EU-Parlamentet kræver al asbest fjernet før renoveringer

Der er behov for handling mod asbest forud for millioner af renoveringer kommende år, siger Nikolaj Villumsen.
Foto: Stine Bidstrup/IND
Foto: Stine Bidstrup/IND
AF RITZAU

Der skal gøres mere for at beskytte arbejdere mod det kræftfremkaldende stof asbest.

Sådan lyder opfordringen fra et stort flertal i EU-Parlamentet, der har vedtaget en rapport om bekæmpelse af asbest i Europa.

Med vedtagelsen af rapporten beder parlamentarikerne EU-Kommissionen om at fremlægge en europæisk strategi for at fjerne al asbest i Europa.

Nikolaj Villumsen, EU-parlamentariker for Enhedslisten, er ordfører bag rapporten.

"Hvert år dør tusindvis af bygningsarbejdere, fordi de ikke har været beskyttet godt nok mod asbest. Derfor er jeg også vanvittigt glad for, at det er lykkedes os at samle et stort flertal bag kravet om få fjernet al den dødsensfarlige asbest i Europa. Det er historisk og vil komme til at redde menneskeliv," siger han i en skriftlig kommentar.

EU-parlamentarikerne har særligt fokus på at fjerne asbest, fordi EU-Kommissionen planlægger, at 35 millioner bygninger skal renoveres inden 2030.

I den forbindelse bør der være obligatorisk screening for asbest. Og al asbest bør være fjernet, inden renoveringsarbejdet begynder, lyder opfordringen.

"Asbest er den absolut største årsag til arbejdsrelateret kræft. Bygningsarbejdere risikerer dagligt at møde den dødsensfarlige asbest. Derfor er der akut brug for handling. Og derfor er det positivt, at et massivt flertal i EU-Parlamentet nu kræver, at de kommende års millioner af klimarenoveringer af europæiske bygninger går hånd i hånd med en styrket indsats mod asbest, siger Nikolaj Villumsen.

Asbest er et farligt kræftfremkaldende stof, som er blevet anvendt i hele verden i blandt andet byggematerialer.

Det forårsager mellem 30.000 og 90.000 dødsfald om året i EU, hovedsageligt på grund af arbejdsrelateret kræft.

80 procent af de arbejdsrelaterede kræftformer, der er anerkendt i Europa, er asbestrelaterede.

Det er EU-Kommissionen, der har beføjelse til at fremsætte lovforslag i EU-regi.

Den vedtagne rapport skal derfor ses som en opfordring fra EU's folkevalgte - EU-parlamentarikerne - til kommissionen om at sætte fokus på asbest.

Forhandlere spår dansk guldmine i central EU-lovgivning

Vestager vil forenkle EU-regler for at fremme statsstøtte til grønne projekter 

EU vil opfordre til mere ambitiøse nationale mål ved COP26 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også