Miljøminister vil have nationalt forbud mod PFAS i brandslukningsskum

Regeringen arbejder for at begrænse brugen af PFAS-stoffer i Danmark. Nu kommer forbud i brandslukningsskum. 
Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
AF RITZAU

Der skal indføres et nationalt forbud mod PFAS-stoffer i brandslukningsskum.

Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) på et doorstep.

”Vi er i gang med et EU-forbud, hvilket vil være det største forbud af så mange tusindvis af stoffer på EU-plan, men det tager lang tid. Der er også lang indfasning.”

”I mellemtiden kan vi tage enkelte stoffer ud. Og det næste skridt i Danmark er på øvelsesterræner og i forhold til brandslukningsøvelser. Vi laver et nationalt forbud i brandslukningsskum,” siger Heunicke.

PFAS er en samling af kemikalier, som har været brugt siden begyndelsen af 1950’erne i alt fra produkter som brandslukningsskum til fødevareemballage.

Forbuddet træder først i kraft efter årsskiftet, altså i 2024, oplyser ministeren.

SVM-regeringen arbejder for et forbud mod PFAS generelt på EU-plan. Regeringen vil desuden begrænse brugen af PFAS i Danmark.

I den forbindelse er forbuddet i brandslukningsskum næste skridt.

Maria Reumert Gjerding, der er præsident Danmarks Naturfredningsforening, kalder det for et lille skridt i den rigtige retning. Hun efterlyser mere handling.

”Vi er glade for, at regeringen nu anerkender, at PFAS kan reguleres nationalt i Danmark.”

”Men det her er et meget lille skridt, i forhold til hvor stort problemet med PFAS er. Vi havde håbet på, at miljøministeren ville udbrede forbuddet til flere områder og i bedste fald indføre et generelt nationalt forbud,” siger hun i en skriftlig kommentar.

Tekstilområdet er det næste område, som man fra regeringens side vil se på nationalt.

PFAS-stoffer er nyttige mange steder og bruges blandt andet til at imprægnere regntøj, så det bliver vandafvisende.

Men de er også skadelige. PFAS ophober sig i blod, organer og miljø og kaldes ”evighedskemikalier”, da de er svære at nedbryde.

De mistænkes også for at øge risikoen for kræft.

I 2020 blev PFAS forbudt i fødevareemballage af pap og papir i Danmark, og Danmark og flere andre vil have et EU-forbud mod stofgruppen.

Et udkast skal præsenteres i Bruxelles i februar. Flere partier vil dog have et nationalt forbud, da det kan tage år, før et EU-forbud er klar.

Sidstnævnte bekræfter Heunicke tirsdag. Arbejdet med et EU-forbud og dernæst indfasning er langvarig.

Regeringen har varslet en national handlingsplan på området. Status på den har Heunicke tidligere tirsdag givet miljøordførerne fra Folketingets partier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også