Industri: Nye krav vil give bedre og grønnere emballage

Ifølge miljøorganisation lever regeringen kun op til minimumkravet fra EU med nyt forslag om emballage.
Foto: hans søndergård
Foto: hans søndergård
AF RITZAU

Fremover skal virksomheder betale affaldsafgiften på emballage fremfor forbrugeren.

Danmark skal indføre et EU-direktiv om det senest 1. januar 2025. Fredag kom regeringen med sit udspil, forud for at Folketingets partier skal forhandle om det.

Hos Dansk Industri kalder miljøpolitisk chef Karin Klitgaard det en stor omvæltning, at det fremover skal ligge hos virksomhederne.

”Det er selvfølgelig med til at drive en dagsorden, hvor vi udvikler bedre emballager, som både er til gavn for miljøet og passer på den vare inde i emballagen,” siger hun.

I 2020 indgik et bredt flertal af Folketingets partier en aftale om, at man skulle forhandle om, hvordan man skulle indføre direktivet i Danmark.

Direktivet handler om udvidet producentansvar. Ifølge regeringens forslag vil omkring 41.000 virksomheder blive omfattet, og det vil spare danskerne for penge i affaldsafgifter.

Men Karin Klitgaard havde gerne set, at man havde forhandlet om det politisk tidligere.

”Det er klart, at når vores virksomheder lige om lidt skal være klar til at tage hånd om affaldet, når deres emballage bliver til affald, så stiller det ret store krav til organiseringen, samarbejdet med kommunerne, og designet af emballagerne,” siger hun.

Dansk Industri har sammen med Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Dagligvarebranchens Samarbejdsudvalg allerede taget initiativ til en paraplyorganisation.

Den skal hjælpe virksomhederne med at håndtere ansvaret for affaldet.

Hos miljøorganisationen Plastic Change er strategisk direktør Anne Aittomaki glad for, at regningen for emballagen fremover skal ligge hos virksomhederne.

Men hun savner, at der blev fastsat krav for, hvordan man kunne genbruge emballage. Man kan for eksempel vaske emballagen for at genbruge den.

Hun savner også krav til, hvordan man får mindre emballage.

”Forslaget lige nu går på genanvendelse, og der mener vi, at vi skulle have været mere ambitiøse,” siger hun.

Men omvendt mener hun ikke, at forslaget vil have en stor effekt på miljøet.

”Vi står i affald til op over begge ører, og vi er europamestre i affald. Den her kurve skal vi have knækket. Så derfor havde vi gerne set nogle reduktionskrav,” tilføjer hun.

Ifølge regeringen vil producentansvaret give virksomhederne incitament til at tænke grønnere fra starten.

Regeringen vil få 41.000 virksomheder til at betale for klimaskadelig emballage

Debat: Danmark er for lille til 88 forskellige affaldsordninger

Faerch Group overtager tysk emballagekonkurrent i ”historisk” opkøb

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også