Østergaard åbner for at udskyde deadline for klimaplan

De Radikale har truet med at vælte regeringen, hvis ikke der er aftale om en klimaplan på plads 5. juni.
Foto: LISELOTTE SABROE//
Foto: LISELOTTE SABROE//
Af Ritzau

De Radikales leder, Morten Østergaard, åbner for at udskyde deadline for en klimaaftale i lyset af corona-epidemien. Udmeldingen kommer, i kølvandet på at Folketingets partier torsdag præsenterede en stor hjælpepakke til kriseramte virksomheder.

Morten Østergaard har tidligere truet med at vælte regeringen, hvis ikke der er en aftale om en klimaplan på plads 5. juni. Den skulle vise vejen frem mod, at Danmark kan indfri 2030-målet om 70 procents reduktion i drivhusgasserne.

Holder jeres deadline den 5. juni stadig, eller er den taget af bordet?

"Det kommer helt an på, hvordan tingene udvikler sig. Vi stiller kun rimelige krav. Det var et rimeligt krav, da vi stillede det. Om det stadigvæk er det, når vi er på den anden side af det her, må vi se på," siger Morten Østergaard til Ritzau.

Til Politiken sagde Morten Østergaard den 26. februar i år:

"Det helt korte budskab er, at uden en klimaplan og handling er der ikke nogen regering."

Adspurgt, om de Radikale trækker støtten til regeringen, hvis aftalen ikke er på plads inden 5. juni, svarede han dengang:

"Ja. Så kan vi ikke se os selv i øjnene, og så er fundamentet for regeringen væk."

Morten Østergaard understreger torsdag over for Ritzau, at "klimaet ikke kan vente" trods corona-epidemien.

"Derfor er det et spørgsmål om, hvorvidt folketingsåret forlænges, så vi med det samme kan komme i gang," siger han med henvisning til, at Folketinget kan arbejde efter den normale afslutning for folketingsåret 5. juni.

Desuden fortsætter forhandlingerne på lavere blus trods corona-epidemien, fremhæver Østergaard.

"Jeg er glad for, at vi er med elektroniske hjælpemidler og andet er i gang med at behandle de ting, der er kommet ind fra Klimarådet og klimapartnerskaberne. Det er også sket på møder i dag," siger han og fortsætter:

"Så klimaforandringerne stopper ikke, på grund af at vi har den her sundhedsrisiko. Derfor er vi nødt til at adressere dem så hurtigt, vi kan bagefter." 

Er det vigtigere for jer at gøre noget ved corona end ved klimaet? Den dyre hjælpepakke kan jo spænde ben for initiativer, man vil lave senere?

"Jeg har det sådan, at det her er et timeglas, der løber meget hurtigt i forhold til smittespredning. Derfor er vi nødt til at gøre de her ting. Så er der et timeglas, der løber for klimaet. Det løber nok lidt langsommere, fordi vi har et tiårigt sigte. Men det løber stadig. Derfor mener jeg ikke, at man kan lade den ene krise skygge for, at man tager skridt i forhold til den anden."

Hvor længe kan effekterne af coronavirussen fylde det hele? Er det et par måneder? Er det resten af året?

"Vi kan kun forlade os på det, som eksperterne siger omkring sådan en epidemi. At den har en tre til fire måneders cyklus. Problemet er, at vi er i opstarten. På et tidspunkt normaliserer vi igen. Men der bliver et stort økonomisk efterslæb. Det er derfor, at vi siger - både når vi bekæmper smittespredning og taler om økonomien - at der vil vi hellere gå et skridt for langt end for kort," siger Morten Østergaard.

Dansk Industri om coronakrisen: "Vi har ikke skrinlagt vores klimaambitioner, nu mangler vi bare politikerne"

Klimaministeriet: Arbejdet for den grønne omstilling er ikke sat i stå

Dan Jørgensen: Partiers kreativitet er afgørende i klimaplan 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også