Tidligere klimaminister advarer mod at forsømme bæredygtighed i alle investeringer

Der skal rykkes på bæredygtighed, og det er nu. Og det skal gennemsyre alle investeringer. Sådan lyder ikke bare opfordringen men også advarslen fra tidligere EU-Klimakommissær Connie Hedegaard til de danske banker og pensionsselskaber.
Foto: PR/Concito
Foto: PR/Concito
ANNE LOUISE HOUMANN

Ord som bæredygtighed og ESG (Environmental, Social and Governance) har i de seneste par år været faste temaer på investeringskonferencer. Men ifølge tidligere EU-Klimakommissær, Connie Hedegaard, så er det langt fra nok at tale om det og dedikere enkelte investeringer til det.

Rykker den danske finanssektor ikke nu, så risikerer de at blive kørt over af udviklingen.

"Klimavirkeligheden begynder at kunne mærkes og føles. Og derfor tror jeg, at vi nu ser et af de større drej. Så hvis man ikke som sektor forstår at rykke – og rykke med lidt større skridt – så vil man pludselig se sig selv omspændt af rigtig meget regulering," siger Connie Hedegaard, der siden 2015 har været formand for den grønne tænketank Concito.

FinansWatch møder den tidligere klimakommissær og danske klimaminister på den danske finansforening, CFA's, første nordiske investeringskonference, der løb af stablen torsdag. Interviewet finder sted, før Connie Hedegaard skal give et oplæg, der skal fungere som optakt til et af konferencens temaer om – netop bæredygtige investeringer.

"Jeg vil vise, hvorfor det med klima og bæredygtighed ikke er noget, der går over," fortæller Connie Hedegaard om sit indlæg.

"For sagen er bare, at politikere – både i Danmark, EU og i Norden – lige nu er dybt optagede af, hvordan de kan levere på alle de klima- og bæredygtighedsudfordringer. Det er så højprofileret nu, at hvis sektoren ikke kan det, så er det en kæmpe politisk risiko."

Ryk eller blev reguleret

Derfor nytter det i hendes øjne ikke at indføre bæredygtige principper inden for enkelte områder. Det skal gennemsyre alle investeringer og alle produkter.

"Det skal gøres til en mainstream ting – altså ikke kun noget for de kunder, der aktivt kommer og spørger til det. Hvis man ikke forstår det, så vil man lige om lidt opleve, at der bliver reguleret mere og mere – og sikkert også på måder, man ikke lige synes var særlig klogt," siger hun.

For nylig talte hun om bæredygtighed i en forsamling af bankdirektører, som efterfølgende blev spurgt, om de så mærker, at kunderne efterspørger bæredygtige investeringer. Og her kunne en nordisk storbank berette, hvordan man ligefrem var tæt på at blive kørt over i Sverige, hvor efterspørgslen efter bæredygtige investeringer kom rullende som en bølge. Der stod banken uden ordentlige produkter og ordentlige svar.

"Før har vi set forandringer ske i et nogenlunde fornuftigt tempo. Men hvis du ser på biler og transport, på kød og diæter, så er det gået stærkere, end nogen havde forestillet sig. Det, tror jeg, kommer til denne sektor også, og derfor er det sidste chance, hvis man selv vil præge tingene," siger Connie Hedegaard.

Fra frivllighed til obligatorisk

Tror du den danske finanssektor er klar over det? Den danske pensionssektor benytter i øjeblikket enhver lejlighed til at nævne deres ESG-tiltag...

"Det er jo også fint. Men gør de nok?" siger Connie Hedegaard og fortsætter:

"Det er jo stadig sådan, at når man går ned i sin bank, så er den begyndt at have noget på hylderne. Men derfra og så til at have det fuldstændig integreret i forretningen som noget helt naturligt, der er de ikke. Og der tror jeg, de skal se at komme."

Fra EU er der ny regulering på vej. Her har man truffet principbeslutninger om, at det skal være meget mere synligt over for pensionsinvestorer og almindelige investeringskunder, hvad der er grønt og bæredygtigt i investeringerne.

"Foreløbig bliver det frivilligt, om man vil vise, hvad ens klimarisici er. Men det bliver ikke længe. Lige om lidt så er det obligatorisk. Dine store kunder vil vide, hvad der er hvad, og kan du ikke svare, så tror jeg simpelthen, at du mister kunder," siger Connie Hedegaard.

Ikke særlig lang tid

Hvor lang tid har den danske finanssektor til at omstille sig?

"Jeg tror ikke, at de har særlig lang tid. Jeg er absolut ikke investeringsekspert. Men det er kun fire år siden, at dette her begyndte at poppe op på pensionskassernes generalforsamlinger. Og her endte langt de fleste kasser med at konkludere: nej, det skal vi da ikke – vi skal kigge på afkastet. Det er derfor, vi blev sat i verden," lyder det fra den tidligere klimakommissær.

Men også her ser hun forandring. I søndags havde MP Pension en helsidesannonce i søndagsaviserne om at nu ændrer vi 660 mio. kr. investeringer fra sort til grønt.

"Men vi ser også store globale spillere rykke. Og der tror jeg, at man som en lille nordisk sektor kan blive sat bagud, fordi det pludselig er nogle andre, der har de rigtig interessante produkter," siger Connie Hedegaard.

Gå selv til truget

Fredag er der verden over klimademonstrationer i mere end 150 lande, og i Danmark er der anmeldt demonstrationer i 12 byer. Det er udtryk for, at tingene går hurtigt i øjeblikket og endnu et vink om, at agere, mens tid er.

"Ledelserne inden for politik, erhvervsliv og på investorsiden, er nok grundlæggende er enige med mig i, at den sociale markedsøkonomi trods alt nok den bedste samfundsmodel. Derfor påhviler der dem altså et stort ansvar for at vise, at man kan levere og ikke kun snakke. For ellers tror jeg vi får en ekstremt polariseret debat lige om lidt," siger Connie Hedegaard og fortsætter: 

"Derfor er der en risiko for, at vi ser en virkelig polarisering, hvor noget af det godt kan slå ud i en virkelig ideologisk krig. Og jeg tror, at hvis man lige præcis er finanssektor – der jo i forvejen døjer lidt med imaget – så er det nok en god idé ikke at vente på at blive trukket hen til truget, men faktisk selv komme med."

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FiansnWatch.)

Dansk Energi og DI former ny alliance i kampen mod klimaforandringer

Frederiksen vil skrive klimakontrakt med erhvervslivet – Marienborg-møder skal fjerne knaster 

Hver tredje studerende kræver grøn profil hos virksomheder 

Ung iværksætter: Private virksomheder har også et ansvar for klimakrisen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også