EU ser frem til at tackle klimaforandringer sammen med Biden

EU-Kommissionens formand har store forhåbninger til samarbejdet med USA's nye præsident, Joe Biden.
"Vi skal bekæmpe klimaforandringer sammen, overkomme denne pandemi og genopbygge multilateralismen," siger von der Leyen. | Foto: JOHN THYS/AFP / AFP
"Vi skal bekæmpe klimaforandringer sammen, overkomme denne pandemi og genopbygge multilateralismen," siger von der Leyen. | Foto: JOHN THYS/AFP / AFP
af ritzau

Formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen ser frem til i Joe Biden at have en ven i Det Hvide Hus, som sammen med Europa kan bekæmpe klimaforandringer, få styr på coronapandemien og genopbygge multilateralismen.

Von der Leyen siger onsdag, at EU og USA's nye præsident, Joe Biden, kender hinanden og kan lide hinanden.

Derfor er har hun store forhåbninger til samarbejdet.

"Vi er begge klar over, at vi nu er nødt til at udvikle en global dagsorden. Vi skal slå vores kræfter sammen og håndtere store emner, som er foran os."

"Vi skal bekæmpe klimaforandringer sammen, overkomme denne pandemi og genopbygge multilateralismen," siger von der Leyen.

Forholdet mellem EU og USA har været vaklende under de fire år med Donald Trump som præsident. Der har særligt været spændinger på handelsområdet.

På Twitter skriver von der Leyen, at Europa er klar til en "frisk begyndelse".

Von der Leyen, som er den første kvindelige formand for EU-Kommissionen, benyttede også lejligheden onsdag til at sende en særlig lykønskning til den nye vicepræsident, Kamala Harris.

Harris er den første kvindelige vicepræsident i USA's historie.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, siger i det britiske parlament, at han ser frem til at arbejde sammen med Biden og forbedre samarbejdet mellem de to lande.

Johnson fremhæver, ligesom von der Leyen, prioriteter i samarbejdet som at bekæmpe klimaforandringer og coronapandemien.

I Sydeuropa erklærer Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, Bidens sejr ved præsidentvalget en sejr for demokratiet. Han lægger ikke skjul på, at han er glad for, at Trump ikke længere er at finde i Det Hvide Hus.

"For fem år siden troede vi, at Trump var en dårlig joke. Men fem år senere fandt vi ud af, at han bragte intet mindre end verdens mest magtfulde demokrati i fare," lyder det fra Sánchez.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også