Cowi vinder millionopgave ved Høfde 42

Cowi har vundet en af de ”vigtigste opgaver i lang tid” og skal bistå Region Midtjylland som bygherrerådgiver i det indledende arbejde med oprensningen af generationsforureningen ved Høfde 42.
Foto: Region Midtjylland/PR
Foto: Region Midtjylland/PR

Det bliver rådgivningsvirksomheden Cowi, der skal bistå Region Mildtjylland med rådgivning i forbindelse med oprensningen af den omfattende generationsforurening ved Høfde 42.

Kontrakten med rådgiveren beløber sig i alt til omkring 12 mio. kr. for hele projektperioden, og Cowi skal blandt andet levere ekspertise og være den faglige sparringspartner og ”vagthund” undervejs, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Hos rådgiveren kalder man det en af de ”vigtigste opgaver i lang tid”, og projektdirektør Anders Plovgaard fortæller, at man glæder sig til at sætte det ”første grønne punktum” i sagen om kemikalievirksomheden Cheminovas forurening tilbage i 1950’erne og 60’erne.

”Forureninger i denne kaliber er heldigvis en undtagelse. Så meget des vigtigere bliver det at bruge vores erfaring fra håndteringen af denne sag til at løse de øvrige generationsforureninger,” lyder det fra projektdirektøren, der skal stå i spidsen for i alt 20 specialister fra både ind- og udland, når Cowi går i gang med opgaven.

Som bygherrerådgiver skal Cowi være med både før, under og efter oprensningen og blandt andet bistå med planlægning og udbud, selve oprensningen og efterfølgende reetablering af strandområdet ved forureningen, hvor der skal føres tilsyn og laves kontroller.

Selvom 12 mio. kr. ifølge Region Midtjylland kan lyde af meget, så fylder beløbet kun en lille del af den samlede projektsum på 250 mio. kr., som regionen har afsat til opgaven.

Samtidig har der ikke været råd til at undvære en bygherrerådgiver på så stort et projekt, for det ”kan blive rigtigt dyrt” ikke at gøre det hele rigtigt første gang, fortæller leder af Region Midtjyllands jordforureningskontor, Morten Bondgaard.

Derfor er 12 mio. kr. ifølge regionen penge godt givet ud.

”Vi ved selv rigtig, rigtig meget om jordforureninger. Men vi får brug for hjælp til for eksempel kemisk viden, viden om kystsikring og risiko for oversvømmelser og om rensemetodernes konsekvenser for omgivelserne,” siger han.

I aftalen med Cowi er der desuden en option på bygherrerådgivning i forbindelse med oprensningen af Cheminovas gamle fabriksgrund ikke langt fra Høfde 42, der ligeledes er betegnet som en generationsforurening og har næsten samme omfang og karakter som forureningen ved Høfde 42.

Oprensning i udbud til efteråret

Samarbejdet mellem Cowi og Region Midtjylland er sat til at gå i gang allerede denne uge. Sideløbende er de indledende undersøgelser af høfden blevet iværksat.

Her vil man blandt andet foretaget geotekniske undersøgelser for at få mere nøjagtig viden om undergrundens stabilitet, hvilket ifølge Region Midtjylland kan være nyttig viden for de virksomheder, der planlægger at byde på selve opgaven med oprensningen af giftgrunden, der forventes at blive sendt i udbud til efteråret.

Som CleantechWatch tidligere har beskrevet, blev der i efteråret afsat i alt 630 mio. kr. til oprensningen af generationsforureninger frem mod 2025 på finansloven.

Mere konkret har partierne bag finansloven afsat 50 mio. kr. i 2021, 100 mio. kr. i 2022, 155 mio. kr. i 2023, 150 mio. kr. i 2024 og 175 mio. kr. i 2025.

Aftalepartierne blev i forbindelse med finansloven samtidig enige om, at generationsforureningerne ved Himmark Strand, Kærgård Klitplantage, det tidligere Grindstedværket, Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund skal prioriteres først.

Ifølge Region Midtjylland forventes oprensningen af Høfde 42 at kunne gå i gang i andet halvår af 2022.

Aftaler om inddæmning af Cheminova-forurening står til at bortfalde

Nordic Waste vil spinde guld på generations-forureninger med ”banebrydende” anlæg

Cheminovas tidligere ejer giver 125 millioner til oprydning af Høfde 42

Flere danske miljøvirksomheder melder sig klar til oprensning af giftgrunde

Finanslov afsætter 630 millioner kroner til oprydning af store giftgrunde

Omdiskuteret Danfoss-forurening klar til oprensning næste år

Virksomheder står klar til at rense Danmarks store giftgrunde – men pengene mangler

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også