Demokratisk sejr kan slå hul på det amerikanske marked for danske Infuser

Efter otte års udvikling er Infuser klar til at sende sin luftrensningsteknologi på markedet. Første stop er Europa og Asien, men virksomhedens adm. direktør håber, at en eventuel valgsejr til Joe Biden kan slå hul ind til det amerikanske marked.
Foto: Infuser/PR
Foto: Infuser/PR

Når der fra tirsdag aften og et godt stykke ud på morgenen onsdag blændes op for amerikansk valgdækning i de danske tv-stuer, bliver det nok med Lars Nannerup som spændt tilskuer.

Tv-dækningen kommer med al sandsynlighed til at kredse om de store politiske linjer i USA, men som adm. direktør for cleantech-virksomheden Infuser er udfaldet af præsidentvalget også af afgørende betydning for Lars Nannerups egne langsigtede forretningsdrømme på den anden side af Atlanten.

"Der er virkelig, virkelig meget at hente i det marked. Så hvis det er sådan, at Joe Biden går hen og vinder i morgen, så tror vi, at der kommer større fokus på klima. Og så vi har en fantastisk mulighed for lægge os i slipstrømmen af den udvikling," siger Lars Nannerup.

Udviklingen på klima- og miljøområdet er mere eller mindre stagneret under Trump-administrationen, mener direktøren. Og det kan gøre USA til en guldgrube for danske cleantech-virksomheder, hvis Joe Biden tager sejren tirsdag og som ventet sætter skub under den grønne dagsorden.

"De har noget, de skal have indhentet i USA. De sidste fire-fem år er amerikanerne røget bagefter på området, fordi man ikke har investeret i det på samme måde, som vi har her. Jeg tror, det kommer til at være altafgørende for hele den danske cleantech-industri," siger Lars Nannerup og påpeger, at luftrensning, som Infuser beskæftiger sig med, bestemt ikke er nogen undtagelse: 

"I USA bruger man for eksempel stadig uforholdsmæssigt mange penge og meget energi på at nedkøle bygninger med aircondition," siger han.

Otte års udvikling

Selv om USA er solidt placeret på Lars Nannerup og Infusers radar, så er det amerikanske marked ikke hovedfokus på den korte bane.

For når Infuser som kulminationen på otte års udvikling og 160 mio. investerede kr. i begyndelsen af december sender sin fotoinitieringsteknologi på markedet, er det først og fremmest Europa og Asien, der er i sigte.

"Det er Europa, vi første omgang satser på og særligt Danmark, Tyskland og England," siger Lars Nannerup og fremhæver, at 40 pct. af CO2-udslippet i EU kommer fra bygninger.

Her kan Infusers teknologi være med til at sikre store besparelser, da man slipper for at udskifte luften i bygninger gennem udluftning, men kan nøjes med at rense den eksisterende luft. Dermed undgår man for at opvarme og nedkøle bygninger, når temperaturen skal tilpasses, forklarer direktøren.

Drømmen om at slå igennem til Asien fik for sin del for alvor luft under vingerne med koreanske Samsungs millionsinvetering i Infusion tilbage i januar:

Koreansk gigant kan sikre grøn dansk startup-succes i Asien 

"Vi regner med, at vi skal til Asien ret hurtigt, hvor der er et stort behov for luftrensning på grund af den enorme forurening i de store byer," siger Lars Nannerup.

Han understreger, at coronapandemien har øget efterspørgslen efter nye luftrensningsteknologier rundt omkring i verden.

"Vi er hjulpet lidt på vej af coronaen. Der har været meget fokus på luft og luftkvalitet på det sidste, og en positiv sideeffekt ved den her teknologi er jo, at den også slår alle de vira ihjel," siger han.

Håb om lille plus på bunden

Som beskrevet i CleantechWatch mandag gik Infuser ud af regnskabsåret 2019 med det fjerde tocifrede millionunderskud på fem år og med en going concern-anmærkning fra revisoren oven i hatten.

Det er dog ikke noget, der bekymrer direktøren.

"2019 og 2020 har været udviklingsår," siger han og påpeger, at det heller ikke er nogen udfordring for virksomheden at finde investorer.

"Der er mange private investorer og kapitalfonde, der gerne vil investere i den her teknologi, fornemmer vi. Vi regner med at lave en større kapitalrunde i første kvartal af 2021, hvor vi både regner med at få danske og tyske investorer med ombord," siger han.

Infuser har allerede nu aftaler i hus med distributører for i alt 70 mio. kr., fortæller Lars Nannerup.

"Vi startede et pre-sale tilbage i juni måned, men er stoppet med det nu. Vi skal lige have gang i produktionen og have gjort teknologien stabil ude i markedet, inden vi skalerer videre," siger han.

Direktøren forventer, at forretningen vil give overskud allerede i det kommende regnskab.

"Målsætningen har længe været at levere et lille plus på bundlinjen i 2021," siger han.

Corona og investorer skal redde ung virksomhed fra fortsatte millionunderskud

Koreansk gigant kan sikre grøn dansk startup-succes i Asien

"Vi har fundet en fundamental mangel i modellerne for luftforurening" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også