Kurator anbefaler konkurskarantæne til "uansvarlig" Green Impact Ventures-direktør

Grov og uansvarlig forretningsførelse samt manglende udlevering af materiale i forbindelse med datterselskabet Waturus konkurs får kurator til at indstille adm. direktør i Green Impact Ventures til konkurskarantæne, viser kuratorredegørelse.
Green Impact Ventures' adm. direktør Toke Reedtz. | Foto: Green Impact Ventures
Green Impact Ventures' adm. direktør Toke Reedtz. | Foto: Green Impact Ventures
AF SIMONE JAROLICS & JOSEPHINE BUUR BACH

Skifteretten i Kolding har efter anbefaling fra kurator Mads Danielsen indledt en sag om konkurskarantæne til cleantech-virksomheden Green Impact Ventures adm. direktør, Toke Reedtz.

Det kan i yderste instans give en karantæne i op til tre år, såfremt kuratoren får medhold i, at direktøren har ført en så ”grov” og ”uansvarlig” forretning, at han vurderes til at være ”uegnet” til at lede en virksomhed.

Sådan lyder det i en statusoversigt og redegørelse over konkursboet for Green Impact Ventures datterselskab Waturu, som CleantechWatch har fået aktindsigt i.

”Det er kurators vurdering, at der i den foreliggende sag er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse af Toke Reedtz,” skriver Mads Danielsen i sin redegørelse, hvor han særlig fremhæver manglende udlevering af relevant materiale i forbindelse med konkursbehandlingen.

Får Toke Reedtz en konkurskarantæne, kan han i den givne periode eksempelvis ikke længere være adm. direktør i virksomheden Green Impact Ventures.

Mulige strafbare forhold

Trods gentagne henvendelser er det ifølge kurator Mads Danielsen ikke lykkedes få udleveret al relevant materiale fra direktør Toke Reedtz.

Det betyder, at han har svært ved at konstatere, hvorvidt cleantech-direktøren har gjort sig skyldig i omstødelige dispositioner eller strafbare forhold – foruden at tilsidesætte bogføringslovens regler om at opbevare, sikre og udlevere bogføringsmateriale. Af den grund pågår undersøgelserne fortsat, lyder det.

”Det skal bemærkes, at en stor del af selskabets udviklingsarbejde er forestået af eksterne parter med tilknytning til selskabets ledelse og bestyrelse, der har faktureret for disse ydelser til selskabet,” skriver kuratoren dog og fremhæver et eksempel om en betaling på 800.000 kr. i marts 2020 til en ”forbunden part”.

Betalingen er kun angivet med beskrivelsen ”udvikling af aqua culture løsning, udvikling af watgen medical, udvikling af vandrensning”. Projekter, som Green Impact Ventures tilbageværende to datterselskaber Watgen Medical og Aquaturu har beskæftiget sig med.

”Dette står i kontrast til, at disse projekter i henhold til det oplyste skulle være ejet af Watgen Medical A/S og Aquaturu ApS,” skriver kuratoren, der dog kun har fået udleveret bogføringsmateriale for 2020, som samtidig blot omfatter udgiftsbilag.

Materialer for indtægter, indbetalinger og lignende mangler fortsat og han kan af den grund ikke vurdere, hvorvidt ovenstående udgør et strafbart forhold, lyder det fra kuratoren.

Væsentligt aktiv mangler

Det manglende materiale dækker ligeledes over oplysninger om et bogført tilgodehavende på 4,2 mio. kr. hos Skattestyrelsen. Ifølge kurator Mads Danielsen er det ellers Waturus ”væsentligste” aktiv.

Selv Skattestyrelsen har i et år efterspurgt yderligere dokumentation for kravet på 4,2 mio. kr. – dog uden held, lyder det. Ej heller selskabets revisor i den pågældende periode er vendt tilbage med materiale vedrørende den påståede skattekredit, fastslår kuratoren.

”Kurator har ved mail 9. februar 2022 meddelt selskabets direktør, at den manglende besvarelse af gentagne mails tolkes som, at materialet ikke findes og/eller ikke ønskes udleveret til konkursboet,” lyder det i redegørelsen.

Mads Danielsen har til gengæld modtaget en skruevejledning til Waturus vandvarmere samt fire dokumenter med mål på vandvarmernes plastikdele.

Foruden manglende dokumentation for skattekreditten, undrer kurator Mads Danielsen sig over, at der i seneste årsregnskab for 2020 er indregnet immaterielle anlægsaktiver for knap 4,6 mio. kr.

”Det er fra selskabets direktør og bestyrelsesmedlemmer oplyst, at selskabet ikke havde patenter, brugsmodelbeskyttelse eller andet i forhold til de udviklede produkter. Dette skal ses i forhold til, at disse er aktiveret i regnskabet til en værdi på 4.590.717 kr., hvor der ikke har kunnet fremskaffes oplysninger, materiale eller andet vedrørende disse anførte produkter,” skriver kuratoren.

En række af negative sager

Foruden fem år med millionunderskud og ingen solgte produkter har CleantechWatch kunnet afdække en række sager i vandteknikvirksomheden Green Impact Ventures, herunder en voldgiftssag samt suspension fra handel på Nasdaq, hvilket ledte til, at virksomheden senere blev tvunget af børsen.

Efterfølgende blev aktionærerne i selskabet – som skiftede navn fra Waturu til Green Impact Ventures – informeret om, at de kunne få låst deres aktier i tre år, hvis de ikke gik med til at købe flere. Det høstede kritik fra både aktionærforening, investor samt investeringsøkonom, mens adm. direktør Toke Reedtz afviste anklager om, at det skulle være kontroversielt.

I december 2021 kom det frem, at Green Impacts datterselskab Waturu med flagskibsproduktet vandvarmere var gået konkurs.

Af konkursbegæringen, som CleantechWatch har set, fremgik det, at det var manglende betaling af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag for virksomheder og moms, der var blandt årsagerne til konkursen.

CleantechWatch har kontaktet adm. direktør i Green Impact Ventures Toke Reedtz med henblik på en udtalelse om sagen vedrørende konkurskarantæne, men han er ikke vendt tilbage på redaktionens henvendelse.

Skatteregning væltede Waturu

Green Impact Ventures-selskaber får ny adresse: Vejle-lokaler har stået tomme i månedsvis

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også