CleantechWatch

Briter vil reducere CO2-udslip med 78 procent i 2035

Det er næsten 15 år tidligere end hidtil planlagt, og det er et af de mest ambitiøse miljøpolitiske mål, som noget industriland har sat sig.

Foto: Jessica Taylor/VIA REUTERS / X80001

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil forpligte sit land til at reducere CO2-udslip med 78 procent i 2035.

Det er næsten 15 år tidligere end hidtil planlagt, og det er et af de mest ambitiøse miljøpolitiske mål, som noget industriland har sat sig.

Johnson vil ifølge Reuters fremsætte sit løfte i denne uge forud for et virtuelt klimatopmøde 22. og 23. april med USA's præsident, Joe Biden, som vært. Det sker dermed også, inden Storbritannien er vært for FN's klimakonference (COP26) i november i Glasgow.

Reuters citerer en kilde, som "har godt kendskab til situationen".

The Financial Times skriver, at udslip fra international flytrafik og shipping formentlig vil være inkluderet i målsætningen.

"Vi vil fastsætte vores ambition for Carbon Budget 6 om kort tid, og der vil blive taget hensyn til de seneste anbefalinger fra Storbritanniens lovgivende klimaforandringsudvalg," siger en talskvinde for Erhvervsministeriet i London.

Den britiske undervisningsminister, Gavin Williamson, siger til Sky News, at Johnson altid har gjort det klart, at landet vil være globalt ledende med hensyn til at skære ned på udslip af drivhusgasser.

"Vi var det første land, som ved lov har forpligtet sig til at være netto-nuludleder. Vi anerkender, at vi står over for store udfordringer, og at der vil blive tale om betydelige investeringer," tilføjer han.

Oppositionspartiet Labour og miljøgrupper byder den britiske regerings ambitioner velkommen, men advarer om, at der mangler en politik, som gør regeringen i stand til at levere, hvad den lover.

Ed Miliband, Labours erhvervsordfører, siger, at Johnsons regering nu må forene "retorik med realpolitik" og udvise beslutsomhed i handling.

Caroline Lucas, som er den eneste parlamentariker fra Det Grønne Parti, siger, at regeringen nu må opgive planer om vejbyggerier og lade fossile brændstoffer forblive i jorden.

Britisk finansminister vil sende millioner afsted til grøn omstilling

EU ser frem til at tackle klimaforandringer sammen med Biden

Aftale mellem EU og UK på plads

Mere fra CleantechWatch

Cowi-direktør: I det brede billede er STEM-optaget steget

Manglen på kandidater med STEM-uddannelse er højaktuel for rådgivningsvirksomheden Cowi, men årets dalende optag af studerende skaber ikke panik på ledelsesgangen. Tallene skal ses i et bredere billede, lyder det fra adm. direktør.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs