EU-sanktioner: 70 procent af Ruslands banksektor rammes

EU’s nye sanktioner mod Rusland rammer fem områder: Banker, energi, transport, teknologi og visumpolitik.
EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen på EU-topmødet torsdag aften. | Foto: JOHANNA GERON/REUTERS / X07006
EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen på EU-topmødet torsdag aften. | Foto: JOHANNA GERON/REUTERS / X07006
AF RITZAU

De 27 EU-landes ledere er enige om en sanktionspakke, der både skal ramme centrale sektorer og personer i Rusland.

Det blev meldt ud på et pressemøde natten til fredag efter afslutningen af et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles. Her fastslår EU-lederne, at Rusland har gennemført en ”invasion” af Ukraine.

Ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er der fem søjler i sanktionspakken.

1. søjle: Banker

Her vil 70 procent af Ruslands bankmarked blive ramt af sanktionerne fra EU-landene.

”Det vil afskære Rusland fra de vigtigste finansielle markeder,” sagde Ursula von der Leyen på pressemødet.

Ifølge EU-Kommissionens formand vil det føre til øgede låneomkostninger og få inflationen til at stige i Rusland.

2. søjle: Energi

Den anden del af sanktionspakken skal ramme Ruslands energisektor. Her vil EU indføre et forbud mod eksport af vigtige komponenter til olieraffinaderier i Rusland. Det skal på længere sigt gøre det umuligt for Rusland at opgradere raffinaderierne.

”Vi er for afhængige af Rusland på energiområdet. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at mindske vores afhængighed af olie, gas og kul fra Rusland,” sagde von der Leyen.

3. søjle: Transport

Den tredje søjle er transportsektoren. Her vil EU indføre forbud mod salg af alle reservedele til fly.

”Det vil ramme en central sektor i Rusland og svække transportforbindelserne i landet. Tre fjerdedele af Ruslands nuværende fly i den kommercielle luftfart er bygget i Europa, USA og Canada,” sagde Ursula von der Leyen.

4. søjle: Teknologi

Den fjerde søjle i sanktionspakken er at begrænse Ruslands adgang til vigtig teknologi.

”Vi vil ramme adgangen til teknologi, som er nødvendig for, at Rusland kan få fremgang,” lød det fra Ursula von der Leyen.

5. søje: Visum

Den femte søjle er en opstramning af visumpolitikken.

”Diplomater og forretningsfolk vil ikke længere have privilegeret adgang til EU,” siger Ursula von der Leyen.

Hun fastslår, at EU’s sanktioner er tæt koordineret med USA, Storbritannien og Canada.

”Men nu slutter Sydkorea, Japan og Australien sig også til os. Enighed er vores styrke. Det ved Kreml. De har forsøgt at splitte os, men de har fejlet fuldstændigt. Vi er mere samlet end nogensinde,” sagde von der Leyen og tilføjede:

”Putin forsøger at tegne Europas landkort på ny med magt. Han må, og han vil fejle.”

Velux lukker al aktivitet i Ukraine efter invasion - men holder russisk kontor åbent

Dansk rådgivningsvirksomhed bremser alle projekter i Ukraine

Grundfos om russisk angreb i Ukraine: ”Vi er i fuld krise-mode”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også