RGS-topchef forlader posten efter svensk salg

Miljø- og ressourcevirksomheden RGS Nordic har fundet en ny mand til at stå i spidsen for virksomheden ovenpå salget af den svenske forretning.
Foto: RGS Nordic
Foto: RGS Nordic

RGS Nordics adm. direktør forlader efter godt to år på posten sin stilling, oplyser selskabet i en meddelelse onsdag.

På Flemming Bendts plads indtræder nuværende finansdirektør Nicolai Søegaard.

Udskiftningen på toppen sker en lille uge efter, at miljøvirksomheden solgte sin svenske del af forretningen til virksomheden Sortera.

Bestyrelsen og direktionen har efterfølgende drøftet, hvordan RGS Nordic nu skal drives videre, og i den forbindelse har nuværende adm. direktør Flemming Bendt ifølge selskabet selv valgt at fratræde sin stilling.

”Med frasalget af vores svenske aktiviteter er virksomhedens fokus indsnævret og dermed også behovet for et ekstra ledelseslag. Jeg er dog meget tilfreds med at give faklen videre til Nicolai (Søegaard, red.), så der er kontinuitet på forretningen,” siger Flemming Bendt i meddelelsen.

RGS Nordic frasolgte torsdag i sidste uge sit svenske datterselskab RGS Nordic AB til miljøvirksomheden Sortera Group, der med handlet har overtaget fem affalds- og behandlingsanlæg i Midt- og Sydsverige med en årlig omsætning på godt 500 mio. svenske kr. og 74 ansatte.

Med salget af den svenske forretning har RGS Nordic nu aktiviteter tilbage i Danmark, Norge og England.

I forbindelse med frasalget fortalte nu tidligere adm. direktør Flemming Bendt sidste uge til CleantechWatch, at der ikke var ”vanvittigt store synergier” mellem den svenske og danske forretning.

”Vi sendte lidt fraktioner den ene vej og lidt fraktioner den anden vej, og vi havde forventet at få stigende grad af synergier på tværs af de to lande, men i sidste ende var det meget begrænset,” sagde Flemming Bendt.

Den afgående direktør har ikke ønsket at oplyse prisen på salget, men fortalte i sidste uge, at summen beløber sig til mindre end én mia. kr.

RGS Nordic omsatte i regnskabsåret 2021/2022 for 1,26 mia. kr.

Erfaring fra servicebranchen

Nicolai Søegaard, der nu bliver øverstemand i den daglige ledelse, blev hentet til RGS Nordic i juni 2021 fra en stilling hos servicekoncernen ISS som regional COO for Europa og regional finance manager.

Inden da har den nu 45-årige siddet i direktionerne i Falck Healthcare og bestridt forskellige roller i Saxo Bank.

”I første omgang handler det om at få samlet vores mange dygtige medarbejdere landet over omkring vores solide danske forretning og i fællesskab fokusere på at få den gjort endnu stærkere,” lyder det i en kommentar i meddelelsen fra den nye direktør.

Nicolai Søegaard tiltræder officielt sin nye stilling den 1. oktober.

CleantechWatch bringer torsdag et interview med formand og ejer af RGS Nordics moderselskab DSVM.

RGS-topchef om svensk salg: Synergierne var begrænsede

RGS Nordic sælger sin svenske forretning til konkurrent

RGS Nordic gafler endnu en direktør fra dansk servicevirksomhed

RGS Nordic får ny adm. direktør

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også