Debat: Kommuner frarøver boligejere mulighed for varmepumper

Flere kommuner ”låser” områder til fjernvarme og fratager dermed boligejerne muligheden for at søge om tilskud til en varmepumpe, skriver Varmepumpeindustrien i dette debatindlæg.
Foto: Bosch Varmepumpe/pr
Foto: Bosch Varmepumpe/pr
Af Jens Bredning, Direktør i Bosch Home Comfort og Bestyrelsesmedlem i Varmepumpeindustrien, og Brian Nielsen, udvalgsformand i Varmepumpeindustrien

”Kan jeg få fjernvarme?” ”Hvad er udsigterne til, at vi får et fjernvarmetilbud?” Sådan har det efterhånden lydt i uger, måneder og sågar år fra flere boligejere rundt om i landet. Fortvivlede og forvirrede har de ventet på muligheden for at overgå fra gas og olie til en grønnere varmekilde, men for manges vedkommende har det endnu været uden held. Det har sat boligejerne i en venteposition, hvor de hverken kan gøre fra eller til.

En del af årsagen findes i, at nogle kommuner endnu ikke har fået lavet analyserne omkring udrulningen af fjernvarme i deres områder. I 2023 har de nemlig haft mulighed for at ”låse” bestemte områder med ”forventninger om fjernvarme”. 

Konsekvensen er, at boligejere i disse områder frarøves muligheden for at søge om tilskud til en varmepumpe som et alternativ til den fjernvarme, de måske ­– eller måske ikke – får engang ude i fremtiden.

Vi ser lige nu flere eksempler på boligejere, der ikke har kunnet søge om tilskud til en varmepumpe, fordi kommunen har ”låst” området til fjernvarme. Som boligejer med korte udsigter til fjernvarme kunne man hurtigt fristes til at tage sig til takke med dette. 

Men det er kun indtil, man kigger i fjernvarmeplanen. For nogle boligejere kan se frem til at vente hele 10-15 år, før kommunen forventer at påbegynde fjernvarmeudrulningen i 2032-2037.

Vi bliver nødt til at indse, at kommunernes handlen kan resultere i forhaling af den grønne omstilling. For faktum er, at hvis Hans og Vibeke har en gaskedel, der er ca. 15 år gammel og ønsker at udskifte den, så skal de enten vente 10 år på­ at få fjernvarme eller kigge langt efter at få en varmepumpe grundet manglende tilskud. Og hvad er resultatet? Forståeligt nok overvejer Jens og Vibeke, om løsningen i stedet skal være en ny gaskedel.

Samtidig er der eksempler på, at områder med manglende tilslutning, hvor kommuner forgæves har prøvet at udrulle fjernvarme, fortsat er registreret som fjernvarmeområder. Ikke kun måneder efter, men også 1-2 år efter. 

Hvorfor skal vi ignorere, at boligejerne har sagt nej til fjernvarme? Hvorfor skal vi sætte en stopper for, at boligejerne kan søge tilskud til andre grønne alternativer? 

Kommunerne gør sig dommer over, hvem der skal have mulighed for at søge om tilskud til en grønnere varmeløsning til gas og olie. Og det er til trods for, at de enten allerede har sagt nej til et fjernvarmetilbud, eller at de har lange udsigter til fjernvarme i deres område. 

Resultatet bliver nedprioritering af boligejernes økonomi og forhaling af den grønne omstilling.

(Dette debatindlæg er leveret i samarbejde med vores søstermedie EnergiWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også