Fortum efter fjerde brand på to år: Sikkerhed er forudsætningen for hele vores forretning

Risiko for uheld er en præmis, når man arbejder med farligt affald, men sikkerheden har højeste prioritet og er forudsætningen for forretningen, lyder det fra Fortum i kølvandet på virksomhedens fjerde brand inden for to år. 
Foto: PER FOLKVER
Foto: PER FOLKVER
Af Emma Gelbjerg-Hansen

En brand, der tirsdag udviklede sig i en palletank med kemikalieaffald hos Fortum Waste Solutions i Nyborg, var den fjerde af sin slags på affaldsselskabets anlæg inden for bare to år. 

Siden begyndelsen af 2018 har selskabet udover branden i palletanken nemlig også været plaget af både en brand i et lager af fast affald, en eksplosion i en forbrændingsovn og en mindre brand i tre affaldstønder. 

Hver hændelse har været én hændelse for meget, lyder det fra Jens Peter Rasmussen, der er forretningsansvarlig for den danske afdeling af den finske Fortum-koncern. 

”Sikkerheden for mennesker og miljøet både internt og eksternt har topprioritet for os. Det er jo hele præmissen og forudsætningen for vores virke og forretning. Derfor tager vi også alle hændelser og tilløb til hændelser – store som små – meget alvorligt,” siger han til CleantechWatch.

Risiko for uheld er en præmis

Arbejdet med at forbedre sikkerheden er dybt forankret i virksomhedens kultur, fastslår Jens Peter Rasmussen videre, og i langt de fleste tilfælde bliver potentielle ulykker opdaget og stoppet i tide af Fortums medarbejdere. 

Risikoen for ulykker er der dog stadig – det er en præmis, når man arbejder med farlige kemikalier og farligt affald, som Fortum-chefen formulerer det. 

”Men vi kan selvfølgelig ikke leve med, at vi udsætter vores kollegaer for et farligt arbejdsmiljø, eller at naboer til os skal være utrygge. Derfor fortsætter vi også arbejdet med at forbedre vores sikkerhedskultur, og heldigvis er der ingen i Kommunekemis 50 år lange historie, der er kommet til skade,” siger Jens Peter Rasmussen. 

Her henviser han til den tidligere ejer af Fortums anlæg, Kommunekemi, der i 2012 blev opkøbt af kapitalfonden EQT Infrastructure for sidenhen at blive solgt videre til finske Ekokem i 2015. Selskabet blev året efter overtaget af Fortum-koncernen. 

Ingen systematiske fejl

Der er ikke noget tydeligt mønster i årsagerne til de sidste to års fire hændelser, fortæller Jens Peter Rasmussen. Brandene er alle opstået forskellige steder og under forskellige omstændigheder. 

”Det skyldes ikke systematiske fejl, der begås igen og igen – for så havde vi altså rettet det,” siger han. 

Alligevel erkender Jens Peter Rasmussen, at Fortum stadig har noget at arbejde videre med, når det kommer til samarbejdet med leverandørerne af det farlige affald. 

For selvom tirsdagens brand – og tidligere brande – ikke opstod som følge af forkert deklaration af det affald, som virksomheden havde modtaget til behandling, så er flere af de tilløb til hændelser, som Fortums medarbejdere har opdaget i tide, opstået på grund af uklarhed om affaldets karakter. 

”Hvis det farlige affald er beskrevet mangelfuldt fra leverandørens side, så risikerer vi at vælge en forkert behandlingsmetode. Derfor gør vi en kæmpe indsats for at sikre, at affaldsbeskrivelserne og dokumentationen på affaldet er tilstrækkeligt og veldokumenteret, så vi kan vælge den rette behandling,” siger Jens Peter Rasmussen og tilføjer: 

”Men vi kan godt gøre noget ekstra.” 

Den konkrete årsag til tirsdagens brand kender Jens Peter Rasmussen endnu ikke til. De mulige årsager til branden skal nu analyseres og afdækkes i samarbejde med eksterne specialister. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også