Grønne ambitioner og sorte tal på bundlinjen går hånd i hånd, når dansk økonomi skal genvinde fordums styrke efter coronakrisen. Vejene til at nå målsætningen om at reducere dansk CO2-udledning med 70 pct. i 2030 bør findes i tiltag, der skaber arbejdspladser og vækst.

Når olie- eller naturgasfyret hjemme i kælderen eller bryggerset viger pladsen til fordel for en varmepumpe, giver det arbejde til producenter og installatører. Når ladestandere til fremtidens mange flere elbiler sættes op, kræver det gravearbejde og opsætning. Når der etableres mere vedvarende energi, giver det ordrer i bøgerne hos danske virksomheder i hele produktions- og opsætningskæden.

Der er ingen tid at spilde, når politikerne i denne tid diskuterer og forhandler det klimaudspil, som regeringen fremlagde i maj måned.

Hastværket kommer både fra en økonomisk virkelighed, der i år 2020 står til at skrumpe med 5,3 pct. som følge af coronakrisen, og det kommer fra en klimakrise, der ikke venter på nogen. Vi hverken kan eller skal glemme klimaet, fordi covid-19 har ramt os.

Tværtimod er her en mulighed for at gøre vækstpolitik til klimapolitik – og omvendt.

På skuldrene af partnerskabet for energi og forsyning præsenterede Dansk Energi i april en grøn strakspakke, der kan sætte skub i udviklingen og efterspørgslen på arbejdskraft i hele landet og samtidig rykke samfundet nærmere den omstilling, vi ikke kommer udenom. Det sker ved at fremrykke klimainitiativer, som allerede er besluttede og ved at gennemføre de forslag, som klimapartnerskabet har leveret.

Vi foreslår et farvel til olie- og naturgasfyr, elektrificering af dansk erhvervsliv i form af industri, landbrug mv., udbygning af ladeinfrastrukturen for elbiler, investeringer i vedvarende energi, så vi også i fremtiden har nok el, udbygning af elnettet, så infrastrukturen er på plads og de første investeringer i Power-to-X.

Mange – herunder mig selv – har kritiseret regeringen for, at udspillet hverken er en fuld klimaplan eller ambitiøst nok.

Regeringen har i sit klimaudspil leveret gode takter og fortjener markant ros for netop at have valgt klima som det første område, hvor der skal vedtages ny politik efter nedlukning af Danmark. Det viser en ægte vilje til at prioriterer klima før f.eks. velfærdsudspil og sender et vigtigt signal om, at nu gælder det konkret handling.

Mange – herunder mig selv – har kritiseret regeringen for, at udspillet hverken er en fuld klimaplan eller ambitiøst nok. For energisektoren er det selvsagt et problem, fordi det fortsat er for diffust og uklart, hvilken rolle grøn energi skal spille i fremtiden. Dermed er det også uklart, hvilken energiinfrastruktur og grøn energiproduktion der skal udvikles for at kunne servicere kundernes fremtidige behov. Det må så komme til september.

Ser man isoleret på det, som ligger på bordet, er der meget godt at sige. Det er positivt, at der satses på to energiøer. Vi har i både Øster- og Nordsøen en oplagt chance for at producere grøn strøm med havvind, som også kan eksporteres til det øvrige Europa. Ambitionerne bør dog hæves fra de 4.000 MW til 6.000 MW, og der skal virkelig sættes turbo på etablering af både de to energiøer og udbud af havvindmølleparkerne. 

Det er også rigtig positivt, at der lægges op til en historisk sænkelse af elvarmeafgiften. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, og der bør sendes et klarere signal om, at naturgas sammen olie skal ud af boligopvarmningen - både den individuelle og kollektive.

Jeg frygter, at midlerne afsat til udvikling af nye løsninger er utilstrækkelige. Særligt savner jeg markant flere midler til industrialisering af Power-to-X.

Dernæst mangler der klarhed over, hvordan reguleringen af både elnet og fjernvarme justeres, så hver infrastruktur kan understøtte kundernes fremtidige energibehov. Jeg forventer, at folketingets partier skubber udspillets indhold i en mere ambitiøs retning, men også at forhandlingerne lander på denne side af sommer.

Aftalen kan med fordel suppleres af en mere markant tilkendegivelse af, at der til september kommer en mere klar klimastrategi på bordet. Den skal indeholde tydelige ambitioner for de enkelte sektorer kombineret med større klarhed over, hvordan klimapolitikken skal finansieres i fremtiden.

Regeringens klimaudspil er måske nok den nødvendige prolog på rejsen til Paris. Og som bekendt består et cykelløb af flere etaper, hvilket også er rimeligt, når det gælder realisering af 70 pct.-målet. Men vi vil gerne kende ruten fra løbets start, og vi vil gerne vide, om løbet rent faktisk ender i Paris.

Så kære regering og forligskreds bag klimaloven: Det er nu det gælder. Land en aftale om prologen før sommer, og lad os få klarhed over resten af turen til september.

Radikale savner kroner og øre i regeringens PtX-planer

Grøn renoveringsbølge kan opskalere forretningen hos varmepumpeudvikler 

Intelligent varmepumpeanlæg kan trække billig strøm og forhindre varmespild