Regeringen vil få 41.000 virksomheder til at betale for klimaskadelig emballage

Som en del af klimaaftalen om en klimaneutral affaldsektor vil regeringen indføre et udvidet producentansvar, så det er virksomheder og ikke forbrugere, der skal betale for den emballage, som ender som affald. Udgiften vil være på omkring 1,5 mia. kr. for virksomhederne.
Foto: Casper Dalhoff/KULTUR
Foto: Casper Dalhoff/KULTUR

Fremover skal produkter pakkes i mere klimavenlige og genbrugelig emballage, og incitamentet bliver ifølge regeringen i første omgang pisken.

Regeringen vil nemlig indføre producentansvar, således at det bliver virksomhederne, som skal betale for den emballage, som ender som affald. I dag betales det af borgerne over affaldsgebyret.

"Affald hører hverken til i naturen eller forbrændingsanlæg. Vi skal omstille til en cirkulær økonomi, og vi skal genbruge og genanvende mere. I dag er det gratis for virksomheder at lave emballager, der er fyldt med unødvendigt plastik eller som ikke kan genanvendes. Sådan skal det ikke være fremover," siger miljøminister Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse:

"De, som sender emballagen på markedet, får nu ansvaret for det affald, deres emballager skaber. Altså - forureneren betaler, og det vil markant lette det affaldsgebyr, som danskerne i dag betaler."

Det udvidede producentansvar er en del af aftalen om en klimaneutral affaldssektor, som skal reducere Danmarks CO2-udslip med 0,7 mio. ton CO2 årligt i 2030. Heraf forventes det udvidede producentansvar at udgøre 0,12 mio. ton.

I alt vil 41.000 virksomheder være omfattet af kravet, oplyser regeringen. Det udvidede producentansvar er et EU-krav, som senest skal indføres i 2025. Ifølge ministeren sker det med erhvervslivets opbakning.

"Erhvervslivet er helt med på, at fremtiden er grøn, hvis de skal konkurrere. Derfor bakker de op om, at produkter skal designes smartere, så mere kan genbruges og genanvendes. Mange producenter er allerede i fuld gang med at udvikle mere bæredygtige emballager," siger Lea Wermelin.

Det foreligger endnu ikke, hvad udgiften for virksomheder vil blive. Ministeriet oplyser dog, at prisen vil være højere for mere klimaskadelig emballage. Det forventes at aftalen vil reducere en husholdnings udgift med omkring 600 kr. ekskl. moms.

DI vurderer, at den samlede regning for håndtering af emballageaffaldet for dansk erhvervsliv lyder på 1,3 – 1,8 mia. kr. om året, når producentansvaret bliver indført.

Landbrugsorganisation afviser selvstændig sektor for klima: "Men vi står ikke stille"

Hvad sker der med det radioaktive affald i Danmark?  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også