Danskernes renseanlæg skal op i superligaen

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Envidan vandt for nylig udbuddet om at bygge Assens Forsynings nye renseanlæg, der erstatter en række mindre anlæg. Det er en trend, der breder sig i branchen, siger Envidans entreprisechef.
Assens Forsynings nye renseanlæg vil give stordriftsbesparelser og reducere CO2-udledningen fra spildevandshåndtering, lyder det fra Envidan. | Foto: Envidan
Assens Forsynings nye renseanlæg vil give stordriftsbesparelser og reducere CO2-udledningen fra spildevandshåndtering, lyder det fra Envidan. | Foto: Envidan

Flere og flere forsyninger vil centalisere spildevandsindsatsen på få, store anlæg. Det siger Jens Albrechtsen, entreprisechef hos Envidan, der netop er blevet valgt til at bygge Assens Forsynings nye renseanlæg til 250 mio. kr.

Renseanlægget, der får en kapacitet på 100.000 PE, skal erstatte otte mindre anlæg. Den slags anlæg vil man se mange flere af i fremtiden, mener Jens Albrechtsen.

"Der er rigtig mange forsyninger, der kigger på det her i øjeblikket. Det er på planlægningsstadiet, og det kan godt tage nogle år, før det bliver effektueret, men det kommer," siger Jens Albrechtsen.

Entreprisechefen ser store forretningsmuligheder i dette. For selvom der findes store rådgivervirksomheder i Norden med flere tusinde ansatte, og Envidan kun har 270 mand i hele Skandinavien, så er virksomheden ifølge Albrechtsen "de førende inden for vandkredsløb."

"Vi konkurrerer mod større virksomheder, men vi vinder alligevel udbud på både rådgivning og totalentrepriser som det i Assens. Det vil vi fortsætte med," siger Jens Albrechtsen.

"Der bliver masser at lave de næste år," siger han.

Store besparelser at hente

Rent økonomisk giver det god mening at nedlægge de mindre renseanlæg og bygge "super-renseanlæg" i stedet. For selvom det er en stor investering, så er besparelserne ved driften endnu større, fortæller Jens Albrechtsen

Han fremhæver et renseanlæg, som Envidan byggede for Mariagerfjord Vand for syv år siden. Dette renseanlæg havde en kapacitet på 75.000 PE, og det erstattede 11 mindre og mellemstore anlæg.

"Man kunne drifte for det nye anlæg for det samme, som det kostede at drive det største af de anlæg, man havde før. Det gælder både mandetimer og energiforbrug og alt muligt andet. Så man sparede faktisk driftsomkostningerne ved 10 anlæg," siger Jens Albrechtsen.

Entreprisechefen forklarer, at besparelserne skyldes en blanding af ny teknologi og stordriftsfordele. Og netop stordriftsfordelene er der i princippet ikke nogen øvre grænser for, mener Albrechtsen.

Det er også dét, der er princippet bag, at Mariagerfjord Vand nu udvider anlægget til 225.000 PE; en opgave som Envidan ligeledes har fået. Formålet med udvidelsen er, at man vil samle spildevandsindsatsen fra tre kommuner – Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland – på anlægget.

"De tre forsyninger er ambitiøse ud over deres egne forsyningsgrænser, og det fortjener de ros for," siger Jens Albrechtsen, der mener, at der er gode synergieffekter ved at gøre dette.

"Man får besparelser på mandetimer og energiforbrug og alt muligt. Det giver mening både økonomisk og klimamæssigt," siger han.

Godt for klimaet

På det nye renseanlæg i Assens, som Jens Albrechtsen har kaldt "det største og mest ambitiøse i nyere tid", vil der være en række topmoderne teknologier, der gør anlægget mere effektivt og klimavenligt.

For eksempel bygger Envidan et biogasanlæg, som skal lave biogas ud af forurening fra spildevandet. Her har Assens Forsyning også valgt at lave både bundfældningstanke, der udtager primær slam, og såkaldt biosorption, der udtager yderligere forurening, inden vandet løber over i de biologiske tanke.

"Man kan forstå et renseanlæg som en opbygning af byggeklodser. Man kan sagtens få et renseanlæg til at fungere med ganske få byggeklodser, men Assens har valgt stort set alle de byggeklodser, man kan forestille sig," siger Jens Albrechtsen og kalder ordren for et "udstillingsvindue for Envidan".

Der er dog én byggeklods, som ikke indgår i byggeriet. I hvert fald ikke endnu. Envidan skal således ikke opføre en varmepumpe i byggeriet, der kan udnytte overskudsvarmen fra produktionen. Assens Forsyning har dog været forudseende og forberedt anlægget for senere varmepumpeteknologi.

Det nye renseanlæg ligger desuden inden for behørig afstand af et fjernvarmeanlæg, så det er muligt at lave en tilslutning på et senere tidspunkt, så overskudsvarmen kan bruges i fjernevarmenettet, siger Jens Albrechtsen

Han mener dog, at det er et generelt problem, at man har for lidt fokus på nyttiggørelse af overskudsvarme i branchen.

"60 procent af den energi, der bliver produceret på et renseanlæg, er varme. Og hvis Danmark skal nå målet om klimaneutralitet, så er man nødt til at tænke overskudsvarme ind i planerne, når man bygger nye renseanlæg," siger Jens Albrechtsen.

Små anlæg står til lukning hos Vejle Spildevand

Vesthimmerlands Forsyning vil investere 85 mio. kr. i vandselskabets anlæg

Coronakrisen skaber permanente ændringer hos Envidan 

Rådgiver vil gøre forsyningsvirksomheder mere effektive med digitale genveje 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også