Avis: Rusland forsøger at blokere dansker som FN-miljøchef

Rusland beskylder dansk leder af FN’s miljøprogram for at politisere. Bag ligger vrede over Vesten og Ukraine.
Foto: UNEP/SG's Office
Foto: UNEP/SG's Office
AF RITZAU

FN’s generalsekretær, António Guterres, har gjort det klart, at han ønsker at forlænge den danske leder for FN’s miljøprogram (UNEP) i yderligere fire år.

Men der er kastet grus i maskineriet, skriver den britiske avis Financial Times.

Rusland forsøger at blokere for, at generaldirektør Inger Andersen får en ny periode som leder af UNEP. Det siger en række personer, der er bekendt med forløbet, til avisen.

Diplomater siger ifølge avisen, at det er et forsøg fra Rusland på at hævde sig på verdensscenen. Og det er et forsøg på at underløbe de vestlige lande, der har fordømt Ruslands invasion i Ukraine.

Den russiske modstand er formuleret i et nyligt såkaldt non-paper. Her giver Moskva udtryk for sin modstand over for at forlænge Inger Andersen på posten som generaldirektør for UNEP.

Ruslands FN-mission skriver i en udtalelse til Financial Times, at en række vestlige lande har ”monopoliseret” rollen som generaldirektør. At det er vigtigt, at denne person skal være en ”oprigtig mægler”.

Her har Inger Andersen ifølge russerne svigtet ved at ”fremme vestlige og i særdeleshed europæiske miljøprioriteringer”. Hun har ”politiseret” UNEP’s beslutninger, hedder det.

”Det er en fortælling, som de (Rusland, red.) forsøger at fremme i FN, at det er Vesten mod resten,” siger en diplomat.

Inger Andersen har i mange år arbejdet med internationale miljøspørgsmål. Blandt andet i en lang årrække i Verdensbanken.

I oktober sendte UNEP en rapport på gaden efter anmodning fra den ukrainske regering. Den beskrev de ødelæggende konsekvenser for miljøet i Ukraine som følge af den krig, som Rusland har påført landet.

Rusland kan få held til at få sagen om Inger Andersen løst ved en afstemning i FN’s Generalforsamling.

Men Rusland vil behøve opbakning fra mindst halvdelen af de 193 medlemslande. Det er næppe sandsynligt, siger kilderne til Financial Times.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også