FLSmidth forfremmede ansatte der var involveret i korruptionssag

To professorer undrer sig over forfremmelse af FLSmidth-ansatte, der var involveret i korruptionssag.
Foto: FLSmidth/PR
Foto: FLSmidth/PR
Af Ritzau

FLSmidth gav i 2015 to ansatte en advarsel for at have sagt ja til at betale to millioner euro under bordet i forbindelse med en aftale i Tunesien.

FLSmidth har beklaget og kaldt det en fejl, men siden er begge de to ansatte blevet forfremmet. Det skriver Jyllands-Posten.

I 2015 fandt en advokatundersøgelse, at de to ansatte havde "brudt interne retningslinjer" i FLSmidth. Den ene af de to ansatte er også idømt fem års fængsel i Tunesien for sin rolle i sagen.

Sagen kom et par år efter, at FLSmidth havde tilsluttet sig FN's 10 "Global Compact"-principper. 

Det tiende af de principper lyder ifølge Jyllands-Posten: Virksomheder bør modarbejde alle former for korruption herunder afpresning og bestikkelse.

Alligevel gik der ikke et år fra FLSmidths advokatundersøgelse til, at den ene af de to ansatte var blevet forfremmet. Det har Jyllands-Posten fundet på den ansattes profil på det sociale medie LinkedIn.

Og senere blev også den anden af de ansatte forfremmet, fremgår det af vedkommendes profil på LindkedIn.

Ifølge professor emeritus i ledelse Steen Hildebrandt skær kontrasterne mellem FLSmidths erklæringer og handlinger lidt i øjnene.

"Jeg undrer mig over, at man ikke er nødt til at skille sig af med medarbejdere, der så klart bryder med både den gældende lovgivning men også virksomhedens egne etiske formuleringer og Global Compact-formuleringerne," siger han til Jyllands-Posten.

Professor i virksomhedsetik på Roskilde Universitetscenter Jacob Dahl Rendtorff er enig.

"Det får virksomhedens etikprogram til at se noget påklistret ud," siger han til Jyllands-Posten.

Professor emeritus Flemming Poulfelt fremfører, at hvis man ikke fyrede de to ansatte i første omgang, vil det være unfair ikke at kunne lade dem forfremme senere.

FLSmidth vil ikke kommentere enkelte medarbejderes karriereforløb. 

Men en medarbejder ville ikke slippe med en advarsel for samme forseelse i dag, oplyser kommunikations- og marketingsdirektør Flemming Voetmann til Jyllands-Posten.

FLSmidth lovede at bekæmpe korruption og gjorde det modsatte

FLSmidth er involveret i sag om korruption for millioner

FLSmidth-topchef: Et år med udfordringer, men også succes 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også