kristian Ridder-Nielsen
AF METTE GRYDEHØJ POST, PARTNER I RELEVENT OG GRUNDLÆGGER AF LOOP - WASTE TO RESOURCES 2022

I sidste uge blev Loop Waste to Resources afholdt for første gang i København. Visionen er at skabe et blivende fælles forum for nye partnerskaber og løsninger for bedre brug af vores ressourcer. Et mødested for alle parter på tværs af brancher for at sætte skub på den helt nødvendige cirkulære omstilling. Med et fælles mål om at sætte fokus på at vi SKAL blive bedre til at udnytte vores ressourcer – genbruge og genanvende.

Loop Waste to Resources lykkedes på rigtig mange måder. Lokomotivværkstedet sydede og boblede af virkelig god energi. En ekstraordinær nysgerrighed og lyst til at indgå i dialog og partnerskaber. Villighed er den mest nødvendige ressource, for at vi kan rykke på den cirkulære omstilling, skriver en deltager på Linkedin, og netop villighed var kendetegnende. Loop samlede ministre og politikere fra ind- og udland, det etablerede erhvervsliv, start-ups, investorer, organisationer – vigtige spillere, der debatterede, udvekslede synspunkter og gik i dialog.

Vi er taknemmelige for den positive dialog blandt både partnere, udstillere, talere og besøgende, som fremhæver betydningen af at mødes fysisk og i fællesskab skubbe på denne vigtige agenda. Loop har skabt et forum, som allerede har resulteret i etablering af nye forretningsforbindelser og partnerskaber om udvikling af nye cirkulære løsninger.

Men Loop Waste to Resources blev også et synligt og konkret eksempel på, hvor svært det er – i vores industri som i så mange andre.

I forbindelse med etableringen og afviklingen af Loop har vi fra begyndelsen arbejdet med udstillere og partnere om forskellige affalds- og genbrugsløsninger til afviklingen for i videst muligt omfang at minimere messens aftryk.

Kleen Hub mødtes vi med som en af de allerførste partnere for at undgå engangsemballage i cafeen. Det lykkedes at tilbyde kaffe i genbrugelige pantkopper, men manglende opvaskefaciliteter på stedet blev en udfordring på andre dele af emballagen i catering.

Stena Recycling og EcoChange bidrog både før og efter messen med affaldssortering og afhentning af flere affaldsfraktioner, end stedet ellers stiller til rådighed. Cirkulære t-shirts til de frivillige fra Conscious Warrior, genbrugelige kopper til talerne, ligesom alle udstillere og besøgende blev opfordret til at medbringe egen drikkedunk til opfyldning af gratis vand stillet til rådighed af New Water.

Men det bliver tydeligt, at meget skal gentænkes, inden vi når i mål med en cirkulær omstilling – økonomi, vane, logistik, uhensigtsmæssig lovgivning og adfærd spænder ben, også på en messe som denne. Når næsten 3.000 mennesker mødes fysisk i flere dage, mødes mange forskellige interesser, vaner og typer adfærd.

Netop adfærd er en af de parametre, vi har drøftet meget med Stena Recycling – at det stadig er enormt svært for mange at sortere affald i de rigtige beholdere, ikke kun på messer, men også helt generelt. Og at mange stadig, på trods af opfordringer om at medbringe egen drikkeflaske til opfyldning af vand, kommer afsted uden. Der ligger et stort arbejde foran os i forhold til adfærdsændring hos alle.

Der er plads til forbedring i eventindustrien – som i alle industrier. I alle de valg hver enkelt af os træffer hver eneste dag i hjemmet og i vores arbejdsliv. Det kræver mod til at gå nye veje, og det kræver dialog og samarbejde at overvinde de forhindringer, der er indlejret i en lineær økonomi, som en meget stor del af den verden, vi skal manøvre i, stadig bygger på.

Vi er langt fra en absolut cirkulær økonomi, der i sin rene form ikke genererer affald, men vi bliver ved med at forsøge og presse på, så godt vi kan, og med et fælles forum, der samler en lang række parter til dialog og inspiration på tværs, kommer vi forhåbentlig et lille skridt i en bedre retning. Et par spillere har allerede rakt ud med hjælp og forslag til, hvordan vi kan gøre eventet mere cirkulært i 2023 – det er netop den konstruktive dialog, vi ønsker at fremme med Loop Waste to Resources, og vi glæder os til meget mere.

(Dette indlæg er et svar på et debatindlæg fra Louise Lerche-Gredal, adm. direktør i organisationen Plastic Change, som CleantechWatch bragte 29. april)

Debat: Fremtidens bæredygtige system er et genbrugssystem

Med nyt program vil Danish Crown gøre alt sin emballage genanvendelig

Producentansvar på emballage skal sikre succesen i midtjysk opstartsvirksomhed

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også