En toetagers skurvogn rager op på byggepladsen, hvor entreprenørmaskiner passerer hinanden i overraskende høj fart og efterlader en hvirvel af støv over gruset efter sig.

Oppe på førstesalen i vognen giver hverken den interimistiske kontorindretning eller de gule sikkerhedshjelme indtryk af, at man befinder sig på en direktionsgang for et selskab med store ekspansionsdrømme. 

”Men vi synes ligesom, det er vigtigt at kunne følge med i udviklingen og opførelsen af fabrikken,” siger Niels Bagge og kaster et blik ud af vinduet over mod byggeriet.

Han er direktør i Waste Plastic Upcycling, og den nævnte fabrik, der under opførsel umiddelbart ved siden af skurvognen, er virksomhedens første af tre danske anlæg på tegnebrættet.

Her i Fårevejle på Vestsjælland forventer Waste Plastic Upcycling – forkortet WPU – allerede fra første kvartal næste år at kunne omdanne godt 30.000 ton såkaldt end-of-life plastaffald til ny råolie om året. Anlægget kommer også til at agere hovedkontor for selskabets aktiviteter i Danmark, der i løbet af 2024 skal skaleres op til at kunne håndtere knap 160.000 ton årligt med planlagte fabrikker i Esbjerg og Nakskov.

Sideløbende med de selskabet mod udlandet, og her bliver det særligt landene tættest på Danmark, der kommer i betragtning, fortæller bestyrelsesformand Niels Stielund, da han sammen med sin navnebror viser rundt i fabrikkens tomme betonhaller, hvor pyrolysereaktorer om et halvt års tid sættes i gang.

Men hvor anlæggene i Fårevejle, Esbjerg og Nakskov skal ejes og drives af Waste Plastic Upcycling selv, vil den ventede udlandsekspansionen basere sig andre ejerskabsmodeller. Her arbejder man særligt med en art franchise-model, hvor udenlandske investorer køber retten til at anvende WPU’s fabriksmodel og pyrolyseteknologi, men selv står for driften.

”Det er den hurtigste måde at rulle det ud på. Lige nu har vi snuden i sporet med de tre danske fabrikker og har ikke ressourcerne til at sætte os ind i det lokale forhold alle steder,” siger Niels Stielund.

”Så for ikke at skulle vente på, at vi bliver færdige her, giver det god mening, at det er kræfter, der kender de lokale forhold og er vant til kontakten med myndighederne dér, der driver butikken,” siger formanden.

Han tilføjer, at man allerede har modtaget henvendelser fra ”mange” investorer, der ønsker at bygge fabrikker i WPU’s billede og source selskabets teknologi.

”Konservativ” med budgettet

Interessen er til at forstå, hvis de tal, WPU kalkulerer med, står til troende. 

I fuld drift forventer selskabet på sine tre danske fabrikker at omsætte for 622 mio. kr. med et årligt driftsresultet på 532 mio. kr.

Forklaringen på indtjeningsgraden skal blandt andet findes i, at WPU fremfor at betale for råmaterialet til produktionen – altså plasten – kalkulerer med en gatefee for det affaldsplast, man modtager. Ifølge direktør Niels Bagge har selskabet allerede indgået aftaler om at aftage de første 219.000 ton plast, som leverandørerne begynder at rulle ind på anlægget i Fårevejle, så snart det står klar.

Konkret arbejder Waste Plastic Upcycling med en antagelse om på sigt at modtage på 450 kr. per ton fra 25 pct. af plastaffaldet i gatefee og 0 kr. på resten. En antagelse, som Niels Stielund selv kalder ”konservativ”.

”Vi tør ikke kalkulere med en høj gatefee. Da vi lavede budgetterne i sin tid, var vi usikre på tendensen, og hvilken vej gatefee’en går. Og vi vil ikke være afhængige af at skulle tjene på at modtage plastaffaldet,” siger Niels Stielund.

Der kommer stadig flere aktører, der slår sig op på at kunne omdanne end-of-life plast til nye råmaterialer. Kan I være sikre på, at øget efterspørgsel ikke betyder, at I en dag skal betale for plasten?

”Der er jo noget rum at give af. Vi kunne jo give 1.000 kr. per ton og stadig tjene 50 mio. kr. Men det er ikke noget, vi forventer sker. Og der er så eksorbitant meget plastikaffald, der ikke bliver behandlet i dag, og det jo er bedre, at det bliver behandlet på en god måde her, end at det bliver læsset af et andet sted i verden.” siger direktør Niels Bagge, da vi træder ind i halen, der skal agere aflæsningsområde for plasten.

”Og så tager vi med vores tre anlæg ikke engang halvdelen af den end-of-life-plast, der er i Danmark,” bryder Niels Stielund ind. 

Skubbet frem af EU-lovgivning

Et andet forhold, WPU-duoen forventer vil bidrage til virksomhedens ekspansion i Europa, er ny EU-lovgivning fra juni, der indlemmer de kommunale affaldsforbrændinger på tværs af unionen under det europæiske CO2-kvotehandelssystem EMS.

Dermed skal forbrændingsanlæggene i EU fra og med 2026 betale CO2-afgifter svarende til den enhver tid gældende kvotepris for at udlede CO2 fra affald, herunder plast. Og det vil bidrage positivt til WPU’s indtjeningsmuligheder, spår formanden. 

”Hvis du kigger på et land som Tyskland, plejede de at sende alt deres affald til Kina, men det er der lukket ned for nu. Nu står de med et kæmpe problem med især plastaffald af lav kvalitet. Så når det blive dyrere at brænde af, og det ikke ligefrem giver bæredygtighedspoint at deponere, så er der jo kun pyrolyse tilbage som mulighed,” siger Niels Stielund.

Partner konverterer milliongæld i dansk pyrolysevirksomhed

Pyrolysevirksomhed henter teknisk chef med erfaring fra FLSmidth

Ny pyrolysespiller vil starte op i Egebjerg efter eksplosion