CleantechWatch

Lander millioninvestering i Løvens Hule: "Maistic skal være brandet inden for plastfri"

Maistic Bio Group, der producerer plastfri hverdagsprodukter i komposterbare materialer, fik torsdag i DR-programmet Løvens Hule en investering på 1,9 mio. kr. Midlerne skal bruges til at polstre virksomheden til fremtiden og udvide produktsortimentet, siger adm. direktør til CleantechWatch.

"Investeringerne betyder, at vi kan sætte nogle flere skibe på søen med hensyn til udviklingsprojekter," siger adm. direktør og medstifter, Brian Bouet Smith. Foto: Foto: Maistic Bio Group

"Maistic skal være brandet inden for plastfri, og vi vil rigtig gerne have jer med på rejsen."

Sådan lød budskabet fra Brian Bouet Smith, adm. direktør i Maistic Bio Group, der producerer hverdagsprodukter i komposterbare materialer, da han og hans kone og medejer af virksomheden, Heidi von Bülow, torsdag stillede sig foran dommerpanelet i Danmarks Radios reality tv-serie Løvens Hule.

Her har iværksættere mulighed for at præsentere deres forretningsidéer og søge finansiering fra et panel af kendte investorer, og budskabet om plastfri skuresvampe og vaskeklude vakte åbenlys begejstring hos flere af de såkaldte løver.

Det var dog Jan Lehrmann, der blandt andet er medejer af og bestyrelsesformand i butikskæden Normal, og Jacob Risgaard, stifter af webshoppen og butikskæden Coolshop, der endte med at investere 1,9 mio. kr. i Maistic mod en ejerandel på i alt 30 pct. af virksomheden – en rekordinvestering i årets sæson.

Pengene skal – sammen med en investering på 3 mio. kr. fra Vækstfonden – være med til at polstre virksomheden til fremtidig vækst, fortæller adm. direktør og medstifter, Brian Bouet Smith, til CleantechWatch.

"Investeringerne betyder, at vi kan sætte nogle flere skibe på søen med hensyn til udviklingsprojekter. Vi har masser af planer og er allerede i fuld gang med at udvikle nye produkter, så vi kan brede os ud og levere inden for en række nye kategorier. Så man kan forvente meget fra vores side," siger direktøren.

Vores problem har aldrig været at sælge vores produkt. Til gengæld er vi udfordret på likviditeten.

Brian Bouet Smith, adm. direktør i Maistic Bio Group

Han understreger dog samtidig, at det ikke er en opstartsvirksomhed, Jan Lehrmann og Jacob Risgaard har købt sig ind i. Derfor bliver det på mange måder 'business as usual' for direktøren, selvom han nu har fået de to kendte investorer med i sin bestyrelse.

"Vi har vist vores værd og noget af det, Jan Lehrmann og Jacob Risgaard har købt sig ind i, er jo også, at vi er erfarne mennesker. Vi er ikke novicer, der skal starte helt fra bunden," siger Brian Bouet Smith.

doc79dkawahqbc1a7ki95sa.jpg
Maistic producerer komposterbare hverdagsprodukter som for eksempel vaskekluder, skraldeposer, tandørster og skuresvampe. Foto: Foto: Maistic Bio Group

Maistics deltagelse i Løvens Hule og nyheden om investeringen fra Jan Lehrmann og Jacob Risgaard kommer blot en uge efter, at Maistic kunne præsentere det bedste regnskab i virksomhedens fem år lange historie.

Mens 2018 bød på en beskeden bruttofortjeneste på 375.000 kr. og et underskud før skat på 1,35 mio. kr., kunne Maistic sætte punktum for 2019 med en bruttofortjeneste, der havde vokset sig mere end tre gange så stor og lød på 1,32 mio. kr.

Resultatet før skat læste 823.000 kr. - et resultat, som Brian Bouet Smith er "virkelig stolt" af.

I samme periode er virksomheden gået fra at være til stede i syv lande til nu at sælge til mere end 20 lande.

"Groft sagt har vi knoklet helt vildt meget. Vi har brugt vores penge klogere og har fået styr på vores udgifter gennem bedre indkøbsaftaler, betalingsbetingelser og en lidt mindre medarbejderstab," siger Brian Bouet Smith.

Lang betalingstid udfordrer likviditet

Kontrasten mellem virksomhedens to seneste regnskabsår vidner dog også om, at 2018 på mange måder var et investerings- og læringsår for Maistic, mener Brian Bouet Smith.

"At vi endte med et underskud i 2018 var egentlig lidt en del af planen, selvom det var hårdt at se på de røde tal. Men vi vidste, at Maistic godt kunne bære det og levere, og det har vi så bevist i 2019," siger direktøren.

Maistics kunder tæller alt fra erhvervskunder til online webshops, supermarkeder og store europæiske kæder som Monoprix i Frankrig og Delhaize i Belgien. Omkring 70 pct. af salget sker til private kunder gennem forhandlere, hvor forretningen er fokuseret på forskellige varekategorier inden for supermarkedssegmentet.

De resterende kunder er erhvervskunder, hvor Maistics produkter henvender sig langt bredere og blandt andet også tæller produktion af bæreposer, forsendelsesposer, engangsservice og andre emballageløsninger og blandt andet også sælges gennem professionelle distributører.

Vi er en meget aktiv virksomhed, som har en holdning og blander sig i debatten, og derfor bruger vi også rigtig meget tid på kommunikation.

Brian Bouet Smith, adm. direktør i Maistic Bio Group

Det store fokus på supermarkedssegmentet har dog givet anledning til én særlig udfordring for Maistic: Likviditeten.

"Vores problem har aldrig været at sælge vores produkt. Til gengæld er vi udfordret på likviditeten, fordi vi har en meget stor mellemfinansiering, da vi jo især henvender os til supermarkedskæder, hvor der er meget lang betalingstid," siger Brian Bouet Smith og fortsætter:

"Det er skrækkeligt at have udfordringer med likviditeten. Det giver klassisk ondt i maven, og vi har jo ikke gjort det nemmere for os selv ved at satse så stort på supermarkeder."

Men Brian Bouet Smith vedholder, at et sats på supermarkeder har været et bevidst valg.

"Vores mission er, at der skal være mindre plastik i verden, og at den almindelige forbruger skal have reel mulighed for at kunne vælge plastik fra i hverdagen. Her rammer vi den største målgruppe gennem supermarkederne," siger han.

Ædle hensigter kan dog ikke eliminere udfordringerne med likviditeten, og derfor har Maistic det seneste år også lagt ekstra energi i private label-delen af forretningen, hvor Maistics producerer varer i andre virksomheders brands.

"Det produceres ofte i større kvantiteter og har en kortere betalingstid, hvilket jo så kan polstre os i den anden del af forretningen," siger Brian Bouet Smith.

Bambustandbørste inspirerede

Det var mødet med en kinesisk bambustandbørste, der i første omgang fik Brian Bouet Smith til at indse, at der kunne være en forretningsidé i plastikalternativer.

Brian Bouet Smith var på forretningsrejse i Kina, da en af hans bekendte på et tidspunkt stak en bambustandbørste i hånden på ham med ordene om, at den var komposterbar.

Brian Bouet Smith forstod i første omgang ikke betydningen af det.

"Herefter begyndte vi (Heidi von Bülow og Brian Bouet Smith, red.) at undersøge markedet nærmere og fandt ud af, at der faktisk findes gode alternativer til plastik. Hvorfor bruge noget, der ligger millioner af år nede i undergrunden til at lave engangsplastik, der har et liv på fem minutter og i øvrigt forurener, når man har et langt bedre alternativ?" spørger direktøren i dag og fortsætter:

"Det var ud fra den undren, at vi skabte vores forretning."

Vigtigt at sætte dagsorden

Siden stiftelsen i 2015 har Brian Bouet Smith følt, at Maistic "på mange måder har været front runners."

"Vi har været med til at skabe vores eget marked – vi var blandt de første til at komme med et reelt alternativ til plastik-skuresvampen og plastik fryseposer. Vi var også de første til at lancere den plastfri altmuligklud, som jo nu er standardvare alle vegne," siger Brian Bouet Smith og tilføjer, at kluden i dag er danskernes yndlings.

Selvom Maistic måske har været først med en række produkter, har direktøren dog også hele tiden oplevet et 'pull' fra markedet og en efterspørgsel, der ventede på at blive imødekommet, og som "kun er vokset de sidste par år."

"Det har været vigtigt for os, at vi var med til at sætte dagsorden. Vi er en meget aktiv virksomhed, som har en holdning og blander sig i debatten, og derfor bruger vi også rigtig meget tid på kommunikation," siger Brian Bouet Smith.

Adspurgt om forventningerne til 2020, fortæller Brian Bouet Smith, at de er skyhøje.

"Nu er vi ved at polstre organisationen, og jeg har personligt langt flere hatte på, end jeg plejer, i takt med at vi vokser. Vi følger vores strategi, men vi har primært fokus på Europa. Vi er allerede til stede i 20 lande, men vi vil gerne vokse os endnu større og have langt flere kunder uden for Danmarks grænser," siger direktøren.

Ny strategi skal hente grønne investeringer fra udlandet til Danmark

Iværksættere vil underminere markedet for vand på flaske med ny app

Tocifret millioninvestering skal sætte fut i international vækst hos danske Tentoma

Relaterede