CleantechWatch

Dansk vækst trækker i den rigtige retning i Swecos første kvartal

Mens coronakrisen og et udfordrende marked fortsat har sat sine spor i Swecos første kvartal, så leverer blandt andet den danske forretning organisk vækst – godt hjulpet på vej af et boom i vand- og miljøopgaver.

Foto: Tobias Regell/Sweco

Trods "solide" marginer og en smule positiv organisk vækst på nogle markeder – herunder i den danske forretning – formår rådgivningsvirksomheden Sweco ikke at levere på samme niveau i årets første kvartal, der fortsat er presset af et udfordrende marked som følge af coronakrisen.

Det fremgår af det kvartalregnskab, som den svenske rådgivningsgigant tirsdag har præsenteret.

Trods udfordringer har rådgiveren dog præsteret at holde nogenlunde samme salgsniveau som samme periode sidste år og leverer en nettoomsætning på 5,54 mia. svenske kr. – en marginal tilbagegang sammenlignet med første kvartal af 2020, hvor nettoomsætningen lød på 5,68 mia. svenske kr.

Til gengæld viser resultatet af primær drift en større tilbagegang fra 630 mio. svenske kr. i første kvartal af 2020 til 540 mio. svenske kr. i dette års første kvartal med en ebita-margin, som er skrumpet fra 11,1 pct. sidste år til 9,8 pct. i år.

Rådgiveren hæfter sig dog ved en "stabil ordreindgang og ordrebog" og positiv fremgang på flere markeder.

"Jeg er glad for at se, at vi vinder den rigtige type projekter, og jeg er stolt over, at Sweco spiller en vigtig rolle i en bæredygtig transformation af samfundet," siger topchef i Sweco, Åsa Bergman, i en kommentar til regnskabet.

Det er særligt den danske forretning, der – sammen med Swecos forretning i Belgien, Tyskland, Centraleuropa og Holland – har trukket i den rigtige retning i løbet af kvartalet og har leveret organisk vækst til den svenske rådgivningsgigant.

Til gengæld har de negative implikationer fra coronapandemien fortsat trukket spor ind i regnskabsbøgerne, hvilket særligt har kunne mærkes på det britiske og norske marked, fremgår det af regnskabet.

På bunden læser kvartalets resultat efter skat 392 mio. svenske kr. mod 443 mio. svenske kr. for samme periode sidste år.

Vand og miljø trak opad i Danmark

I Sweco Danmark har forretningen mere specifikt set en fremgang i nettoomsætningen på lidt mere end 20 mio. svenske kr., og Danmark har dermed hentet 480 mio. svenske kr. hjem til moderselskabet.

Den organiske vækst justeret for kalendereffekter lander på seks pct. for perioden – godt hjulpet på vej af et højere antal medarbejdere, højere gennemsnitlige gebyrer og en højere faktureringsgrad, mens lavere indtægter fra underkonsulenter til gengæld har påvirket væksten negativt, fremgår det af regnskabet.

Resultatet af primær drift er vokset med godt 16 mio. svenske kr. med en ebita-margin, der samtidig er steget til vejrs fra 6,7 pct. i første kvartal af 2020 til 8,6 pct. i første kvartal i år.

I det store og hele var det danske marked "relativt stabilt" i årets første kvartal med en stabil efterspørgsel inden for vand- og miljøsektoren, der blandt andet blev drevet frem af klimarelaterede opgaver i de større byer, mens også opgaver inden for infrastruktur og byggesektoren fortsat tikkede ind.

Opkøbet af arkitektvirksomheden Kant Arkitekter, som den danske forretning købte i begyndelsen af sidste år, har desuden bidraget med godt fire pct. til væksten i løbet af første kvartal, fremgår det af regnskabet.

Fremadrettet er vores fokus på at udføre vores strategi og levere rentabel vækst.

Åsa Bergman, topchef i Sweco

De positive takter fra Danmark kommer i kølvandet på, at Sweco Danmark så sent som mandag denne uge annoncerede, at man som følge af en stigende efterspørgsel og øget ordretilgang kommer til at mangle mere end 100 nye medarbejdere i løbet af i år.

Den danske division er derfor gået på jagt efter godt 80 nye ingeniører og 25 arkitekter, der skal være med til at levere på projekter inden for den grønne agenda og såkaldte integrerede projekter, hvor rådgiveren forventer at se en fortsat vækst i ordretilgangen i løbet af året.

Aktuelt oplever divisionen for infrastruktur, vand og miljø – som også er blandt de områder, der har leveret vækst i løbet af årets første kvartal – det største medarbejderbehov med mangel på omkring 60 ingeniører, lød det mandag fra Sweco Danmark.

Sweco Danmarks adm. direktør, Dariush Rezai, definerede tidligere på året desuden en målsætning om at løfte den danske forretning op på et niveau, der kan konkurrere ikke bare med rådgivere som Cowi og Niras, men også med rådgivningskæmper som Rambøll.

Her gjorde direktøren det blandt andet klart, at kapital ikke er en begrænsning, og at man er klar til at slå til, hvis der byder sig opkøbsmuligheder på dansk grund.

"Vi skal ikke nødvendigvis være større end Rambøll, men vi skal i hvert fald være enten større end dem eller tæt på," sagde Dariush Rezai blandt andet i et interview med Børsen i april.

Fortsætter opkøbsfesten

Opkøb og vokseværk er også nøgleord hos den svenske moderkoncern, der trods den mindre tilbagegang i årets første kvartal fortsætter sit fokus og sin strategi med at købe op.

Det er Swecos "stærke økonomiske position", der tillader, at den strategi fortsat kan føres ud i livet, lyder det fra Åsa Bergman i en kommentar til regnskabet.

Sweco har allerede gjort alvor af sine planer i årets første kvartal, blandt andet med opkøbet af den belgiske rådgivningsvirksomhed Buur, der har speciale i byplanlægning og landskabsarkitektur.

I april annoncerede den svenske rådgiver igen to nye opkøb – det finske konsulenthus Gaia Consulting, der har speciale i bæredygtighed og tilføjer 60 nye ansatte til Swecos medarbejderstab, og Linja Arkkitehdit, som er et arkitektfirma ligeledes bestående af 60 medarbejdere, der har speciale i uddannelsesinstitutioner og bygge- og boligbranchen.

Åsa Bergman løfter ikke sløret for, hvilke slags virksomheder Sweco nu har i kikkerten, men rådgiverens "brede geografiske fodaftryk, mangeartede services og afbalancerede miks af offentlige og private kunde" sammenlagt med en "decentral forretningsmodel" vil give stabilitet fremadrettet, lover topchefen.

"Dette er en styrke, der har tjent os godt over tid og har fortsat med at gøre det gennem pandemien, inklusiv i årets første kvartal," siger Åsa Bergman og tilføjer:

"Fremadrettet er vores fokus på at udføre vores strategi og levere rentabel vækst."

Voksende efterspørgsel sender Sweco på jagt efter 100 nye medarbejdere

Sweco viser muskler efter broget regnskab: Vil udfordre de allerstørste rådgivere

Sweco vinder millionudbud om cirkulære almenboliger

Sweco fortsætter med arkitektopkøb

Sweco Danmark sløjfer kendte arkitektbrands

Sweco går på jagt efter specialister efter boom i efterspørgsel på grønne løsninger 

Mere fra CleantechWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs