Allerede inden den delvise nedlukning af samfundet manglede byggebranchen genanvendeligt råmateriale til den cirkulære økonomi og produktion, som er fundamental for at opfylde regeringens klimamål frem mod 2030.

Materialer, som vi faktisk har i landet, men som enten deponeres, dvs. sendes på lossepladsen, eller eksporteres til udlandet.

Det betyder, at vi er nødt til at importere mere jomfrueligt råmateriale – altså råmateriale, der ikke tidligere har været forarbejdet – end der er behov for.

Vi er for længst klar med de meget omtalte cirkulære produktionssystemer, men alligevel er vi nødt til at producere byggematerialer med en mindre andel genanvendt råmateriale, end vores produktions-set-up kan håndtere.

Mangel på genanvendeligt råmateriale

Lad mig give et eksempel: Saint-Gobains gipsfabrik, Gyproc, producerer nye gipsplader med i omegnen af 30 procent genbrugsgips. En procentdel, der sagtens ville kunne øges – men der er ikke mere tilgængeligt genbrugsgips.

Vi har samme problematik, når det gælder glasskår, som er en råvare, Saint-Gobain Isover i Vamdrup bruger til produktion af glasuld.

Isovers produktion er dimensioneret til at kunne benytte i omegnen af 80 procent genbrugsglas, men som det er nu, er det ikke muligt at opdrive den mængde recirkuleret glas i Danmark til produktionen i Vamdrup.

Manglen på genanvendeligt råmateriale skyldes flere faktorer, men den største udfordring er, at glas fra f.eks. gamle vinduer bliver eksporteret, ligesom indsamlet glas i kommunerne ofte er forurenet, idet indsamlingsmetoderne varierer fra kommune til kommune – og væsentlige mængder potentielt brugbart gips-affald bliver deponeret eller eksporteret og brugt til blandt andet jordforbedring.

Den manglende returgips betyder, at vi, for at kunne producere gipsplader nok til byggeriet i Danmark, er nødt til at importere mere jomfrueligt gips fra fx gipsbrud i Spanien, end hvis vi havde adgang til tilstrækkeligt genbrugsgips.

Nu, hvor vi lader til at have den indledende håndtering af Covid19-pandemien bag os, og samfundet igen er klar til at samle andre vigtige dagsordener op, vil det derfor være sund fornuft at nytænke og kvalitetssikre det danske nedrivnings- og affaldssystem, så det bliver mere tidssvarende.

Affaldssystem kan skabe vækst

Selv om vi i Danmark har et fintmasket indsamlings- og affaldssystem, så mangler der nemlig et mere ensartet system med fælles standarder for, hvordan kommunerne udbyder affaldsbehandlingen.

Samtidigt bør vi i bygge-Danmark selvfølgelig også vende blikket indad og sørge for, at nedrivningsvirksomhederne og affaldsbehandlerne får et bedre mandat til at forvalte vores fælles ’byggeaffalds-guld.’

Det kan være i form af standardiserede screeningsmodeller og bedre tid, plads og økonomi til at foretage selektiv nedrivning med øje for ressourcer, der kan indgå i cirkulære industriproduktioner. Det peger samtidigt på et åbenlyst potentiale til at skabe arbejdspladser og vækst i klimamålenes tjeneste.

Coronakrisen har blandt andet fået regeringen til at give kommunerne friere tøjler til at bruge anlægskroner, hvilket igen kan betyde flere bygge- og renoveringsopgaver.

For at bygge nyt skal der oftest fjernes noget gammelt, og det samme gælder ved renoveringer. Det giver alt sammen, ikke mindst nedrivningerne, en masse byggeaffald.

Affald som det er ærgerligt at sende ud af landet, når det kan bidrage til, at bygninger herhjemme kan opføres og renoveres med byggematerialer, der er produceret med et lavere klimaaftryk.

Set med byggebranche-briller har regeringens klimamål og cirkulær økonomi derfor potentiale til at gå hånd i hånd med genopbygning af landets økonomi og vækst efter corona-krisen. Men det kræver ensretning, og at vi gør tingene smartere.

Energitunge virksomheder kan alene levere en CO2-reduktion på 30 pct. 

Franske Saint-Gobain hæver udbyttet efter stor resultatfremgang