Danske iværksættere vil spinde guld på at eliminere engangsprodukter

Iværksættervirksomheden Lastobject har med en mission om at eliminere brugen af engangsprodukter formået at tredoble sin omsætning de sidste par år. Nu regner virksomheden med medvind fra et nyt EU-direktiv om reducering af plastemballage.
CEO i Lastobject Kristian Pitzner-Jørgensen forventer, at virksomheden i år vil ramme en omsætning på 100 mio. kr. Men der er også tårnhøje ambitioner i startup virksomheden, forklarer han. | Foto: Lastobject / PR
CEO i Lastobject Kristian Pitzner-Jørgensen forventer, at virksomheden i år vil ramme en omsætning på 100 mio. kr. Men der er også tårnhøje ambitioner i startup virksomheden, forklarer han. | Foto: Lastobject / PR
AF JOSEPHINE BUUR BACH

Startup-virksomheden Lastobject vil med genanvendelige vatpinde, vatrondeller og lommeletter eliminere brugen af engangsprodukter ved at tilbyde genanvendelige alternativer, og dén mission er gået strygende siden virksomhedens begyndelse i 2018.

Det fortæller adm. direktør i Lastobject, Kristian Pitzner-Jørgensen, til CleantechWatch.

"Vi har haft en flot vækst de første år af virksomhedens levetid, hvor vi har tredoblet omsætningen hvert år uden at tabe penge på bundlinjen. Vi forventer, at vi når en omsætning på 100 mio. kr. i år," siger han.

På bunden anslår Kristian Pitzner-Jørgensen, at virksomheden vil nå break even eller ende med et svagt negativt resultat i år.

Dette skyldes en aggressiv skalering, som kræver langsigtede investeringer i marketing, produktudvikling og i teamet, og at virksomheden har taget 80 pct. af sin produktion hjem til Danmark, forklarer han. Men der er også et andet aspekt for øje.

"I talende stund har vi elimineret cirka 1,8 mia. engangsprodukter. Det er vi superstolte af, for det er det, vi er sat i verden for," siger han.

Lastobjects første produkt, den genanvendelige vatpind Lastswab, kom til gennem crowdfunding. Produktet blev lanceret på Kickstarter, hvor det rejste over fem mio. kr. De næste produkter i rækken er ligeledes skabt gennem crowdfunding, hvilket ifølge Kristian Pitzner-Jørgensen er en klar strategi.

"Det er en god måde at få valideret produkter i markedet og ramme en masse kunder, så vi kan investere i den rigtige mængde fra starten og ikke risikere hverken at brænde inde med varelager eller at have tomme hylder," siger han.

Foruden crowdfunding har Lastobject også fået en økonomisk indsprøjtning fra Danmarks Grønne Investeringsfond på seks mio. kr. Ifølge direktøren er pengene investeret i opbygning af varelager, opstart af flere produktioner samt ansættelse af flere folk.

På politisk dagsorden

Lastobject regner samtidig med, at den politiske dagsorden i særligt EU kan give virksomheden noget medvind.

Ifølge Europa-Komissionen består 85 pct. af alt havaffald i verden af plast. Plasten når selv ud i folks lunger og er med ved middagsbordet, og den mikroplast, der findes i luften såvel som i vores vand og mad, har endnu en ukendt virkning på vores sundhed.

Derfor har EU i 2018 rettet fokus mod ti engangsplastprodukter og fiskeredskaber, som tilsammen udgør 70 pct. af mængden af havaffald i Europa.

Med de nye regler indfører EU et forbud mod plast i en række produkter, hvor der findes lettilgængelige og økonomisk overkommelige alternativer. Det gælder blandt andet vatpinde.

Ligesådan indføres der mærkningskrav, hvor udvalgte produkter vil skulle påføres en tydelig og standardiseret mærkning med angivelse af, hvordan affaldet bortskaffes, produktets negative virkninger for miljøet og dets plastindhold. Det vil gælde for eksempelvis vådservietter og hygiejnebind.

Det nye krav taler direkte ind i Lastobjects agenda, fortæller Kristian Pitzner-Jørgensen:

"Politikerne har en rolle i det her for at sætte spillereglerne rigtigt og at sætte en ny dagsorden. Dette er med til at fjerne nogle produkter, som vi er i konkurrence med, så det er godt for os som virksomhed og miljøet som helhed."

En besparelse på lang sigt

Lastobject har på kort tid indtaget en lang række markeder og sælges i dag online i 40 lande. Virksomheden har ifølge Kristian Pitzner-Jørgensen en stærk tilstedeværelse i Europa, med hovedmarkedet er USA, som virksomheden afsætter over halvdelen af sine produkter til.

Herhjemme sælges produkterne også i fysiske butikker som Matas og mindre grønne "økovenlige butikker".

Lastobjects produkter er dyrere end konventionelle hygiejneprodukter. En Lastswap vatpind koster 76 kr. og en Lastround vatrondel koster 88 kr. Men forbrugeren vil se en besparelse på længere sigt, fortæller direktøren.

"Vores vatrondeller kan bruges 250 gange. En pakke med 7 vatrondeller til 88 kr. er væsentligt billigere end 1.750 engangsvatrondeller, så kunden kommer til at spare penge. Dertil kommer det, at der også er en miljømæssig besparelse i form af eksempelvis CO2 og vand," siger Kristian Pitzner-Jørgensen.

Han understreger, at virksomheden med sin forretningsmodel for at eliminere engangsbrug ikke risikerer samtidig at eliminere egen mulighed for vækst. Kunden er nemlig stadig nødt til at komme tilbage en gang om året for at købe nye produkter, og deri ligger en strategi for at tilbyde et voksende produktsortiment.

"Vi får det til at køre rundt ved at sørge for, at der ikke kun er et produkt på hylden, og det kan man godt bygge en flot forretning op på. Vi er i hvert fald ikke bange for at blive arbejdsløse, da der er mange engangsprodukter, vi ikke har løst endnu. Og det er under en procent af forbrugerne, der bruger genanvendelige produkter i vores kategorier, så vi ser et stort vækstpotentiale," siger Kristian Pitzner-Jørgensen.

Fortsætter vækstrejse

Fremtiden for Lastobject ser ifølge Kristian Pitzner-Jørgensen lys ud. Virksomhed har allerede flere nye produkter i støbeskeen. Men det er ikke kun produktlinjen, virksomheden ønsker at udvikle.

"Produktet i sig selv er selvfølgelig sindssygt vigtigt, men det samme er alt rundt om produktet. Vi ser på, hvad aftrykket er for vores produkt kontra andre produkter, når vi kigger på CO2, vand, landareal, betydning for ozonlag, gift i vand og jord etc.," siger han.

Kristian Pitzner-Jørgensen tror på en fremtid, hvor forbrugerne og samfundet tænker mere nuanceret om brug af ressourcer og det ansvar, der bliver påført dem, hvilke vil komme Lastobject til gode.

"Om fem år regner jeg med, at vores produkter er i alle butikker, hvor man køber sine engangsprodukter og er en naturlig del af sortiment på lige linje med engangsbrug. Og at 20-30 procent af kunderne finder det naturligt at købe vores produkt," siger han.

Lander millioninvestering i Løvens Hule: "Maistic skal være brandet inden for plastfri"

Fond fortsætter vækst: Vil investere i flere grønne selskaber efter milliardtilskud

Aarhusiansk startup vil smede forretning på nyt pantsystem for emballage 

Vækstfonds-veteran vil omkalfatre nethandlens emballagebrug 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også