ARC og Concito vil genåbne affaldsaftale i klimaets navn – politikere afviser

ARC og Concito er nogle af de markante stemmer, som vil genbesøge klimaaftalen for affaldssektoren, så CO2-fangst og -lagring tænkes ind i lukningen af forbrændingsanlæg. V, R og SF afviser, men lover at presse regeringen for hurtigt at få lavet en strategi.
Med et fuldskala-anlæg til CO2-fangst vurderer ARC, at Amager Bakke vil kunne fange 500.000 ton CO2 årligt. | Foto: Ehrhorn/Hummerston/ARC
Med et fuldskala-anlæg til CO2-fangst vurderer ARC, at Amager Bakke vil kunne fange 500.000 ton CO2 årligt. | Foto: Ehrhorn/Hummerston/ARC
AF FREDERIK TIMM BENTSEN OG SIMON VALEUR

Det er et eklatant fejlskud for den grønne omstilling, at CO2-fangst og -lagring (CCS) ikke er tænkt ind i den højt besungne klimaaftale for affaldssektoren fra sidste år.

Det mener den grønne tænketank Concito, der på et på et webinar torsdag om CO2-fangst fra affaldsenergi afholdt af Dansk Affaldsforening blev bakket op af ARC i ønsket om, at man fra politisk hold genåbner aftalen.

"Der er masser af gode intentioner i affaldsaftalen, men den er på vej ned af et forkert spor i forhold til klimaet. Derfor skal vi trykke på pauseknappen, så vi får CCS tænkt ind," lød det fra direktør i Concito, Christian Ibsen.

Direktør i ARC Jacob H. Simonsen påpegede, at selv i en fremtid med ambitiøse genanvendelsesmål, vil der stadig være en stor restaffaldsmængde, som skal energiudnyttes, hvorfor affaldsaftalen burde inddrage potentialet i CO2-fangst.

"Jeg tænker, at man burde genbesøge problemstillingen, for der er massive gevinster at hente her," sagde Jacob H. Simonsen.

Det er ikke mindst i forhold til lukningen af forbrændingsanlæg, at det ifølge den grønne tænketank såvel som affaldstopchefen er uhensigtsmæssigt, at CCS ikke er indgået de i overvejelser, der ligger bag den omdiskuterede dødsliste, KL fremlagde kort før nytår.

Listen peger blandt andet på, at Argo – der gik med overvejelser om at etablere CO2-fangst på deres anlæg – skal lukke, mens en række mindre og langt ældre anlæg får lov til at overleve efter 2030.

"Jeg vil tro, at både Thisted Kraftvarme, Renosyd og Refa får rigtig, rigtig vanskeligt ved at etablere CO2-fangst-anlæg, fordi det simpelthen ikke giver mening i forhold til fjernvarmenettet og transportomkostninger," vurderede ARC's adm. direktør.

Støttepartier afviser

I aftalepartierne SF, Venstre og Radikale er man imidlertid ikke umiddelbart begejstrede for at skulle genbesøge den klimaaftale for affaldssektoren, Folketinget sidste sommer indgik som en del af den samlede plan, der skal realisere Danmarks klimamål.

"Jeg er ikke lige der, hvor jeg siger, vi bare skal genåbne aftalen," fastslog SF's klimaordfører Signe Munk således under en paneldebat til gårsdagens webinar.

En lignende skepsis kom torsdag fra både Radikales Ruben Kidde og Venstres klimaordfører Tommy Ahlers, som blandt andet lagde vægt på den usikkerhed, det ville skabe i markedet at ændre på aftalen nu:

"Det er godt nok farligt, hvis nogle af de første klimaftaler vi laver, så bliver lavet om," sagde Tommy Ahlers blandt andet.

Analysehus ser gyldne tider for CCS-investeringer i Europa – også i Danmark 

Vil presse regeringen for hurtig strategi

At CO2-fangst kan og skal være en afgørende brik i den grønne omstilling af Danmark, er de tre politikere dog ikke i tvivl om.

"Jeg enig i, at der er et langt større potentiale på affaldsområdet, end vi pt. kan bogføre med de aftaler, vi har," sagde De Radikales klimaordfører, Ruben Kidde, således til webinaret torsdag med henvisning til de nuværende planer og nævner også, at de estimerede priser på CCUS allerede er faldet det seneste år.

Regeringen og partierne bag klimaaftalen for energi og industri har allerede afsat en "teknologineutral, markedsbaseret pulje" til CO2-fangst, som starter med en årlig pulje på 202 mio. kr. i 2024 og derfra stiger frem mod 2030. Forventningen er dog alene, at det vil levere en reduktionseffekt svarende til 0,5 mio. ton i 2025 og 0,9 mio. tons CO2 i 2030.

Klimarådet har omvendt anslået et potentiale i carbon capture på 4,5 mio. ton CO2 årligt inden skæringsdatoen for 70 pct.-målet i 2030, ligesom alene Affaldvarme Aarhus og ARC forventer at kunne indfange 1 mio. ton CO2 om året fra deres affaldsenergianlæg.

Fordi en stor del af den indfangede CO2 er biogen, vil det desuden betyde en negativ udledning på papiret for de to affaldsselskaber.

ARC har ansøgt om EU-millioner til at blive CO2-neutral i 2025

Regeringen har lovet at levere en samlet strategi for Power-to-X og CO2-fangst engang i andet halvår af 2021, men i SF og Radikale har man lagt pres på klimaminister Dan Jørgensen (S) for hurtigst muligt at få rammerne for CO2-fangst på plads.

"Når man kan se, at business-casen er rigtig god for affald i forhold til mange andre steder, så er det jo oplagt, at man i en strategi kan prøve at få endnu mere CO2 ud af affaldsenergianlæggene," sagde Ruben Kidde torsdag og fortsatte:

"Om det kan blive det hele i 2030, det kan jeg ikke gætte på nuværende tidspunkt, og det må sådan en strategi afdække. Men det er klart, at der må være et langt større potentiale, især hvis vi allerede kan sætte et hak ved 0,5 mio. ton fra ARC i 2025."

Torsdag meldte også Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, sig ind i det kor – og dermed tegner der sig nu et regulært flertal udenom regeringen i forhold til at få lavet CO2-fangstsstrategien allerede inden sommerferien:

"Så mangler vi kun Konservative, som jeg også er sikker også vil bakke op om det, og så har vi igen, igen et godt klimaflertal uden om regeringen, som kan lægge presse på, at vi ikke skal vente til andet halvår, som regeringen siger, for så har jeg desværre en fornemmelse af, at det nok bliver omkring den 17 eller 20 december," sagde Tommy Ahlers og tilføjede:

"Så meget skal I ikke vente på det."

R: Midler til Geus på finansloven

I Radikale Venstre er det ikke mindst de kommende finanslovsforhandlinger på den anden side af sommerferien, som ifølge klimaordfører Ruben Kidde gør det bidende nødvendigt at have en lagringsstrategi på plads inden da.

"Ellers risikerer vi, at vi mister et år, for det er i regi af finanslovsdrøftelserne, vi har nogle muligheder for at prioritere nogle midler der, hvor de vil gøre allermest gavn," sagde Ruben Kidde til torsdagens webinar.  

I det politsike arbejde med Nordsøaftalen gav partierne bag også håndslag på at stemme ja til at sætte 100 mio. kr. om året af til at støtte projekter om CO2-lagring i Nordsøen i 2021 og 2022 i forbindelse med en eventuel udmøntning af reserven til håndtering af udfordringer i lyset af coronavirus samt nogle EU-midler.

Her ser Radikale Venstre også behov for finansiering til det geologiske forskningscenter Geus med henblik på at sætte fart under undersøgelser af, hvilke områder i den danske undergrund, der er egnede til CO2-lagring.

"Der skal jo være en kapacitet, for vi kan ikke stile efter at fange 5 mio. ton CO2 i 2030 uden så at kunne redegøre for, hvor det skal være," påpegede han og tilføjede:

"Når det er sagt må carbon capture aldrig blive en undskyldning for ikke at gøre alle de andre ting, der er nødvendige."

Østjyske affaldsselskaber vil først sortere i ti fraktioner fra 2023

Argos milliarddyre energitårn står øverst på KL's dødsliste 

Argo-direktør spår kæmperegning for tidlig lukning 

KL klar med længe ventet "dødsliste" over forbrændingsanlæg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også