København investerer milliardbeløb i skybrudssikring

Professor efterspørger bedre overblik over den samlede indsats for skybrudssikring. 
Foto: Jens Hartmann
Foto: Jens Hartmann

13 mia. kr. skal frem mod 2035 spyttes i skybrudssikring i København, så hovedstaden er bedre rustet til at håndtere de hyppigere skybrud, som fremtiden byder på. 

Det skriver Børsen

Blandt parterne, der arbejder med projektet, er Hofor, og her peger Louise Grøndahl, der er programleder for skybrudsprogrammet i hovedstadens forsyningsselskab, på, at selvom København allerede har investeret i tunneller, bassiner og små grønne vejbede for at holde på vandet, vil en kæmperegn som den i 2011 altid give oversvømmelser. 

”Det skybrud, vi fik i 2011, var langt større end en 100-års-regn. Så hvis der kommer sådan en hændelse igen, vil skybrudstiltagene tage noget af regnen, og man vil være bedre sikret. Men det vil ikke tage det hele,” siger hun til mediet. 

Peter Steen Mikkelsen, der er professor på DTU’s Institut for Miljø og Ressourceteknologi, mener dog, at trods de mange penge, der i disse år bliver brugt på skybrudssikring, så mangler en grundig evaluering af de seneste ti års skybrudsindsatser, som kan give et samlet overblik over indsatsen i Danmark. 

Han mener, at der er brug for mere national koordinering på området og en fælles konsensus om, hvilke skybrudstiltag der fungerer, og hvilke der fungerer mindre godt, samt hvordan skybrudssikringen bidrager til den grønne dagsorden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår